Vi har aktive juniorer selv i vinterhalvåret

Vi har i ungdomsafdelingen i år satset på at samle mikroer og juniorer vinteren over, så de gode golf-venskaber og -egenskaber bliver vedligeholdt hen over vinteren. Og det har været en større succes, end vi turde håbe på. Hver anden uge har der været en aktivitet, der har vekslet mellem indoor golf i Harekær Golf Klub og aktiviteter i Tjørnegårdshallen. Hver gang er der møde glade juniorer op og har nydt hinandens selskab.

I Harekær har vi trænet svinget og putningen i deres gode indendørs faciliteter. Forældre er blevet udfordret i puttespillet ”Fuld Svensker ” og ungdommen er i de fleste tilfælde gået sejrrigt ud af konkurrencen. I december nåede vi også at fejrer en juniors fødselsdag og spille pakkeleg. I januar var vi så heldige, at Martin (vores nye træner) også deltog i Harekær. Det udnyttede flere juniorer og fik et par gode træningsøvelser med på vejen.

I Tjørnegårdhallen har vi lavet fysiske aktiviteter, såsom stikbold og hockey. Der er også blevet konstrueret minigolfbaner og blevet kravlet på væggene. Vi er desværre rendt ind i nogle dobbelt bookinger af hallen, men det skal ikke stoppe os. Derfor kørte vi sidste gang i stedet for til golfklubben og tegnede golf-relaterede tegninger.

Derudover nød vi en fastelavnsbolle og juice. Blandt forældrene blev der diskuteret nye konstruktioner til brug i træning, så det kan blive endnu sjovere at være junior i Roskilde Golf Klub. En gigantisk viking og skib at slå efter på drivingrange og flødebolle-kaster blev blandt andet diskuteret. Tak for mange gode forslag.

Der er stadig ungdoms arrangementer i februar og marts inden udesæsonen begynder i april. Der er ingen tilmelding, ungdommen møder blot op. Kalenderen her i starten af 2024 ser således ud

  • 10. februar: Harekær Indoor Golf kl. 10-12
  • 25. februar: Vinterferie – dvs. ingen samling
  • 9. marts: Harekær Indoor Golf kl. 10-12
  • 24. marts: Tjørnegårdshallen kl. 9.30-11.30

Vi glæder os til at se jer til et par hyggeligt timer.

På vegne af ungdomsudvalget

Anne Sofie Siebuhr, formand

Herunder kan du se fotos fra vintertræningerne: