Category Archives: Nyheder

Samlet 1. plads til Mads VL ved Dormy Elite Tour 2024

I denne weekend (21.-22. september 2024) blev sidste afdeling af Dormy elite tour afviklet i Falster Golfklub. Dormy tour er en række af fire turneringer, der spilles gennem hele året.

For ikke så længe siden vandt Mads Viemose Larsen fra Roskilde den tredje afdeling i Kolding og i denne weekend lykkedes det at få en femteplads med hjem. Det er i sig selv et rigtig flot resultat. Og tillykke med det.

Men det der er især værd at bide mærke i, at Mads med det resultat bliver den samlede vinder af hele turneringsrækken og altså over fire slagspilsturneringer har placeret sig som nummer 1 blandt de danske eliteherrer.

Et fantastisk flot resultat og kæmpe tillykke til Mads. Vi ser frem til at følge med og glæder os til flere flotte resultater.

Anders Djurhuurs, formand for eliteudvalget

PS: Billedet er fra sejren i Kolding.

Her er et link til resultaterne fra 4. afdeling, som blev vundet af Magnus Becker Frederiksen fra Københavns Golfklub

Sådan rejser man en falden rehab-spiller op igen

Efter fredagens spil den 20. september 2024 havde rehabgruppen i Roskilde Golf Klub besøg af tre fysioterapeuter fra fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen Absalon i Trekroner. Rehab’erne har nemlig i løbet af sæsonen oplevet, at nogle spillere er faldet eller væltet med scooter.

I den forbindelse har problemet været at få vedkommende rejst op, hvorfor styregruppen rettede henvendelse til Absalon, da de måske kunne give os gode råd til, hvordan vi som hjælpere kan sikre bedst muligt hjælp til at de kommer op igen.

I strålende solskin gav de tre en demonstration i at rejse en person, der er faldet.

Teknikken blev vist ud fra en person uden handicap og vi fik nogle basale informationer om hvordan der kan ydes hjælp.

Herefter stillede flere af vores rehabspillere sig til rådighed som figuranter, så teknikken kunne bruges med dem.

Det viste sig dog mere udfordrende idet flere rehaber kun har styrke i den ene side og dermed ikke aktivt kan hjælpe fuldt ud.

Det lykkedes dog at få alle op efter flere tilpasninger.

Arrangementet varede 1½ time hvor der kom mange kommentarer/spørgsmål og plads til grin.

Vi håber dog ikke vi skal få alt for meget brug for det vi lærte.

Hans Kristian Olesen

Læs mere:

Infomøde: Stor interesse for nyt indendørs golfcenter

Med udsolgt til medlemsmødet mandag den 16. september 2024 er det tydeligt at mærke, at mange er interesserede i at høre, hvad der sker i klubben nu og i fremtiden. Denne gang var der derudover et ekstra punkt på programmet, som sikkert var en del af årsagen til det flotte fremmøde på 120.

Det ekstra punkt var besøg fra simulatorgolfcentret Simgolf, som er i gang med at etablere sig i Roskilde – og som klubben har lavet et samarbejde med. Det samarbejde informerede Simgolf-ejer Keld Jensen og daglig leder, Jacob Sørensen om.

”Vi startede for 15 år siden i Grøndalscentret og i dag har vi også store centre i Malmø og på Amager – plus et par mindre, ubemandede i Glostrup og Harekær,” fortalte Keld Jensen, der sidste år startede et samarbejde med sin egen hjemklub, Dragør. Det samarbejde blev så stor en succes, at det nu har banet vejen for centret i Roskilde i Ros Have, tæt på Ros Torv – og for samarbejdet med Roskilde Golf Klub.

