Livlig ungdomscamp med masser af spil og sjove lege

Vi har netop overstået en velbesøgt ungdoms-camp i Roskilde Golf Klub. 18 ungdomsmedlemmer mellem 5 og 15 år deltog over weekenden den 1.-2. juni 2024. Her havde ungdomsudvalget i samarbejde med Martin og Ditte sammensat en weekend fuld af aktiviteter, spil på banen, Beat the Pro, Ryder Cup, social hygge, regelquiz, tennis, badebassin, og ikke mindst overnatning i klubhuset.

Se mange fotos fra weekenden nederst.

Vi begyndte weekenden med at åbne vores nye ungdomsrum i klubhuset, som indeholder sofa, spil, tegnesager, Anders And blade og senere hen også TV med Wii og/eller playstation. Et rum hvor ungdommen kan have lov til at være ungdom og hygge, spille og pjatte. Vi glæder os til at få indrettet rummet fuldstændig, men vi er godt på vej. Tusind tak til bestyrelsen for at tænke juniorerne ind i klubhuset. Hvis der er nogen, der har noget liggende, som vil egne sig til et ungdomsrum, vil vi blive meget glade. Vi kunne godt bruge et sofabord og nogle flere spil.

Lørdag fortsatte med opvarmning i form af rundboldgolf, hvorefter øvelser i det korte spil, inklusiv en simulering af spil fra sø (badebassin) og slagtræning stod på programmet. Efter en god frokost, satte vi Ryder cup i gang. Ungerne var inddelt i Europa og USA og skulle lørdag eftermiddag ud i foursome. De blev sat sammen 2-og-2, gerne en større junior med en yngre, og spillede Skjoldungens 9 huller. Der blev kæmpet og heppet, drivet og puttet, og klappet og hujet eftermiddagen igennem. Efter dagens Ryder Cup stod stillingen 3-1 til USA.

Efter Ryder cup blev der puttet mod (og med) Martin, kæmpet mod Hippo, og de større juniorer spillede 11 huller på Store Skjold og ellers blev tiden nydt i juniorrummet. Det skal siges, at sofaen kan indeholde intet mindre end 10 ungdomsmedlemmer! Efter endt aftensmad hyggede vi videre med golf, spil, og leg, indtil ungerne skuffede måtte lægges i seng ved 22-tiden. Vi havde sat næsen op efter at spille golf med lysende bolde i mørket, men mørket lod vente alt for længe på sig. Fire af de største juniorer valgte at sove uden for under halvtaget under myggenet og stjernehimmel. Resten sov i restaurantlokalet.

Søndag morgen efter morgenmaden sendte vi otte juniorer sendt afsted på Store Skjold for at spille 9 huller, hvor nogle fik fif af Martin, så de er klar til at slå modstanderne i Danmarksturneringen. Alle andre spillede en omgang Stjernegolf, havde regelquiz, og putning med Victor. Efter frokost var det igen ud i Ryder Cup, denne gang i Texas Scramble. Alle kom igennem de 9 huller på Skjoldungen og dagens resultat blev 2 vundne til Europa og 2 til USA. I det samlede regnskab vandt USA altså med 5-3. En brav kamp fra alle spillere og tillykke til USA.

Vi sluttede camp’en af med kage og præmieoverrækkelse, også var det ellers hjem med 18 trætte juniorer og mikroer. Tusind tak til alle der deltog. Det var en kæmpe nydelse og fornøjelse at afholde camp med jer. Vi glæder os til at gentage succesen.

Læs mere:

På vegne af ungdomsudvalget

Anne Sofie Siebuhr

Se masser af fotos fra sommercampen herunder: