Snart slut med oplæg – rough bliver klippet i uge 25

I lang tid har det været tilladt at lægge op på fairway og forgreens. At “lægge op” betyder, at vi må placere bolden på græsset inden for et scorekorts afstand. Det kan nogle gange være en fordel, fordi bolden så bliver løftet lidt og dermed er nemmere at slå til. Det er normalt at tillade oplæg i forbindelse med skift til sommerbane i en periode i det tidlige forår, men i år har oplæg været tilladt noget længere, fordi baneudvalget har ønsket at beskytte fairways og give os spillere en bedre golfoplevelse.

Nu varsler baneudvalget imidlertid, at det snart er slut med oplæg.

“Baneudvalget vurderer, at græsoverfladen generelt nu er ved at være så god, at vi inden 14 dage skal spille bolden som den ligger overalt på banen. Golfreglerne er selvfølgelig stadig gældende med hensyn til evt. lempelse,” fortæller Torben Svendsen fra baneudvalget.

Torben har samtidig en anden information om fairways:

“Vi har i år meget kløver på fairways. Der vil sprøjtet imod denne desværre meget genstridige plante. Denne sprøjtning kan give lidt gener i spillet, men det er helt nødvendigt, at vi tager aktion på dette problem. Ellers vil kløver brede sig mere og mere.”

Det varer i øvrigt ikke længe, inden al rough på banen bliver klippet ned. Det sker torsdag og fredag den 18. og 19. juni 2020.

“Vi klipper rough’en for over årene at gøre den tyndere, så det er nemmere at finde bolden og nemmere at slå bolden ud af rough’en igen. Derfor bliver rough’en efter klipningen kørt væk i stedet for at blive liggende og skabe næring til endnu tættere rough,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Præcist hvornår det er slut med at lægge op vil blive offentliggjort her på hjemmesiden. Du kan i øvrigt altid se, hvad der gælder af midlertidige regler under “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden.

På billedet er det Ole Strangholt, der demonstrerer, hvordan man lægger op inden for et scorekorts afstand.