”I Dragør var der 750 medlemmer, der kom ud og prøvespillede sidste vinter – det var langt højere end forventet, så vi håber, at interessen i Roskilde er lige så stor. Vi gør derfor det, at vi det første år giver gratis medlemskab til Roskilde Golf Klubs medlemmer og dette medlemskab giver adgang til en rabat på 40 procent på banelejen. Vi håber, at mange vil komme og prøve, ikke bare én gang men flere gange, så de bliver fortrolige med at spille simulatorgolf. Det er ikke det samme som golf udendørs, men det er med ens eget udstyr og man kan komme til at spille mange forskellige baner og kan også bruge Trackman-systemet til træning. Det er faktisk ret sjovt,” fortalte Keld Jensen.

Han oplyste, at normalprisen pr. time er 300 kr. i eftermiddags- og aftentimer plus weekend – og 200 kr. på øvrige tidspunkter. Prisen er pr. boks, hvor man kan være op til fire. Man kan normalt spille en golfbane på en time, hvis man er alene – så er man fire, vil det typisk tage fire timer.

Simgolf åbner officielt og fuldt ud 1. november 2024 – både Keld og Jacob håber imidlertid, at der bliver åbnet for de første spil lidt før. Lige nu arbejder de selv og håndværkerne på indretningen af det lokale, der tidligere bl.a. har huset Computercity.

”Simgolf kommer til at holde nogle introduktionsdage for Roskilde Golf Klubs medlemmer – datoerne bliver sat, når vi med større sikkerhed ved hvornår centret er klar til besøg, ”fortalte klubbens daglige leder, Jesper Wedersøe, der er ved at lægge et puslespil i forhold til specielle tider, som klubben tilbyder til forskellige udvalg og klubber i klubben.

Et medlemskab koster normalt 900 kr. Det bliver så gratis for alle i Roskilde Golf Klub den første sæson – men for at spille i Simgolf skal man oprettes i deres it-system. Desuden findes der en Trackman-app, som spilleren kan bruge. På den får man et indendørs golfhandicap, som bliver reguleret på samme måde som det normale golfhandicap og på app’en registreres alle slag, så man selv kan måle, om man bliver bedre fra gang til gang. Der kommer mere information om dette, når åbningen nærmer sig.

”Vi er meget spændte på, hvordan interessen bliver, men forhåbentlig kommer det til at ligne den i Dragør. Derude har vi lavet den aftale med klubben, at alle er medlemmer af Simgolf som en del af deres klubkontingent. Det koster så 400 kr. mod de normale 900 kr.,” fortalte Keld Jensen, hvorefter formand Flemming B. Nielsen tog ordet og sagde, at så langt er bestyrelsen i Roskilde ikke kommet endnu:

”En beslutning om stigning i kontingentet, så alle får Simgolf med i kontingentet, er noget, der skal vedtages på generalforsamlingen og vi har endnu ikke besluttet i bestyrelsen, om det er noget, vi vil anbefale. I første omgang gælder det om at finde ud af, hvor stort et gode, medlemmernes synes, det er, så derfor er vi meget spændte på modtagelsen.”

Flere har allerede spurgt, hvordan det kommer til at fungere med parkering, da der i dag er to timers parkering i området, hvor Simgolf er. Det bliver imidlertid udvidet til fem timer for golfspillere, der skal registrere deres parkering på en tablet i golfcentret.

Simgolf tager også fat i andre golfklubber i nærområdet, så de også får mulighed for at give deres medlemmer et introduktionstilbud.

 

Anbefaler boring efter vand

På medlemsmødet fortalte Mette Jessen fra bestyrelsen om arbejdet med at kortlægge klubbens udfordringer med perioder med for meget vand og perioder med for lidt. Det sidste er hovedudfordringen for en god banekvalitet i sommersæsonen – og ikke mindst for klubbens planer om et bedre indspilsområde.

”Der har været mange muligheder for at skaffe vand i spil – og ikke mindst takket være en af vores meget kyndige frivillige, Steen Dahl, der har stor ekspertise inden for dette område, har vi fået kortlagt mange forskellige muligheder og sammen med bestyrelsen har vandudvalget anbefalet, at vi går videre med den mest driftssikre og holdbare løsning, nemlig at skaffe vand via en boring. Det er imidlertid en længere proces i forhold til myndighedsgodkendelser og økonomi, da det også er en dyr løsning, men vi har sat processen i gang efter det gode forarbejde,” sagde Mette Jessen.

