Category Archives: Nyheder

En helt ny vinterbane klar til brug

Spiller du om vinteren, så vil du i år opleve en helt ny bane, der er designet på en sådan måde, at vi kan spille golf hele året, samtidig med, at vi i vinterhalvåret skåner de normale baner mest muligt. Når baner her står i flertal, så er det fordi, at par 3 banen i år bliver inddraget i vinterbanen, og klubbens par 3 medlemmer får dermed mulighed for at spille på vinterbanen og på den måde få et indblik i, hvordan området på den store bane ser ud.

Det er vejret, der afgør, hvornår vinterbanen træder i kraft. Indtil videre er det muligt at spille 18 hullers og par 3 banen som normalt – dog med de begrænsninger, der fremgår under ”Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. Lige nu er hul 10, 11, 14 og 15 fx lukket. Det er under ”Banen i denne uge”, vores greenkeepere altid opdaterer med de nyeste informationer om banen, så kig her, inden du tager ud på en runde.

Beskytter sommerbanerne

”Vi har lavet vinterbanen, så vi så vidt muligt kommer uden om de normale fairways og på den måde beskytter den normale par 3 og 18 hullers bane. Det kan ikke lade sig gøre alle steder, men da rough og græs er klippet helt ned, så er det lykkedes at få en spændende og anderledes bane op at stå, samtidig med at vi får opfyldt målet om at forbedre de baner, vi spiller på om sommeren,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Ændringerne tilgodeser også de normale gå-mønstre – ikke mindst omkring de våde arealer rundt omkring på banen. Derfor vil der være afspærringer og tydelige vejvisninger, så vi som spillere husker at gå fra green til teested via de nye stier. Kun på den måde kan sommerstierne få lidt fred og bliver lidt stærkere hen over vinteren.

Nyt kort og scorekort – med tre ekstra slag til damerne

På kortet kan du se hele vinterbanen. Du kan klikke på det for at se det større. Der ligger også en forstørret udgave nederst.

Der er også lavet en side med beskrivelse af samtlige 18 vinterbanehuller. Du finder siden under “Bane og faciliteter” i topmenuen.

Bemærk, at de blå streger på kortet er de gå-veje, vi skal bevæge os på fra hul til hul.

Der er også lavet et scorekort til vinterbanen. Her fremgår også handicapnøglen. Banen er i år lavet sådan, at herrer og damer slår ud fra samme teested. Damerne har så i stedet tre slag ekstra i forhold til deres normale antal tildelte slag.

Her kan du se scorekortet.

”Til at starte med bliver de fleste teesteder markeret med nogle klodser, men bliver den nye vinterbane en succes, så vil vi lave rigtige vinterteesteder inklusiv måtter, så man kan vælge at slå ud fra måtte eller græs. Men nu skal vi lige se banen an. Enkelte steder på kortet har vi allerede besluttet at ændre udslagsstedet en smule, så kig på afmærkningerne, når I går rundt på banen. Alle de normale vinterspillere skal jo lige lære det nye at kende,” lyder det fra Nick.

Par 3 medlemmer kan spille vinterbanen

Når vinterbanen træder i kraft, bliver greenfeeprisen 200 kr.

På det tidspunkt vil det ikke længere være muligt at spille par 3 banen (fordi den er en del af vinterbanen).

Par 3 bane medlemmer i klubben må i stedet gerne spille på vinterbanen.

Som par 3 medlem har man ikke DGU-kort og kan derfor ikke selv booke tider i GolfBox.

I stedet kan du som par 3 medlem booke tid ved henvendelse i sekretariatet i åbningstiden eller ved henvendelse på forhånd via mail til  eller telefon 46 37 01 81. Vær i god tid.

De enkelte hold, der går fast på par 3 banen, kan få booket tider til en række uger på én gang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

120 til flot andematch

Årets “Andematch”2017 blev afholdt søndag den 5-november i et for årstiden godt vejr uden regn og rusk.

Der deltog 120 medlemmer, flot på denne tid af året. Der blev spillet på en reduceret bane, idet hullerne 10,11 og 14,15 var lukket på grund af vand. Derfor blev hul 1 og 9 på par 3 banen taget i brug. Alle syntes, at det var en god beslutning.

Der blev spillet Foursome og vinderne blev:

A rækken:

  1. Michael Høgsbro og Jan B. Kristiansen 43 point
  2. Jens Sauer Nielsen og Arne Beyer 40 point
  3. Jørn Degn Hansen og Kåre Bergqvist 39 point
  4. Carsten Pedersen og Brian Harder 38 point
  5. Jørn Schade og Henrik Havgård Jensen 38 point
  6. Marc Cummings og Søren Hansen 37 point

B rækken:

  1. Ole Strangholt og Per Vransø 44 point
  2. Henning N. Pedersen og Anette Andersen 40 point
  3. Hans Kristian Olesen og Ellen Skarsholm 40 point
  4. Halvor R Christiansen og Christian Kubel 39 pointViggo Clausen og Vagn Sture Hansen 39 point
  5. Palle Cristoffersen og Morten Frederiksen 38 point

Tak til Peter Frimann og slagter Frimann for en dejlig traditionsrig match.

Matchudvalget

Vil du spille regionsgolf i 2018 – svar senest 1. dec

Lørdag den 4. november 2017 havde holdkaptajnerne i regionsgolf en 9 huls turnering og efterfølgende møde, hvor der blev drøftet året, der er gået, samt året der kommer.

Roskilde Golf Klub har haft 11 hold med i regionsgolf 2017. Som det er de fleste bekendt, er der ikke den store udskiftning på de enkelte hold. Det er ofte de samme, som spiller på holdene.

I 2018 er der fra regionsgolfs side åbnet op for, at man kan tilmelde nogle flere hold. Det er imidlertid vigtigt, at man ikke tilmelder flere hold, end man er sikker på at kunne stille. Både for det sportslige, men også for, at det koster at trække et hold.

Sidste år prøvede vi at lave en regionsgolfmatch åben, for på den måde at få nogle nye med. Vi må desværre bare konstatere, at det ikke var måden at gøre det på, idet vi ikke fik ret mange nye med af forskellige årsager.

Derfor prøver vi noget nyt i år.

Spiller du ikke på et regionsgolfhold nu, men kunne du tænke dig at spille regionsgolf i 2018, så prøver vi at lave en tilmelding til nogle nye hold. For at vi skal oprette nye hold, kræver det, at der er nok der tilmelder sig det enkelte hold, samt en der melder sig som holdkaptajn. Et hold består af 4 herrer og 2 damer.

Du kan tilmelde dig på følgende hold:

  • B rækken: alder fyldt 21 år, du må ikke have lavere handicap (hcp) end 11,5
  • C rækken: alder fyldt 21 år, du må ikke have lavere hcp end 18,5
  • D rækken: alder fyldt 21 år, du må ikke have lavere hcp end 26,5
  • Senior B: du skal være fyldt 50 år. Dit hcp bør ligge på mellem 10 og 20
  • Senior C: du skal være fyldt 50 år. Dit hcp bør ligge på mellem 15 og 25
  • Senior D: du skal være fyldt 50. Dit hcp skal være mellem 18.5 og 36 (gerne højere, men du spiller fra 36)
  • Veteran B: du skal være fyldt 60 år. Dit hcp bør ligge på mellem 15 og 25
  • Veteran D: du skal være fyldt 60 år. Dit hcp skal være mellem 18.5 og 36 (gerne højere men du spiller fra 36
  • Super veteran B: du skal være fyldt 70 og dit hcp bør være mellem 15 og 36

Såfremt du har lyst til at deltage på et af disse hold, sender du en mail til undertegnede, så samler jeg trådene. Så må vi se om der er mulighed for, at vi tilmelder nogle nye hold til turneringen 2018.

Tilmeldingen skal indeholde og afgives senest 1. december 2017

  • Hvilke hold du vil deltage på, samt måske holdkaptajn:
  • Navn og klub nr.
  • Hcp:
  • Mail adresse:
  • Tlf. nr.

Såfremt du har spørgsmål eller andet er du altid velkommen til at kontakte mig.

Du kan læse om regionsgolf regler turneringer m.v. på deres hjemmeside: rgd.dk.

Venlig hilsen

Erik Christiansen, koordinator for regionsgolf i Roskilde Golf Klub

Klik på linket ovenfor for at komme ind på siden for regionsgolf, hvor du kan finde Eriks kontaktoplysninger.

 

Banerne er åbne igen

18 hullers og par 3 banen er igen åbnet torsdag morgen den 2. november.

Dog er hul 10-11 og 14-15 er lukket, og der spilles fra vinterteesteder på hul 2, 4, 5, 7,  8, 13 og 17.

Der skal lægges op på hele banen, på nær hasarder, for at skåne græsset.  

I tilfældet af rimfrost spilles der til gult flag (vintergreens).

Banen har været lukket en uges tid på grund af det meget våde vejr.

 

Glemte nøgler hænger op opslagstavlen

Her i efteråret er der flere, der har glemt deres nøgler. Her på siden kan du se dem alle – de hænger på opslagstavlen, så her kan du hente dem, hvis du finder nogle af dine egne.

18-huls banen og par 3 banen er lukket pga. vand

Banerne er nu så våde, at det har været nødvendigt at lukke dem helt.

Puttinggreen, indspilsområde samt drivingrange er åbne. Du skal selv samle bolde på drivingrangen i øjeblikket, da det ikke er muligt at køre med boldopsamleren på rangen.

Hold øje med “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. Her bliver der opdateret, hvis der er aktuelle ændringer.

 

Frivillighedsdag 11. november

Roskilde Golf Klub har ca. 150 frivillige, der hjælper med udvalgsarbejde og med at køre alle klubbens aktiviteter.

Lørdag den 11. november bliver der holdt en frivillighedsdag med spil på banen, spisning, socialt samvær – og gensidig orientering af hinanden.

Har du fået en invitation fra sekretariatet, så kan du melde dig til dagen og turneringen.

Du skal logge på GolfBox og tilmelde dig under Klubturnering – “Frivillige i RoGK Match”, men altså kun, hvis du har fået en invitation fra sekretariatet.

I indbydelsen står der ved en fejl, at der er tilmelding via hjemmesiden. Det er altså via GolfBox.

Kan du ikke deltage i matchen, men vil gerne være med til spisning, så kontakt sekretariatet.

 

Lukket for kørsel med golfbiler og scootere

Banen er igen meget våd, og det er derfor nødvendigt at lukke for al kørsel med golfbiler og scootere. De laver desværre for store hjulspor, der vil gøre banen ujævn. Det er uvist, om der bliver åbnet for motoriseret kørsel igen i år.

Det er dog stadig tilladt at bruge de almindelige bag-vogne.

Det våde vejr har gjort, at flere huller og i perioder også hele banen har været lukket. Hold øje med “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. Her bliver der opdateret, hvis der er aktuelle ændringer.

Baneudvalget