Stjerneoptræden af Jacob Szöts til junior shortgame træning

Onsdag den 2. juni 2021 havde vi lokket Jacob Szöts (en af klubbens dygtige elitespillere) til at stå for en speciel shortgame træning og derved være vores “stjernegæst”.

Det blev en underholdende times træning, hvor flere nye deltagere dukkede op (fedt!). Jacob havde lavet en sjov puttebane, hvor vi kom igennem uret rundt, petanque, tee forhindringer, 3-forskellige-distancer-3-point-for-at-“dåse” og straf for at putte for kort (og alt for langt) samt to hold, der dystede mod hinanden i at få flest af 15 bolde op af bunkeren på indspilsbanen.

Det var super sjovt og der var stort engagement hos deltagerne. Jacob syntes også, det var sjovt at træne juniorerne og glædede sig over at træne dygtige juniorer samt over at alle gik til opgaven med stor iver.

Det hele kulminerede i et brag af en fest, da vi efter træning kunne byde på en is hos Anton i Restaurant Birdie. Anton havde nær fået stress, da både mikroerne og juniorerne stod i kø for at få is. Tak, Anton.

Der skal lyde en stor tak til Jacob Szöts for træningen.

Næste gang (onsdag 9/6) bliver det ”almindelig” DGU shortgame træning med mig. Efterfølgende onsdag (16/6) får vi besøg af Mads Emil Boas, som vor næste “stjernegæst”.

Så kom og bliv endnu bedre til ”det korte spil” og endnu vigtige at få nye venner og have det sjovt sammen.

Shortgamehils

Søren Frøsig
(klubbens ældste junior)