 

Ny DGU app erstatter GolfBox app fra 23/9

Webmaster Henrik Overgaard Pedersen fortalte, at DGU på mandag den 23. september lancerer en ny app, der meget snart skal erstatte GolfBox app’en. Den nye app er lavet, så det er golfunionen, der styrer app’en fremfor leverandøren GolfBox, men data bliver stadig de samme, som i dag er i GolfBox app’en. Man kan altså bestille tider, se sit handicap, tjekke ind, melde sig til turneringer og lignende på samme måde, som man kan i dag.

Den nuværende GolfBox app bliver udfaset allerede 3-4 uger efter lanceringen af DGU app’en, men det er nemt at skifte og man bliver til den tid dirigeret direkte videre fra GolfBox app’en. GolfBox app’en bliver dog først lukket, når der er sikkerhed for, at DGU app’en virker.

Der kommer information både på golf.dk og på roskildegolfklub.dk, så snart det er muligt at downloade den nye DGU app.

 

 

 

 

 

 

Bestyrelsens og sekretariatets fokuspunkter

Daglig leder, Jesper Wedersøe, gav en orientering om en lang række fokuspunkter, som sekretariatet og bestyrelsen har sat i gang i år og/eller arbejder med i øjeblikket.

Det var fx indkøb af nye bolde til drivingrange, nye udslagsmåtter og et område bag det sidste udslagshus, hvor der er lavet et hydridgræs-område, så man kan slå fra græs uden at smadre græsrødderne.

Jesper har i løbet af året også lavet sammenlægning af to-bolde til fire-bolde på weekendformiddage for at forbedre flow på banen og næste år bliver der arbejdet på at lave et fælles udvalg, der både tager sig af baneservice som i dag, men også håndterer gæste- og starterservice.

Han fortalte også om integration af nye medlemmer i klubben, herunder sammenlægning af udvalg for kaninmatcher, prøvemedlemmer og let øvede spillere – med stor ros til de involverede frivillige.

I år har der været i alt 132 prøvemedlemmer. De 62 er i gang i øjeblikket og ud af de 70 i foråret har de 45 meldt sig ind i klubben.

”Det er meget vigtigt, at de kommer godt ind i klubben, så derfor har vi bl.a. fokus på fortsat tilbud om træning, så de hurtigt føler, de bliver bedre. Jo hurtigere, de kan komme ud og få det sjovt på banerne, jo bedre.”

Jesper nævnte også, at der er for mange, der glemmer at tjekke sig ind, når de skal ud at spille.

”På Store Skjold er det ca. fem procent, mens det er ca. 10 procent på Skjoldungen. Det er alt for mange, og vi vil begynde at tage fat i de involverede medlemmer i løbet af vinteren, så vi ikke får problemet igen til næste år,” sagde Jesper.

 

Godt pay and play forsøg

Til sidst nævnte han forsøget med pay and play på Skjoldungen – et forsøg, der nu er forlænget til årsskiftet. Forsøget går ud på, at et medlem kan tage en spiller med ud som ikke har et DGU-kort. Det er altså en måde at få nogle ikke-medlemmer til at prøvespille og måske få interesse for golf. Det koster 180 kr. og skal bookes via sekretariatet.

”Indtil videre er der 48, der har prøvet det – og når det er booking via sekretariatet, kan vi også styre, at spillet foregår på tidspunkter, hvor der ikke er pres på banen. Det er i alles interesse, at det bliver en god oplevelse og allerede nu kan vi se, at vi på denne måde fx kan trække flere unge til, som måske tager der kammerater med,” sagde Jesper Wedersøe, der også fortalte om udfordringer med buggier samt ikke mindst kørsel til/fra golfklubben, hvor bilernes hastighed meget gerne skal ned.

 

Forbedring i medlemsundersøgelse

Jesper Wedersøe fortalte også om de overordnede resultater af årets medlemsundersøgelse.

”Undersøgelsen blev afsluttet med de sidste svar tirsdag den 10. september, så jeg har endnu ikke haft tid til at kigge ned i detaljerne på undersøgelsens resultat, men de overordnede tal viser, at der er klar bedring i forhold til sidste års undersøgelse.

I alt 42 procent af medlemmerne har svaret på spørgeskemaet – mod 44 sidste år. Det er højere end landsgennemsnittet.

”I løbet af nogle måneder vil jeg sammen med bestyrelsen kigge nærmere på detaljerne i undersøgelsen, så vi får et godt overblik over, hvilke områder, der halter lidt og hvilke der fungerer godt.”

Undervejs var der flere spørgsmål fra salen, der løbende blev besvaret – og selve mødet varede ca. halvanden time uden pause.

Læs mere:

Hyggelig parmatch-afslutning – mangler arrangører til 2025

Hele 50 glade deltagere var samlet lørdag aften den 14. september til en hyggelig afslutning på Parmatch-turneringen 2024. Over tre turneringsdage fordelt over året, med fantastisk godt vejr hver gang, kunne vi uddele præmier, kåre vindere af de enkelte dage og også de samlede vindere.

Igen i år stod menuen på tapas, som det tydeligt er noget, Birdie Peter elsker at lave. Her får han også frie hænder til at overraske, og det lykkedes. Flemming fra Otto Sueneson Vine kom forbi og præsenterede vin, som vi nød til maden.

Årets vindere blev Christian og Pernille Bruun, som desværre var forhindret i at deltage i aftenens festligheder.

Nummer 2 og 3 blev Carsten Bülow/Helle Nayberg og Henrik og Charlotte Vincents.

Der blev også uddelt præmier til dagens vindere og alle fik en præmie med hjem.

Parmatchudvalget stopper efter denne sæson og vi efterlyser derfor nye frivillige til at føre Parmatchen videre i 2025. Hvis du er interesseret, så kontakt det gamle udvalg på e-mail , så vil vi sørge for en grundig introduktion og overlevering.

Parmatchudvalget 2022-2025

Neel og Henrik Schucany + Charlotte og Henrik Vincents

Læs mere:

Flot herreoprykning til 1. division – 13-5 sejr over Greath Northern

Søndag den 15/9 2024 var en skæbnedag for vores førstehold på herresiden, som skulle spille om oprykning til 1. division i Danmarksturneringen. Kampen skulle spille mod Great Northerns andethold – og der var på forhånd udsigt til en hård dyst, hvor alle skulle spille op til deres bedste for at det kunne lykkes.

Dagen før – om lørdagen – havde holdet en chance for at rykke op uden at spille, da Greath Northerns førstehold netop i 1. division skulle spille oprykningskamp til Elitedivisionen og tabte de den kamp, kunne deres andethold ikke rykke op og pladsen ville automatisk gå til Roskilde. Imidlertid vandt Greath Northern 1 13-5 over Asserbo og derfor ingen gratis oprykning til Roskilde. Der skulle for alvor spilles om det om søndagen.

Holdet mødte op klar til kamp på Brøndby Golfklubs baner i strålende sensommervejr og var fra morgenstunden i godt humør med masser af kampgejst.

På holdet til denne match havde holdkaptajn Henrik Larsen og træner Martin Hansen udtaget Mads Viemose Larsen, Oskar Emil Harald Nielsen, Martin Hansen, Jakob Falk, William Bredtved Hansen og Nicklas Smith Mølholm. Der var også opbaking med i form af caddier og medlemmer fra klubben, der var mødt op for at vise deres støtte undervejs – og tusind tak for det.

Som altid startede dagen med foursomes og det var afgørende at komme godt fra land. Der spilles tre foursome matcher og disse udgør en tredjedel af de 18 point, der spilles om. Heldigvis tabte vi kun enkelt match og kunne dermed gå til frokost med en føring på 4-2.

Om eftermiddagen skulle der spilles single – 6 matcher i alt. Og her var holdet suveræne – Roskilde tabte kun en enkelt match, en blev delt og de sidste fire vundet. Som altid i dette format var det dog ikke uden drama undervejs og der var flere gange i løbet af dagen, hvor det så ud til at pilen kunne pege den anden vej. Alle fik dog holdt fast og spillet sig op og dermed endte matchen 13-5 i Roskildes favør og næste år kan vi dermed se frem til at skulle spille i 1. division. Det r første gang i flere år, vi kan være med på det niveau og vi håber selvfølgelig på at det bliver en god oplevelse til næste år, hvor modstanden helt sikkert lige tager et niveau op i forhold til i år.

Men holdet er klar til at tage udfordringen op og næste år bliver dermed at år fyldt med store golfoplevelser når der skal spilles Danmarksturnering igen.

Stort tillykke til alle spillerne og holdkaptajnen for en velspillet og veludført sæson i 2024.

Anders Djurhuus, formand for eliteudvalget

På billedet står holdet i midten (Martin, Oskar, Jakob, William, Nicklas og Mads) med Sofus Thor Bach Hansen og Mathias Harbison-Hansen på hver side. De var med som caddier og moralsk støtte.

Se finaledeltagerne ved SGO Tour 2024

Så er det opgjort, hvem der har fået flest point fra Roskilde i den nye SGO Tour, der for første gang blev afviklet her i 2024. SGO Tour er en stablefordturnering, hvor spillerne i Super Greenfee Ordningen (SGO) undervejs i sæsonen har kunnet samle points på alle de tilknyttede baner (bortset fra sin egen). Ideen var at skabe ekstra værdi i SGO-ordningen og samtidig sørge for, at endnu flere kom ud og spille – og fik spillet alle baner.

Længere nede kan de se, hvem der fra Roskilde har kvalificeret sig til finalen, der afvikles i Holbæk lørdag den 21. september 2024.

Vinderen blev Kim Birch Pedersen, foran Claus Andersen og Mirek Hvid.

“Det har været et rigtigt godt initiativ og jeg selv har fået spillet mindst to gange på alle baner i forsøget på hele tiden at gøre det endnu bedre. Det eneste er, at jeg har undret mig over, at der ikke har været flere med, for dels er det incitamentet med points’ene, men det er jo også sjovt at spille de andre baner,” siger Kim, der glæder sig til finalestævnet og håber, at endnu flere melder sig, hvis turneringen også kommer til at køre i 2025.

Her er resultatet og finaledeltagerne fra Roskilde:

  1. Kim Birch Pedersen, 222
  2. Claus Andersen, 219
  3. Mirek Hvid, 217
  4. John Kruse Andersen, 212
  5. Peter Helle, 197
  6. Ole Dahl, 188
  7. Jens Eskil Trudsø, 181
  8. Gert N Pedersen, 176
  9. Lene Luplau, 176
  10. Tutter Blume, 162
  11. Solveig Kaas, 161
  12. Per Holt Carlsen, 137
  13. Dorte Qvist, 134
  14. John Reynolds
  15. Klaus W Rasmussen
  16. Niels Træden
  17. Søren Lejbach
  18. Peter Sparholt
  19. Lene Rasmussen
  20. Philip Evans
  21. Søren Klok

De nederste har ikke scoret så mange points, fordi de ikke nåede at spille alle baner i løbet af sæsonen. Seks af deltagerne spillede alle seks baner (Skovbo, Odshered, Holbæk, Hedeland, Frederikssund og Sorø) og fem andre nåede kun fem. Alle øvrige spillede færre baner.

Finaledeltagerne har fået direkte besked om programmet for lørdagen i Holbæk.

