Infomøde: Stor interesse for nyt indendørs golfcenter

Med udsolgt til medlemsmødet mandag den 16. september 2024 er det tydeligt at mærke, at mange er interesserede i at høre, hvad der sker i klubben nu og i fremtiden. Denne gang var der derudover et ekstra punkt på programmet, som sikkert var en del af årsagen til det flotte fremmøde på 120.

Det ekstra punkt var besøg fra simulatorgolfcentret Simgolf, som er i gang med at etablere sig i Roskilde – og som klubben har lavet et samarbejde med. Det samarbejde informerede Simgolf-ejer Keld Jensen og daglig leder, Jacob Sørensen om.

”Vi startede for 15 år siden i Grøndalscentret og i dag har vi også store centre i Malmø og på Amager – plus et par mindre, ubemandede i Glostrup og Harekær,” fortalte Keld Jensen, der sidste år startede et samarbejde med sin egen hjemklub, Dragør. Det samarbejde blev så stor en succes, at det nu har banet vejen for centret i Roskilde i Ros Have, tæt på Ros Torv – og for samarbejdet med Roskilde Golf Klub.

”I Dragør var der 750 medlemmer, der kom ud og prøvespillede sidste vinter – det var langt højere end forventet, så vi håber, at interessen i Roskilde er lige så stor. Vi gør derfor det, at vi det første år giver gratis medlemskab til Roskilde Golf Klubs medlemmer og dette medlemskab giver adgang til en rabat på 40 procent på banelejen. Vi håber, at mange vil komme og prøve, ikke bare én gang men flere gange, så de bliver fortrolige med at spille simulatorgolf. Det er ikke det samme som golf udendørs, men det er med ens eget udstyr og man kan komme til at spille mange forskellige baner og kan også bruge Trackman-systemet til træning. Det er faktisk ret sjovt,” fortalte Keld Jensen.

Han oplyste, at normalprisen pr. time er 300 kr. i eftermiddags- og aftentimer plus weekend – og 200 kr. på øvrige tidspunkter. Prisen er pr. boks, hvor man kan være op til fire. Man kan normalt spille en golfbane på en time, hvis man er alene – så er man fire, vil det typisk tage fire timer.

Simgolf åbner officielt og fuldt ud 1. november 2024 – både Keld og Jacob håber imidlertid, at der bliver åbnet for de første spil lidt før. Lige nu arbejder de selv og håndværkerne på indretningen af det lokale, der tidligere bl.a. har huset Computercity.

”Simgolf kommer til at holde nogle introduktionsdage for Roskilde Golf Klubs medlemmer – datoerne bliver sat, når vi med større sikkerhed ved hvornår centret er klar til besøg, ”fortalte klubbens daglige leder, Jesper Wedersøe, der er ved at lægge et puslespil i forhold til specielle tider, som klubben tilbyder til forskellige udvalg og klubber i klubben.

Et medlemskab koster normalt 900 kr. Det bliver så gratis for alle i Roskilde Golf Klub den første sæson – men for at spille i Simgolf skal man oprettes i deres it-system. Desuden findes der en Trackman-app, som spilleren kan bruge. På den får man et indendørs golfhandicap, som bliver reguleret på samme måde som det normale golfhandicap og på app’en registreres alle slag, så man selv kan måle, om man bliver bedre fra gang til gang. Der kommer mere information om dette, når åbningen nærmer sig.

”Vi er meget spændte på, hvordan interessen bliver, men forhåbentlig kommer det til at ligne den i Dragør. Derude har vi lavet den aftale med klubben, at alle er medlemmer af Simgolf som en del af deres klubkontingent. Det koster så 400 kr. mod de normale 900 kr.,” fortalte Keld Jensen, hvorefter formand Flemming B. Nielsen tog ordet og sagde, at så langt er bestyrelsen i Roskilde ikke kommet endnu:

”En beslutning om stigning i kontingentet, så alle får Simgolf med i kontingentet, er noget, der skal vedtages på generalforsamlingen og vi har endnu ikke besluttet i bestyrelsen, om det er noget, vi vil anbefale. I første omgang gælder det om at finde ud af, hvor stort et gode, medlemmernes synes, det er, så derfor er vi meget spændte på modtagelsen.”

Flere har allerede spurgt, hvordan det kommer til at fungere med parkering, da der i dag er to timers parkering i området, hvor Simgolf er. Det bliver imidlertid udvidet til fem timer for golfspillere, der skal registrere deres parkering på en tablet i golfcentret.

Simgolf tager også fat i andre golfklubber i nærområdet, så de også får mulighed for at give deres medlemmer et introduktionstilbud.

 

Anbefaler boring efter vand

På medlemsmødet fortalte Mette Jessen fra bestyrelsen om arbejdet med at kortlægge klubbens udfordringer med perioder med for meget vand og perioder med for lidt. Det sidste er hovedudfordringen for en god banekvalitet i sommersæsonen – og ikke mindst for klubbens planer om et bedre indspilsområde.

