Klubbens frivillige samlet til holdspil og fælles frokost

Alle klubbens frivillige bliver en gang om året indbudt til et arrangement med spil på banen, fælles frokost og information fra sekretariat og bestyrelse.

Dette arrangement var sidste år aflyst på grund af corona, men lørdag den 23. oktober lykkedes det at gennemføre 2021-arrangementet. Det var ellers lige ved at give problemer, da regnvejr gjorde, at banen blev lukket fra om torsdagen, men godt vejr fredag gjorde, at banen blev klar og åbnet, da knap 70 frivillige slog ud. I alt har klubben 150 frivillige, der i alt passer ca. 200 poster, så der er flere frivillige, der har kastet sig over flere opgaver.

De frivillige er med i udvalg, klubber i klubben, er mentorer, hjælpere til at passe på bane og omgivelser og en lang række andre funktioner – og de er uundværlige for klubbens liv og aktiviteter. Bestyrelsesmedlem Annette Carlsson benyttede derfor lejligheden til at komme med en stor tak både til de fremmødte og dem, der ikke kunne være med til frivilligheds-matchen denne gang.

Normalt bliver der spillet almindelig stableford, men denne gang var det arrangeret sådan, at alle blev inddelt i hold med nogenlunde samme samlet handicap og så blev der spillet mexican scramble, hvor holdet på hvert hul hele tiden valgte den bedste bold og så spillede derfra. Det gav nogle rigtig gode scores på en dag, hvor vejr- og vindforhold også var helt perfekte.

Efter spillet var der fælles frokost i klubhuset. Her blev der også trukket lod om en række ekstra-præmier i form af vin og greenfee-billetter til andre baner.

På billederne kan du se billeder fra arrangementet i klubhuset – herunder de to vinderhold.

Der blev også taget et fælles gruppefoto af hele gruppen.