ROLK skaber liv i åer, vandløb og Roskilde Fjord

Så er tidspunktet kommet hvor vores små havørreder yngel skal sættes ud, efter at vi i Roskilde og Omegns Lystfisker Klub har passet på dem siden starten af januar 2024.

Fra æggene blev befrugtet og til nu har vi haft folk ude ved klækkehuset tæt ved greenkeepergården hos Roskilde Golf Klub hver dag for at tjekke pumper og at hele systemet fungerer, samt fodre dem.

Fiskene udsættes efter en bestemt plan, hvor vi kører ud til åer og vandløb i Viby, Lejre og Roskilde.

Når fiskene, som nu er ca. fire cm lange, bliver udsat, sker det med hjælp fra de fleste, der har været med i hele processen og pasningen. For os alle er det en stor dag og vi håber at vi derved bidrager til en øget fiskebestand, biodiversiteten og at vi styrker naturen i vandløbene.

Klækkehuset er her en uvurderlig base og uden samarbejdet med Roskilde Golf Klub var hele dette projekt ikke muligt. Vi glæder os også over den store interesse som golfspillerne udviser, når de kigger ind i klækkehuset og når de kommer til vores arrangementer, hvor vi fortæller om hele processen fra æg til ørred.

På det ene af billederne ses Hans Christian Dahl, som er underviser og tovholder for det blå hold, hvor han sætter nogle af fiskene ud.

På det andet foto (øverst) er det Michael H. Larsen.

Vi ses derude

Uffe Clemmensen

Roskilde og Omegns Lystfisker Klub