”Der har været mange muligheder for at skaffe vand i spil – og ikke mindst takket være en af vores meget kyndige frivillige, Steen Dahl, der har stor ekspertise inden for dette område, har vi fået kortlagt mange forskellige muligheder og sammen med bestyrelsen har vandudvalget anbefalet, at vi går videre med den mest driftssikre og holdbare løsning, nemlig at skaffe vand via en boring. Det er imidlertid en længere proces i forhold til myndighedsgodkendelser og økonomi, da det også er en dyr løsning, men vi har sat processen i gang efter det gode forarbejde,” sagde Mette Jessen.

 

Ny DGU app erstatter GolfBox app fra 23/9

Webmaster Henrik Overgaard Pedersen fortalte, at DGU på mandag den 23. september lancerer en ny app, der meget snart skal erstatte GolfBox app’en. Den nye app er lavet, så det er golfunionen, der styrer app’en fremfor leverandøren GolfBox, men data bliver stadig de samme, som i dag er i GolfBox app’en. Man kan altså bestille tider, se sit handicap, tjekke ind, melde sig til turneringer og lignende på samme måde, som man kan i dag.

Den nuværende GolfBox app bliver udfaset allerede 3-4 uger efter lanceringen af DGU app’en, men det er nemt at skifte og man bliver til den tid dirigeret direkte videre fra GolfBox app’en. GolfBox app’en bliver dog først lukket, når der er sikkerhed for, at DGU app’en virker.

Der kommer information både på golf.dk og på roskildegolfklub.dk, så snart det er muligt at downloade den nye DGU app.

 

 

 

 

 

 

Bestyrelsens og sekretariatets fokuspunkter

Daglig leder, Jesper Wedersøe, gav en orientering om en lang række fokuspunkter, som sekretariatet og bestyrelsen har sat i gang i år og/eller arbejder med i øjeblikket.

Det var fx indkøb af nye bolde til drivingrange, nye udslagsmåtter og et område bag det sidste udslagshus, hvor der er lavet et hydridgræs-område, så man kan slå fra græs uden at smadre græsrødderne.

Jesper har i løbet af året også lavet sammenlægning af to-bolde til fire-bolde på weekendformiddage for at forbedre flow på banen og næste år bliver der arbejdet på at lave et fælles udvalg, der både tager sig af baneservice som i dag, men også håndterer gæste- og starterservice.

Han fortalte også om integration af nye medlemmer i klubben, herunder sammenlægning af udvalg for kaninmatcher, prøvemedlemmer og let øvede spillere – med stor ros til de involverede frivillige.

I år har der været i alt 132 prøvemedlemmer. De 62 er i gang i øjeblikket og ud af de 70 i foråret har de 45 meldt sig ind i klubben.

”Det er meget vigtigt, at de kommer godt ind i klubben, så derfor har vi bl.a. fokus på fortsat tilbud om træning, så de hurtigt føler, de bliver bedre. Jo hurtigere, de kan komme ud og få det sjovt på banerne, jo bedre.”

Jesper nævnte også, at der er for mange, der glemmer at tjekke sig ind, når de skal ud at spille.

”På Store Skjold er det ca. fem procent, mens det er ca. 10 procent på Skjoldungen. Det er alt for mange, og vi vil begynde at tage fat i de involverede medlemmer i løbet af vinteren, så vi ikke får problemet igen til næste år,” sagde Jesper.

 

Godt pay and play forsøg

Til sidst nævnte han forsøget med pay and play på Skjoldungen – et forsøg, der nu er forlænget til årsskiftet. Forsøget går ud på, at et medlem kan tage en spiller med ud som ikke har et DGU-kort. Det er altså en måde at få nogle ikke-medlemmer til at prøvespille og måske få interesse for golf. Det koster 180 kr. og skal bookes via sekretariatet.

”Indtil videre er der 48, der har prøvet det – og når det er booking via sekretariatet, kan vi også styre, at spillet foregår på tidspunkter, hvor der ikke er pres på banen. Det er i alles interesse, at det bliver en god oplevelse og allerede nu kan vi se, at vi på denne måde fx kan trække flere unge til, som måske tager der kammerater med,” sagde Jesper Wedersøe, der også fortalte om udfordringer med buggier samt ikke mindst kørsel til/fra golfklubben, hvor bilernes hastighed meget gerne skal ned.

 

Forbedring i medlemsundersøgelse

Jesper Wedersøe fortalte også om de overordnede resultater af årets medlemsundersøgelse.

”Undersøgelsen blev afsluttet med de sidste svar tirsdag den 10. september, så jeg har endnu ikke haft tid til at kigge ned i detaljerne på undersøgelsens resultat, men de overordnede tal viser, at der er klar bedring i forhold til sidste års undersøgelse.

I alt 42 procent af medlemmerne har svaret på spørgeskemaet – mod 44 sidste år. Det er højere end landsgennemsnittet.

”I løbet af nogle måneder vil jeg sammen med bestyrelsen kigge nærmere på detaljerne i undersøgelsen, så vi får et godt overblik over, hvilke områder, der halter lidt og hvilke der fungerer godt.”

Undervejs var der flere spørgsmål fra salen, der løbende blev besvaret – og selve mødet varede ca. halvanden time uden pause.

Læs mere: