Doktor og Teilgaard blev årets ildsjæle 2021 – se video

Makkerparret Anders Teilgaard og Henning Doktor, der har fremtrædende roller i to af Roskilde Golf Klubs udvalg, er blevet udnævnt som modtagere af prisen “Årets ildsjæl” 2021. Prisen blev offentliggjort på video i forbindelse med klubbens generalforsamling 25. marts 2021.

Videoen blev optaget et par dage forinden, da Anders og Henning intetanende var blevet inviteret til møde omkring planlægningen af den kommende sæsons meget populære kaninmatcher.

Her kan du se videoen, der blev præsenteret på generalforsamlingen:

 

Det er bestyrelsen, der hvert år beslutter, hvem der skal have den ildsjæls-pris, som tidligere ungdomsudvalgsformand Bent Østergaard stiftede, efter han i 2011 selv blev præmieret med ildsjæls-prisen i Roskilde Idræts Union.

I 2012 blev prisen så uddelt i Roskilde Golf Klub første gang – og i 2021 gik prisen så for første gang til to personer på én gang.

Det er der en speciel årsag til, fortalte formand Kim Møller Behrend, da han overraskede de to prismodtagere med blomster og statuetten, der var blevet indgraveret med Teilgaard og Doktor.

“Da vi i bestyrelsen drøftede, hvem der skulle have årets ildsjælpris, så kom jeres to navne op. Og når vi nævnte Anders, så blev Henning også nævnt – og det samme omvendt. I er et makkerpar, som fuldt fortjent får prisen i år. I har om nogen tegnet både kaninudvalget og klubhusets venner og utrætteligt sammen med jeres udvalg sikret mange glade kaniner og påtaget jer mange praktiske opgaver i forhold til klubhuset og arealerne rundt omkring inklusive baghallen,” lød lykønskningen fra Kim Møller Behrend til de to overraskede ildsjæle, der i den grad blev taget på sengen.

Anders Teilgaard og Henning Doktor har i 4-5 år været primus motorer i kaninudvalget, der hver mandag arrangerer ni hullers spil for klubbens nye medlemmer og flex-medlemmer. Det er en aktivitet, der skal gøre nye medlemmer trygge ved spil på 18 hullers banen. Hver mandag hele sommersæsonen kommer op mod 100 medlemmer og deltager.

Teilgaard og Doktor er også formænd i ad hoc udvalget, der sørger for, at arealerne omkring klubhus, og parkeringsplads set pænt ud.

På billedet øverst er det Anders Teilgaard til venstre, formand Kim Møller Behrend i midten og Henning Doktor til højre.

Her kan du se siden med alle modtagerne af “Årets ildsjæl” i Roskilde Golf Klub. 

Her kan du se siden med kaninudvalgets aktiviteter.

Her kan du se siden med alle medlemmer af ad hoc udvalget.