Som kronen på værket og afslutning på juniorsæsonen 2023, var otte juniorer og tre ledere tilmeldt efterårets junior Sverigestur 6.-8. oktober 2023, som gik til Landskrona Golf Klubb i Skåne.
Vi havde lånt Anti-rust’s minibus og lejet en cargo trailer hos Roskilde Autoudlejning, der skulle transportere os fra Roskilde til Borstahusene. Vi kunne ikke have alle juniorerne i minibussen, hvorfor jeg stillede min bil til rådighed også.
Vi fik pakket traileren med golfbags og trolleys og al vores bagage og drog afsted kl. 16. Victors mor, Tina, havde bagt nogle lækre muffins, som vi nød inden vi satte os i bilerne. Olivers mor, Sanne, havde også bagt cookies og min hustru Kirsten havde bagt chokoladefudgies. Vi havde med andre ord rigelige mængder kage med.
Da vi kom frem, blev vi indlogeret i tre A-huse. Leder Morten Holten skulle være i hus med sin søn, Oliver, Nico og Malthe S. Leder Jesper Wedersøe i hus med Annika og Karoline og jeg med Noah, Victor og Malthe M.
Vi nåede lige en runde minigolf, inden vi skulle spise aftensmad i restauranten, som serverede lasagne og saftevand. Under middagen opfordrede Jesper alle til at mødes ved puttinggreen kl. 20.30. Her havde Jesper medbragt selvlysende golfbolde og knæklys, som blev sat op på puttebanen. Det var bælgravende mørkt og vi kunne intet se udover de selvlysende bolde og knæklysene. Det var sjovt at spille golf i mørke. Super god ide fra Jesper.
Her kan du se en video:
Hvis du vil se juniorernes vellykkede forsøg på masse-putning i mørke, så kan du finde denne video på Youtube via dette link.
Efterfølgende blev der hygget med chips, popcorn og sodavand i husene inden vi gik til køjs ca. kl. 23.00
Lørdag morgen fik vi ”frukost”, som svenskerne kalder morgenmad, i restauranten. Og om formiddagen teede vi ud i tre hold på Erikstorpbanen i flot og lunt vejr. Der blev spillet flot golf og hygget.
Da vi kom tilbage, spiste vi mere kage, snakkede og hyggede. Noah og Victor foreslog, at vi skulle deles ind i hold for at lave nogle ”trickvideoer”. Der kom der masser af sjov ud af.
Lørdag aften fik vi kødsauce og ris samt salat i restaurant Brasseriet og så ville juniorerne ud at slå bolde på den oplyste drivingrange. Det er en speciel oplevelse at drive om aftenen på oplyst range.
Søndag spillede vi den anden 18 hullers bane, Hildesborg. Det var blevet køligere men til gengæld høj solskin og ingen vind. Der blev igen dystet og kæmpet på banen.
Inden vi søndag eftermiddag skulle køre tilbage, fik vi uddelt lidt præmier til de tre bedste scores samt tættest på hul 16 og hul 18. Karoline kom 131 cm fra flaget på hul 16 og Oliver kom tættest på pinden på hul 18.
Det er en fornøjelse at være leder på sådan en weekendtur. Juniorerne er søde, betænksomme, gode kammerater, glade, fik alle med i spil, leg og snak. I forældre kan godt være stolte af jeres børn.
Der skal lyde en stor tak fra ungdomsudvalget for en hyggelig sæsonafslutning i Sverige. Og en stor tak til mine medledere, Jesper og Morten.
Vi ses igen til april 2024.
Søren Frøsig Rasmussen
Ungdomsudvalget
Herunder kan du se fotos fra turen: