Bent Henning Hansen årets ildsjæl 2020

Han blev ikke overrasket – i hvert fald ikke på dagen, for Bent Henning Hansen skulle nærmest tvinges med på generalforsamlingen, så kan kunne få overrakt prisen som årets ildsjæl 2020 i Roskilde Golf Klub.

Bent Henning havde en aftale, som han i forvejen havde udskudt en gang før, så han var ikke meget for at lade sig overtale til at deltage i årets generalforsamling. Derfor måtte formand Kim Møller Behrend til sidst afsløre, at Bent Henning var udset til at bliver årets ildsjæl – og så var han nødt til at lave om på sine planer.

Skulderklappet medførte stående klapsalver fra hele salen af fremmødte til generalforsamling 2020.

Formand Kim fortalte om nogle af de rigtig mange ting, som Bent Henning har været involveret i som frivillig mange år i klubben.

“For årets ildsjæl er belønningen egentlig bare arbejdet i sig selv. Det at udføre en opgave og se resultatet er det vigtigste. Han har været med, da vi skulle bygge vores nye klubhus, da vi skulle opsætte skabe i bagladen og en masse andre opgaver. Han har fx været på tromleholdet, repareret broer, samlet de nye bænke, lavet vedligeholdelsesplaner for klubbens bygninger, deltaget i udvalgsarbejde og en masse andet,” lød det fra Kim Møller Behrend, der også genfortalte en vandrehistorie om, at Bent Henning i forbindelse med opførelsen af det nuværende klubhus reddede vores tidligere chefgreenkeeper op fra en udgravningshul, han faldt ned i.”

Læs mere:

Prisen er indstiftet af nu afdøde Bent Østergaard, der i 2011 blev præmieret med Ildsjæls prisen i regi af Roskilde Idræts Union, sponseret af Danske Bank. Året efter stiftede han ildsjæls-prisen i Roskilde Golf Klub.