Ny offentlig sti bag hul 15 på Store Skjold

Golfspillere på Store Skjold banen skal nu begynde at vænne sig til, at de kan møde ikke golfspillende naturvandrere ved hul 15 og 16. Der er nemlig lige blevet indviet en ny sti, som ikke generer golfspillet, men som kan give lidt gående trafik på grusstien mellem hul 15 og 16.

Vandrestien fortsætter så bag om hul 15 – uden at være til gene for golfspillerne. Dog er out of bounce pælene bag green rykket lidt frem for at give plads til trampestien.

Den nye sti blev indviet ved et arrangement, hvor borgmester Tomas Breddam og Jan Eriksen fra klubben og Nationalpark Skjoldungernes Land holdt åbningstalerne. Det skete fredag den 30. september 2022. De to talere kom imidlertid knap i gang, førend Jan Eriksen afbrød borgmesteren med ordene: “vent Tomas, der kommer traner” og lidt senere fløj 125 traner trompeterende ind over arrangementet. Borgmesteren replicerede: “Det er imponerende, hvad I kan organisere!”

Den nye sti er et vellykket kompromis. Oprindelig gik den gamle kirkesti direkte henover fairway på hul 15, men der var enighed om, at det var farligt og uhensigtsmæssigt og løsningen blev denne nye trampesti. Stien bag om hul 15 fører hen til en låge, der fører ind til en spang (gangbro), der skal sikre, at man kan gå rimeligt tørskoet. Den nye gangbro er forbundet til den, som går længere ind i Rørmosen og bl.a. dukker op ved insekthotellet ved blomstermarken på hul 15 (se kortet).

“Vi skal derfor vænne os til at se folk parkere ved Hørgården og gå ned ad grusstien, inden de drejer ind på trampestien, som vores greenkeepere har etableret. Der er sat en pæl op, der med en pil viser vejen og skulle der være et par forvildede vandrere, så hjælp dem gerne,” siger Jan Eriksen.

Stien er blevet til med støtte fra Nordeafonden og Nationalparken Skjoldungernes Land i samarbejde med Roskilde Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vandrelaug og Roskilde Golf Klub.

Læs mere på Roskilde Kommunes hjemmeside: