Klækkehuset i hvile denne vinter

Roskilde og Omegns Lystfisker Klubs fjordholds arbejde kører normalt fra den 15. nov. til 15. januar, men i 2022/2023 bliver der noget stille ved fisketrappen og i klækkehuset ved Roskilde Golf Klub.

Vi skulle starte en ny ”sæson” med opfiskning, strygning i klækkehuset osv. Men DTU Aqua skal foretage bestandsundersøgelser over hele Sjælland i forbindelse med opdatering af udsætningsplanerne. På den baggrund er vi blevet bedt om ikke at indfange fisk i trappen i år, for ikke at forstyrre resultatet.

Der bliver måske en mulighed for at ”elfiske” i Gevninge Å, men her er der normalt ikke en særlig stor opgang. For at kunne ”stryge” fiskene, skal vi have 25 hanner og 25 hunner for at overholde genetikken. Det bliver virkelig en udfordring på dette sted.

Som golfspiller kan du i denne og næste måned opleve havørreder, der svømmer op i Gedebækrenden, som løber tværs gennem golfklubbens arealer. Når havørrederne svømmer op for at gyde i åen, er det oftest ved højvande og ved regn.

Se denne lille video af havørreder der gyder i Gedebækrenden.

Uffe Clemmensen, ROLK