Flere starttider til medlemmer i sommersæson 2018

Så nærmer sæsonstart sig for sommeren 2018.

Imidlertid har vi ikke kun siddet med hænderne i skødet i den mørke vinter. Ud fra medlemsundersøgelsen ”Golfspilleren i Centrum”, så har der været et anseeligt antal kommentarer om manglende ledige starttider på banen, og det er også et område, hvor medlemstilfredsheden ikke har været i top.

Det har vi naturligvis arbejdet med at forbedre, og der har været dialog med alle “Klubber i klubben” om ”fortrinsretter”.

Det er gået fint, og der har i det store hele været stor forståelse for at fordele sol og vind lige, således at alle vores medlemmer kan komme ud at spille.

Vi opfordrer jer alle til at deltage i vores mange “Klubber i klubben” og blive en del af fællesskabet der, men der skal også være plads til flexmedlemmer og andre, som ikke spiller så ofte.

Det samlede resultat af tildeling af fortrinsretter for sommersæson 2018 er endt med en reduktion på 20 %.

Det betyder, at 108 tider om ugen også bliver disponible for den gruppe af medlemmer, som ikke spiller i KiK.

Udnyttelsesgraden af fortrinsretterne forventes at blive tæt på 50% i 2018 – og det er i tråd med den ønskede forbedring. 60% er det langsigtede mål, men det bliver svært. Der er grund til at være tilfreds med forbedringen, og så ser vi hvordan sæsonen udvikler sig.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke KiK’erne for stor forståelse for situationen, og så vil jeg igen fremhæve det fornuftige i at deltage i medlemsundersøgelsen ”Golfspilleren i Centrum”.

Vi tager resultaterne af undersøgelsen alvorligt, og vi arbejder med at forbedre de områder, hvor vi får lav score / kritik.

Når jeg ser ud af vinduet, så seer jeg at sneen er på hastig retur, så det er ved at være tid til at ønske alle en rigtig god sæson her i Roskilde Golf Klub.

Her kan du se siden med de nye fortrinsretter for “klubber i klubben”.

Anders

Sekretariatet