25 juniorer på tur til Sverige

25 håbefulde juniorgolfspillere og ledere mødtes fredag 6. oktober 2017 kl 15.30 i Roskilde Golf Klub, hvor lederne, Vinni Smith, Peter Bornæs, Emil Lindvig, Bo Østergaard og ”spilfordeler” Søren Frøsig, stillede biler til rådighed for transport af alle til Skyrup Golf og Hotel. Kirsten Frøsig havde bagt lækre gluten-fri ”muffins”, som blev fortæret inden start (tak). Vinni kørte 9 personers minibus med cargo-trailer. Al golfudstyr blev læsset i traileren, der var propfyldt (bags og trolleys).

Vi havde ca. to timers kørsel over Øresundsbroen mod Skåne og Tyringe, hvor Skyrup Golf klub ligger. I Skyrup blev vi budt velkommen af venligt personale. Vi fik vores hotelværelser (2 personer pr. værelse) og gik så ned i restauranten for at spise aftensmad, der bestod af mexikanske pandekager og en chokolademousse dessert. Super lækkert.

Nogle gik derefter ud på ud i mørket for at putte med lys fra mobiltelefoner mens andre fortrak til fælles område til medbragt slik, chips og sodavand (Jacob Szöts havde købt dåsesodavand i Tyskland. Tak. Jacob).

På grund af meget regn i løbet af ugen var Skyrup nødsaget til at lukke driving rangen, hvilket var lidt en streg i regningen, da der som regel bruges mange sjove timer på driving range på Sverigesturene.

Lørdag startede vi kl. 7.30 med flot stor morgenmads buffet og første tee tid var fra kl. 9.17. Det blev en regnfuld og våd lørdagsrunde på en ellers flot og spændende Skyrup 18 hullers skov og søbane. Vi fik en banesandwich/sodavand ved hul 10, sål ingen skulle gå ”sukkerkolde” på bag ni.

Efter endt runde skulle dagens vindere findes. Det blev Oliver Laursen, der tog første pladsen med 34 stableford point skarpt efterfulgt af Johannes Frøsig og Andreas Frandsen på 2-3. pladsen. De tre vindere fik hver et dusin golfbolde sponsoreret af Brian Harder (1000 tak, Brian).

Eftermiddagen forløb med hygge indendørs, da det blev ved med at regne. Vi spiste aftensmad kl. 18, som om lørdagen var ”lav selv” hamburgere og pommesfrites samt efterfølgende creme brulé.

Igen lørdag aften var der hygge med slik, chips og sodavand og ”fri leg”.

Bo Østergaard proklamerede, at han ville købe to gavekort på hhv. 1000 SEK og 500 SEK i Skyrup Golf Klub proshop, således, at vi kunne gøre søndagens match endnu mere spændende. Vi besluttede, at de to spillere, der sammenlagt fik flest stableford point, ville vinde gavekortene.

Heldigvis stoppede regnen omkring midnat, så vi kunne genspille banen søndag morgen. Holdene, som spilfordeler Søren havde bestemt hjemmefra, var forskellige lørdag og søndag, så der ville være mulighed for at komme i snak/spil med så mange forskellige juniorer som muligt.

Det blev en søndag med ”næsten” sol og tørvejr og i cirka køleskabs temperatur. Huerne og vanterne blev fundet frem. Underlaget var meget vådt. Banen var rigtig flot i sol.

Da vi kom tilbage til hotellet var der frokost (lunch, som det hedder på svensk) og lidt kager efterfølgende. Vi fandt søndagens vindere, der blev Jacob Szöts med 36 point og Casper Raagard og Oliver Laursen på 2-3. pladsen. De fik hver et dusin golfbolde sponsoreret af Brian Harder (Tak igen, hr. Harder).

Og så skulle de samlede vindere for de to dage findes. Det blev Oliver Laursen, der vandt et gavekort på 1000 SEK og Jacob Szöts, der fik et gavekort på 500 SEK (Tak til Bo Østergaard for sponsoratet – der blev kæmpet ekstra hårdt søndag for at vinde også de fine gavekort).

Alle havde pakket om morgen, så vi var klar til at sætte bags/trolleys i traileren og køre om eftermiddagen. Vi ankom trætte og glade efter en sjov weekend i Sverige omkring kl. 18 ved Roskilde Golf Klub, hvor spændte forældre hentede deres trætte juniorer.

Vi ledere vil gerne sige tak for en sjov, dejlig og spændende junior Sverigestur samt afslutning på 2017 sæsonen.

Der skal lyde en kæmpe tak til lederne; Vinni, Peter, Emil og Bo, som alle gjorde en stor indsats for at holde styr på gruppen og sørge for at alle havde det godt.

Søren Frøsig Rasmussen

Ungdomsudvalget