Læs mere:

Slutmatch for alle deltagere i hulspilsturneringen 2024

Fredag den 13. september 2024 afholdt vi afslutningsmatchen i hulspilsturneringen, hvor alle, der har deltaget hen over året, kunne være med.

Vi var ikke så mange, men til gengæld havde vi lidt sjov og ballade med norsk stableford. I norsk stableford har man et gratis kast per hul, og det gav den enkelte deltager mange points og en virkelig god score.

Nogle af deltagerne var enige om, at de skal øve sig på at kaste og trille, så måske får petanquebanen ekstra opmærksomhed, når den er færdig.

Vinderen blev Erik Bonnesen med 55 points, nummer to blev Lars Carlsen med 52 points og tredjepladsen snuppede Stephen Mullins med 50 points. Lisbeth Jonstrup havde også 50 points, men Stephen har et lavere handicap.

Der var fine præmier til vinderne, som det ses af billederne.

Tak til Peter for asiatisk kylling med grønt og karrysauce.

Tak til alle for i år – vi ses i 2025.

Lene Rasmussen, koordinator for Roskilde Golf Klubs hulspilsturnering

Læs mere:

Rehab spillede alternativt på miniskjold banen

Fredag formiddag den 13. september 2024 var der booket til Company Days på Skjoldungen og det benyttede rehab’erne til vores eget “short game”.

Vi var ca. 35 rehab’ere og 12 hjælpere, der fik et par fornøjelige, sjove, og lærerige timer på banen.

Nick og greenkeeperne havde klippet ”Miniskjold” (det nye ord for den lille 6-hullers pitch’n’put bane bag bagladen), pro-Martin gav os træning med forhindringer på puttinggreen og sandbunkeren, og sekretariatet havde sponsoreret Martins timer, da det var en fejl, at vi fik at vide så sent, at Skjoldungen ikke var ledig denne formiddag. Tak til greenkeeperne, pro-Martin og sekretariatet for denne gestus.

”Udover spillet og træningen blev der snakket og grint rigtigt meget, og vi lærte hinanden bedre at kende”, siger Kim Jakobsen, formand for rehab-styregruppen.

”Jeg tror ikke, det er hver dag at Miniskjold, indspilsområdet og putting green er så velbesøgt, som det var tilfældet i fredags”.

Herunder er der fotos fra dagen:

Damedag til vinsmagning hos Otto Suenson Vine

19 damer mødtes den 11. september 2024 til vinsmagning hos Suenson vin. Flemming Brodthagen bød velkommen i butikken med en lille aperitif bestående af rosé, portvin og tonicvand. Super friskt og kan helt klart anbefales.

Efterfølgende gik vi i kælderen, hvor Flemming i løbet af aftenen præsenterede fem forskellige rødvine samt bød på let tapas.

Tak for en dejlig aften, hvor vi alle lærte lidt om vindistrikter, vintemperatur, opbevaring, anvendelighed og ikke mindst smagte forskellige rødvine.

Helle Birk Jensen, på vegne af Damedagen

Medlemsmøde mandag 16/9 2024 er udsolgt

Med 120 tilmeldte er der ikke plads til flere til bestyrelsens informationsmøde, som bliver holdt mandag den 16. september 2024.

Bestyrelsen vil bl.a. fortælle om den seneste medlemsundersøgelse, om status på projektet med at skaffe vand til banen (ikke mindst det nye indspilsområde) og så kommer der mere information om – og besøg fra – det nye indendørs golfcenter, der er ved at blive indrettet ved Ros Have – og som Roskilde Golf Klub vil lave en samarbejdsaftale med.

Der kommer efterfølgende et referat af mødet på hjemmesiden, så jer, der ikke nåede at melde jer til mødet, også får informationerne.

Der er også en gruppe, der har tilmeldt sig spisning i Restaurant Birdie inden mødet. Denne spisning starter ca. 17.45.