Fokus på klubbens store projekter i de kommende år

Mange spændende ideer og ønsker fra bestyrelsen kom på tavlen ved et udsolgt medlemsmøde i klubhuset tirsdag den 29. januar.

Og selv om der ikke bliver råd til dem alle, så er der ingen tvivl om, at der de næste år bliver taget hul på flere større projekter til gavn for nuværende og kommende medlemmer.

Det største projekt er uden sammenligning udvidelsen af par 3 banen, og Roskilde Kommune har nu sagt ok til, at arbejdet med en ny lokalplan kan blive sat i gang. Der kommer mere nyt om den sag, når der snart bliver holdt et planlægningsmøde med repræsentanter fra kommune og klubben.

 

Her skal 9-hullers banen være

På medlemsmødet fremviste formand Kim Møller Behrend imidlertid et kort, hvor man kunne se det areal, der er beregnet til udvidelsen. Det handler om marken bag hul 3 på den nuværende par 3 bane – og det jordstykke er så stort, at der er plads til fem golfhuller og endda nogle ekstra greens.

Disse ekstra greens kommer i spil, fordi Roskilde Golf Klub har en aftale med greenkeeperuddannelsen på Roskilde Tekniske Skole, så deres elever kan blive uddannet på golfbanen. I alt bliver der måske 14 greens til de 9 huller, og det betyder, at der på nogle huller er flere greens, som kan bruges på skift. Den ene green det ene år, hvor den anden bliver brugt til uddannelse og så omvendt året efter.

Den præcise baneopbygning er ikke helt klar endnu, men det første vigtige skridt med ok til at få udarbejdet lokalplan er altså klaret, og på medlemsmødet blev der sagt mange positive ord om, at det projekt vil være til stor gavn for klubben, både nye men i høj grad også nuværende medlemmer.

På tegningen, der blev vist på storskærmen på medlemsmødet, er markeret nogle arealer med røde streger. De to øverste er der, hvor den nuværende par 3 bane ligger, den nederste røde firkant er et areal, der oprindelig var i spil men ikke længere er aktuelt, og det ude til venstre, som formand Kim peger på, er nu det areal, der skal bruges. Klik på billedet for at se det i større format eller kig på alle billederne i et galleri nederst i nyheden.

Vi skal i øvrigt øve os i at lade være med at kalde den nye bane for en ”par 3 bane”, men en 9-hullers bane, for der bliver mindst tre par 4 huller, og banen bliver i øvrigt ”rated” – det vil sige udarbejdet, så det er muligt at spille sig både ned og op i golfhandicap. Dermed er det muligt for nye at blive endnu bedre rustede, inden de kaster sig ud på 18-hullers banen og spillere på 18-hullers banen vil også få stor fornøjelse af at spille på 9-hullers banen. På den måde bliver der frigjort tider på den store bane.

 

Ønskelisten koster 15 millioner kroner

På medlemsmødet fortalte formand Kim Møller Behrend, chefgreenkeeper Nick Bosholdt, Anders Schnack fra sekretariatet og Torben Svendsen fra baneudvalget om de mange andre større projekter, som klubben har på ønskelisten. Det er alt fra ønske om et større og bedre indrettet klubhus til dræning af drivingrange, ny indspilsgreen, udskiftning af greenkeeper-maskiner og nyt køkken i restauranten.

”Der er ønsker for i alt 15 millioner kroner på en 5-års plan, og selv om vi har en god økonomi, så er den samlede udgift selvfølgelig helt urealistisk, men vi havde i bestyrelsen brug for et overblik over ønsker og muligheder for at vi kan sætte gang i nogle prioriteringer, og det er blandt andet derfor, vi holder dette medlemsmøde – for at få input fra medlemmerne,” sagde Kim Møller Behrend.

 

På vej med 5-års plan for banen

Udover de store udvidelsesplaner fik deltagerne i medlemsmødet også en orientering fra baneudvalget omkring den næste 5-års plan for 18-hullers banen, der er ved at blive udarbejdet.

”Vores mål er, at vi år efter år hæver niveauet for banen og bliver blandt de bedste i den kategori, vi tilhører. Vi er altså ikke ude efter at lave fx en mesterskabsbane, det er banen heller ikke lang nok til. Vores bane er en dyre- og parkbane med alle de golfudfordringer, sådan en indeholder – plus en masse naturoplevelser,” fortalte Torben Svendsen.

Torben Svendsen fortalte blandt andet om topdressing af fairways, omlægning af bunkers, mere dræning og nye bænke, der er på vej i 2019. 5-års planen bliver lagt på hjemmesiden, når den er klar og vedtaget.

 

Natur og aktiviteter

Henning Nordstrøm og Lars Carlsen fra natur- og miljøudvalget fortalte om de mange miljøprojekter, der er sat i gang og glædede sig over, at klubben via en ansøgning bygget op om 12 af FN´s 17 verdensmål sammen med to andre klubber er nomineret til ”Golfsportens natur- og miljøpris”, der bliver uddelt i marts. Udvalget skal nu i gang med udarbejde en lang række konkrete mål inden for de overordnede områder, der er sat fokus på.

Aktiviteter er der mange af i klubben, og her på hjemmesiden kan du allerede nu se næsten alle årets aktiviteter, hvis du kigger i kalenderen. Langt de fleste aktiviteter går igen fra år til år, men Anders Schnack fra sekretariatet gennemgik kort nyskabelserne for 2019. Der bliver blandt andet lavet nogle ekstra aktiviteter for højhandicapperne, fx med særlige tider på den store bane. Turneringen Pink Cup, der ikke blev afholdt i 2018, genopstår til sommer, og Dansk Golf Union samler para-golfere fra hele Danmark i en weekend på vores bane. Endelig kommer der også lidt nyskabelser med klubmesterskaberne.

 

Fortsat fokus på kortere golfrunder

Et af fokusområderne i 2019 bliver ligesom i 2018 flow på banen – altså at sikre, at en golfrunde er uden lange ventetider. I første omgang er målet fortsat, at en runde skal kunne gennemføres på fire timer og et kvarter, men måske kan der skæres endnu et kvarter af. Der bliver i hvert fald nedsat et lille udvalg, der skal gå i dybden med dette, og der bliver brug for hjælp fra medlemmerne til at registrere deres tidsforbrug på golfrunderne.

Anders Schnack fortalte om en amerikansk filosofi, der bliver kaldt ”345”. 3-tallet står for 3 miles i timen, svarende til ca. 5 km i timen, og 45 er sekunder. ”345” handler så om, at hvis alle går ca. 5 km i timen og maksimalt bruger 45 sekunder på hvert slag, så kan en golfrunde gennemføres på ca. 2 timer og tre kvarter. Når man derudover lægger tid ind til at finde bolde og lignende, så skulle der være gode muligheder for at holde sig inden for fire timer. Men det er altså det langsigtede mål. I første omgang skal vi holde os inden for fire timer og et kvarter.

 

Kom med input i den lukkede Facebook-gruppe

Anders efterlyste også holdninger til sekretariatets åbningstider – hvor meget ønsker medlemmerne, at der skal være åbent (i sidste ende handler det også om økonomi og prioritering, men måske er der nogle frivillige i klubben, der gerne vil hjælpe med nogle vagter en gang imellem, fx om fredagen?).

Der blev også efterlyst input til de forskellige store projekter, fx hvad der skal prioriteres først. Der blev nævnt en mulig vejledende afstemning på hjemmesiden, men også at medlemmerne kan tage direkte kontakt til bestyrelsen og/eller sekretariatet. Formand Kim Møller Behrend anbefalede også brugen af den lukkede Facebook-gruppe, ”Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”. Denne gruppe er netop beregnet til den slags input. Er du ikke medlem, så klik på linket og anmod om at blive medlem, så sørger webmaster for, at du får adgang.

Her er link til den lukkede Facebook-gruppe.

Der var tilmeldt 100 til medlemsmødet, men knapt så mange dukkede op. Derfor var der tomme stole i salen, og det var ærgerligt, da der stod medlemmer på ventelisten, der gerne ville have været med. Næste gang bliver deltagerantallet derfor øget til 120.

Aftenen sluttede af med en ufrivillig griner, da forbindelsen til præsentationen på storskærmen pludselig forsvandt og der i stedet tonede en gyserfilm frem på lærredet. Der var nu ellers ikke noget gys over mødet – det blev afviklet i fred og fordragelighed og med roser til alle med, der havde indlæg.

Næste gang, klubben samles til stormøde, er ved generalforsamlingen, der finder sted den 28. marts.