Author Archives:

Husk at tilmelde dig Generationsmatch søndag den 23. august

Mødetid senest kl. 12.30. Her skal du have tilmeldt dig, og hentet dit scorekort.

Matchen er åben for alle juniorer i Roskilde Golf Klub!
Efter matchen er der fællesspisning og præmieoverrækkelse.

Matchform:
Matchen er en 18 hullers greensome stabelford, som du skal spille med et familiemedlem/voksen. De voksne skal have gyldigt DGU kort, men behøver nødvendigvis ikke at være medlem af Roskilde Golf Klub. Det behøver ikke at være en du er i familie med, hvis du ikke har nogen at spille med, så meld dig alligevel, Så finder vi en, du kan spille med.

Greensome stableford:

  • I slår begge ud, og vælger derefter hvilken bold I vil spille videre med. Derefter skiftes I til at slå.
  • I får regnet et fælles handicap ud, som I så skal spille efter. Husk at samle op, når I ikke har flere slag!

Tilmelding senest torsdag d. 20. august på opslag.

Stort tillykke til Jakob Falk Schollert

Den 9. juli 2015 vandt Jakob Falk Schollert turneringen Royal Copenhagen Junior Cup på Københavns Golf Klub.

Trods meget regn og storm og en masse deltagerne, som havde lavere handicap – var det Jakob der til slut løb af med sejren.

Super flot og et STORT tillykke.

Status for klubbens hjemmesideprojekt

Vi har nu afsluttet det indledende foranalyse arbejde omkring vores nye hjemmeside. Allerede her i starten af august begynder så det egentlige arbejdet med specifikation og opbygning af den nye hjemmeside, som vi forventer står klar omkring 1. marts næste år. Det glæder vi os meget til. Vi vil meget gerne have en forbedret hjemmeside, hvor både gæster, nye og os nuværende medlemmer nemt finder de informationer, de/vi har brug for, for sådan er det desværre ikke med den, vi har lige nu.

Den nuværende hjemmeside er meget besværlig at opdatere, og da vi samtidig mangler nogle til at hjælpe med at holde den ajour, er resultatet desværre, at mange oplysninger slet ikke findes på hjemmesiden, og nogle er endda forældede.

Vi ønsker i fremtiden en aktiv hjemmeside, der afspejler det liv, der er i klubben – og som samtidig er en nyttig indgang for vore gæster og potentielle nye medlemmer, der nemt og intuitivt skal have et indtryk af Roskilde Golf Klub.

Netop fordi hjemmesiden også skal være medlemmernes indgang til klubben, så vil vi gerne have, at så mange som muligt bidrager med ønsker og ideer – og også har lyst til at hjælpe med at holde hjemmesiden opdateret med informationer.

Teknik, udseende og struktur får vi leverandør til at hjælpe os med. Men specielt omkring indhold, billeder, sidens opbygning, specielle funktioner og hvad vi i det hele taget ønsker os af den nye hjemmeside, det vil vi meget gerne have input til.

Har du lyst til at bidrage med ideer til en ny hjemmeside, så kontakt senest 31. august Henrik Overgaard Pedersen, som vil stå for at opbygge den nye hjemmeside. Henrik er journalist og har i mange år været webmaster og opbygget hjemmesider. Henrik har været medlem af Roskilde Golf Klub siden foråret 2014.

Du kan kontakte Henrik på mail: eller telefon 91 54 77 76.

Henrik vil i idéfasen også selv tage kontakt til nogle medlemmer og efter sommerferien planlægger han desuden at holde et medlemsmøde, hvor der bliver mulighed for at give input fra alle medlemsgrupper.

Og når hjemmesiden er i luften, så går vi efter, at udvalg, ”klubber i klubben” og andre interesserede i et vist omfang selv kan lægge informationer og billeder ind på hjemmesiden, så vi på den måde får en hjemmeside, der er medlemmernes egen hjemmeside.

Processen tager lidt tid, fordi vi gerne vil involvere så mange som muligt, men samtidig gælder det om at komme hurtigt i gang, for det er jo nu her i sommersæsonen, at vi skal have taget de billeder, der skal være på hjemmesiden, når den går i luften i det tidlige forår 2016.

Så kan din hjælp være at fotografere, så tag også meget gerne kontakt til Henrik.

På bestyrelsens vegne

Kim Møller Behrend og Jens Krøis

Hjælp til Helle på kontoret

Det er med stor glæde vi byder Tina Donstrup velkommen som vikar i sekretariatet. Tina er et kendt ansigt i klubben, både som aktiv damespiller men også som Juniorudvalgsmedlem og kender de fleste daglige opgaver indefra. Vi håber med Tinas kendskab til klubben, at hun hurtigt vil være til stor hjælp for Helle.

Tina er ansat i en vikar stilling frem til 31. august 2015 og skal hjælpe Helle på kontoret med alle de daglige gøremål med medlemsadministration, matchplanlægning, telefon/mail pasning, indkøb og lidt hjælp til bogholderiet.

Vi håber alle vil tage godt i mod Tina og vi glæder os til samarbejdet mellem Helle og Tina samt alle klubbens helt fantastiske medlemmer.

Bestyrelsen

Regionsgolf sommerafslutning 2015

Så nærmer vi os sommerferien og puljekampene i Regionsgolf er færdigspillet. Der er spillet nogle rigtige hyggelige og gode kampe med forskelligt udfald.

I år har Roskilde Golfklub 4 pulje vindere idet vores hold: B med holdkaptajn Henrik Lyngkjær, hold Senior C med holdkaptajn Erik Christiansen, hold Veteran A med holdkaptajn Per Olivarius Olsen samt hold Veteran C med holdkaptajn Henning Doktor alle har vundet deres puljer.

Vi håber at det kommer til at gå holdene godt i de kommende Cup kampe således at Roskilde Golfklub kan blive repræsenteret til det afsluttende Landsmesterskab.

Hilsen og god sommer til alle regionsspillere

Koordinator
Erik Christiansen

Så skal der spilles golf og danses til midsommer!!!

Roskilde Golf Klub’s Midsommermatch har tidligere været et stort tilløbsstykke med to runder golf, masser af flotte præmier og god mad. Men tidligere har der også været musik, underholdning og dans og netop det var med til at gøre denne match helt unik og enestående.

Så derfor har golfklubben hyret Twiggi til at underholde musikalsk og ikke mindst agere DJ og spille musik hele aftenen.

Restaurant Caddie & Co serverer en lækker buffet og man kan vælge enten mellem skaldyrsbuffet eller en grillbuffet. Der er velkomstdrink til alle og kaffe / kage efter middagen. Tilmelding skal ske hos Caddie & Co og koster 300 kr.

Lørdag står Caddie & Co ved hul 12 og sponsorer en grillpølse og lidt at drikke.

Søndag er der overdådigt præmiebord, som venligst er sponsoreret af Advokatfirmaet ROAR.

Tilmelding som hold skal ske via Golfbox og koster kr. 600,- pr.- hold.

Tilmelding som individuel kan kun ske ved henvendelse i sekretariatet og opmærksomheden henledes på, at vi ikke kan sikre alle individuelt tilmeldte at komme med, hvorfor det anbefales at man selv sammensætter og tilmelder sit hold.

Se plakaten med mere information.

Eliten kom godt fra start

Rigtig mange af klubbens medlemmer fulgte opfordringen og støttede op om klubbens elitehold ved turneringsstarten i weekenden d. 25. og 26. april. Holdene ”takkede” for opbakningen med super golf og gjorde rent bord.

Otte matcher og otte sejre.

Lørdag sendte 1. holdet Hjortespring hjem med et knusende 17-1 nederlag. 2. holdet vandt 10-4 over Odsherred. 3. holdet slog Trelleborg med 13-1.

Kvinderne stod ikke tilbage for herrerne og vandt sikkert over Mølleåen med 7-2.

Søndag var 1. holdet på udebane og sejrede 11-7 over Værløse . 2. holdet vandt på hjemme 8-6 over Ledreborg. 3. holdet vandt ligeledes en sikker 12-2 sejr over Dragsholm. Kvinderne viste ingen nåde og sendte Sydsjælland hjem med et knusende 9-0 nederlag.

Derimod lykkedes det ikke for vores seniorhold, der lørdag hjemme led et 11-3 nederlag til Simons og søndag ligeledes hjemme måtte se sig besejret 13-1 af Rungsted.

Veteranholdet tabte lørdag 9-5 ude til Hjortespring, men søndag vandt holdet hjemme fortjent 12-2 over Gilleleje.

Mange tilskuere fulgte holdene lørdag eftermiddag… Flot udsigt mod hul 15