I ca. et halvt år har Roskilde Golf Klub været centrum for en særlig indsats for truede dyrearter. Det har nemlig været fokus for Marie Bøge, der til sommer bliver færdig som ingeniør inden for bæredygtigt design på Aalborg Universitet i København. Hun har brugt Roskilde Golf Klub som eksempel på, hvordan man kan øge biodiversiteten i danske golfklubber.
I Roskilde har der først og fremmest været fokus på to truede dyrearter, og vi kan godt afsløre, at det ikke er de store dyr, der er tale om.
Det er nemlig biller – og så en grøn mosaikguldsmed, der er ved at uddø som art.
Billerne er vant til at bo i udhulede, forfaldne, gamle egetræer, men da egetræer i dag bliver fældet, når de bliver for store, så kniber det med bosteder til billerne. Løsningen har derfor været at fabrikere nye, menneskeskabte bosteder til billerne.
Læs mere:
Det andet truede dyr, der nu får nyt liv, er den grønne mosaikguldsmed, som i fremtiden skal udklække sine æg i søen på hul 1. Her har Marie og Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget netop placeret nogle nye vandplanter, kaldet ”krebseklo”, som er den eneste plante, mosaikguldsmeden lægger sine æg i. I alt fire planter er blevet sat ud i søen.
”Jeg må indrømme, at jeg på forhånd var lidt skeptisk i forhold til golfbaner og natur. Som mange andre troede jeg, at golfmedlemmer kun var interesseret i grønt græs og ikke ret meget i natur, men efter jeg har været i gang med dette projekt, så har jeg fået et helt andet indtryk. Og jeg kan se, at golf og natur sagtens kan kombineres. Vild natur skal naturligvis ikke placeres midt på fairway, men der er masser af andre områder på golfbanen, der kan bruges til plante- og dyreliv – og som samtidig kan medvirke til, at give golfspillerne en anderledes oplevelse,” fortæller Marie Bøge, der har lavet en spørgeskemaundersøgelse, der underbygger hendes egen oplevelse.
Speciel natur-interesse i Roskilde
Det viser sig nemlig, at mange golfmedlemmer i Roskilde sætter stor pris på naturoplevelsen. Et af spørgsmålene handlede om fordelene ved at spille golf i Roskilde, og her kom klubbens miljøtiltag ind på en tredjeplads efter ”Afstanden til mit hjem” og ”Sociale fordele”.
”Der var 65, der svarede – og de har nok på forhånd haft en positiv holdning til natur på banen, men jeg synes alligevel, det er overraskende flot, at natur betyder så meget. Sådan er det ikke nødvendigvis i andre klubber. I er lidt specielle – ikke mindst fordi, at jeres naturarbejde er baseret på frivillige og et meget aktivt natur- og miljøudvalg og ikke ”bare” på greenkeepere, der i forvejen har meget andet at se til,” siger Marie.
Marie lægger ikke skjul på, at hun har været heldig med valget af Roskilde Golf Klub, fordi klubben i forvejen har gang i mange naturprojekter og at hun i Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget har haft en meget aktiv sparringspartner.
”Det har været heldigt for mig at have Henning med. Han og udvalget brænder jo både for natur og bæredygtighed – og vi har været sammen om at lave de to projekter for billerne og mosaikguldsmeden. Det bliver også til en lille film og en ”step by step” guide til, hvordan man selv laver billeboer. Forhåbentlig kan andre golfklubber så kopiere og bruge konceptet.”
Nu slutter hun sit praktikforløb og skal derefter aflevere to rapporter, henholdsvis en videnskabelig artikel og en om selve praktikforløbet – og fra juni bliver hun så færdig som ingeniør i bæredygtigt design.
Det betyder, at hun arbejder med bæredygtighed på tre niveauer, socialt, økonomisk, miljømæssigt.
”Der er nogle, der kun arbejder med de gode ideer ud fra et miljømæssigt synspunkt, men vi har det sociale og det økonomiske med. Det gør, at vores projekter har større mulighed for at blive en succes. For hvis de både bliver opfattet som gode sociale tiltag, der økonomisk kan betale sig og også er bæredygtige, så er der langt større chancer for, at projekterne bliver gennemført,” siger Marie.
Marie fik sat gang i bille-planerne
Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget har haft et tæt samarbejde med Marie de seneste måneder – og han er meget begejstret over, at Marie og Roskilde Golf Klub fandt sammen.
”Marie vidste i forvejen ikke noget om hverken golf eller biodiversitet – men hun kunne nogle andre ting, og sammen har vi fået sat liv i vores billeprojekt, som vi godt nok havde på tegnebrættet, men som vi aldrig var kommet så langt med uden Maries indsats. Nu er hun ovenikøbet med til at brede ideen ud til andre golfklubber.”
”Marie hoppede på ideen med billeboerne – til gengæld har vi fået en øjenåbner i forhold til den grønne mosaikguldsmed og planten krebseklo, som jeg ikke vidste noget om på forhånd. Nu glæder vi os til at se planten sprede sig i søen ved hul 1 og forhåbentlig tiltrække de grønne mosaikguldsmede, som kun yngler på krebseklo-planten,” fortæller Henning Nordstrøm og tilføjer en bemærkning til de kommende klubmestre:
”Planten formerer sig kraftigt – og den har kun en ulempe: Den stikker – bare så I ved det, når klubmesteren om efteråret bliver smidt i søen efter præmieoverrækkelsen… ”
På billederne er det Henning og Marie i sving med både billeboer og udsætning af planter i søen på hul 1. Planten krebseklo blev hentet i et andet vandhul i Himmelev og sat i vores golf-sø efter aftale med Roskilde Kommune. Da planterne blev skyllet inden udsættelse i søen, fandt Henning og Marie en guldsmedelarve. Det er dog ikke sikkert, det er en mosaik-guldsmedelarve, men det kunne det være. Fra ægget bliver lagt, går der 2-3 år, inden de bliver udklækket og larven bliver til en voksen guldsmed.
Her er et lille udpluk af medlems-kommentarer fra Marie Bøges spørgeskemaundersøgelse:
- Det giver en god følelse når man ved at der bliver gjort noget godt for naturen
- Når jeg går en golfrunde, finder jeg stor glæde ved at kunne færdes i samt iagttage og følge med i de skiftende årstiders forandringer i floraen og dyrelivet
- Jeg synes det er flot og godt med de frivillige der gør noget godt for miljøet.
- Blomsterne er smukke, glæder mig over fuglelivet, og venter spændt på at frøerne kommer i gang. Det er vigtigt at golfklubben ikke er en grøn ørken, men at netop vores bane har en miljømæssig sund profil
- Vi skal passe på miljøet og samtidig sørge for at banen er smuk og indbydende
- Meget positivt. Det er skønt at se hvorledes klubben tager hensyn til insekters overlevelse og padders udbredelse
- Glæde over naturen og glæde og tilfredshed med at være med i en klub, der ønsker at “være med” i arbejdet for natur og miljø
- Positiv påvirkning. Jeg arbejder med og viser kommende golfere rundt. Alle er meget overraskede over antallet af fuglekasser osv.
- Det er i 11. time, hvis vi skal redde insekter og sommerfugle fra at uddø, så jo flere tiltag jo bedre
- Vigtigt, at nogen gør en indsats, selv om vi er andre, der ikke er så aktive for det i det daglige.
- Det kan være en god måde at udnytte klubbens område til andet end golf, så længe den gode golfoplevelse bliver holdt i fokus
- Min holdning er positiv og det er en medvirkende årsag til, at jeg trives i klubmiljøet, at jeg kan mærke engagement og vilje til at udvikle på miljøet
- Naturen har første ret, så må vi tilpasse vores spil
- Meget positiv, så længe det ikke medfører, at “græsset ikke må klippes”
- Naturen er der, så lad os bruge den og gøre golfbanen til mere end en golfbane. Så lad os få masser af tiltag
Læs mere: