Klubben styrker de frivilliges rolle

2016-05 Infomøde 04De frivillige, tidsbestilling og banens tilstand var i fokus, da der torsdag den 12. maj var informationsmøde i klubben.

Bestyrelsen arbejder meget for at styrke de frivilliges rolle, så Roskilde Golf Klub også fremover er en klub, der først og fremmest er drevet af frivillig arbejdskraft.

– Vi er Roskildes største klub med en stor omsætning, så vi har brug for nogle ansatte, men vi ville ikke være nogen klub uden de frivillige. Kunsten er, at vi skal være så mange, at opgaverne ikke bliver uoverkommelige for nogen. Vi skal skabe sammenhold, og det skal være sjovt, sagde formand Kim Møller Behrend, der på den måde fik lagt op til rekruttering af endnu flere, der har lyst til at give et bidrag med i forskellige udvalg.

 

Aktiviteter og praktiske opgaver

2016-05 Infomøde 02– Vi vil fx gerne have nogle flere ind i baneudvalget, som sammen med greenkeeperne lægger retningslinjerne for, hvordan vores bane skal udvikle sig. Vi kunne også tænke os at få dannet et aktivitetsudvalg, så der kan komme endnu mere liv i vores klub. Medlemmerne af et sådant udvalg er selv med til at bestemme, hvad de sætter i gang, men det kunne være alt fra et regelkursus til vinsmagning eller noget helt tredje, sagde formanden.

Derudover er der ved at blive dannet et handicapregeludvalg, og der bliver også efterlyst frivillige, der har lyst til at bidrage med historier, referater og billeder til hjemmesiden (i et informationsudvalg).

Endelig er det ved at blive dannet en gruppe af mennesker, der gerne vil hjælpe med forskellige praktiske opgaver. Der var første møde i gruppen i tirsdags, og deltagerantallet er på ca. 10, men de vil meget gerne være nogle flere.

 

En leder til at styrke de frivillige

På informationsmødet blev der samtidig mulighed for at hilse på klubbens nye, daglige leder, Anders Schnack, og også han pointerede det frivillige arbejde som meget vigtigt. Bestyrelsen har netop lagt vægt på, at Anders er ansat for at være med til at samle de frivillige.

Så har du lyst til at deltage i et udvalg, har ideer til aktiviteter eller lignende, så tag kontakt til Anders Schnack i sekretariatet, så vil han formidle kontakten videre.

Anders selv har været direktør i forskellige store virksomheder gennem årene, men har også været frivillig foreningsleder i flere klubber. Han har været vant til at blive målt på økonomi, og her i klubben skal han naturligvis også være med til at sikre, at budgettet bliver holdt, men han formulerede selv sit vigtigste målepunkt:

– I Roskilde Golf Klub skal jeg måles på, hvor bredt smilet er hos medlemmerne. Det er en fantastisk opgave, som jeg glæder mig meget til.

Læs også: