Ny natursæson: Fuglekasser, pileflet og vandmåling

I Natur- og miljøudvalgets fuglekassegruppe har vi afsluttet vinterens arbejde med at løse tre opgaver.

 

1) De sidste 10 reparerede kasser er opsat på deres pladser. Vi har for første gang i de sidste fire år ikke produceret nye kasser, men vedligeholdt og ordnet de kasser, der trængte. Vi har besluttet, at de 336 kasser, der nu hænger på og omkring banerne er tilstrækkeligt.

Da alle kasser har et unikt nummer, fx 15A7, hvilket betyder hul 15, type A (stær) og kasse nr. 7 på hullet og de alle er noteret i GoogleMap på deres faste plads, så skal de hænges op på denne. Pladsen er samtidig noteret med højde over jorden og i hvad retning hullet vender. Vi indrømmer det er lidt nørdet, men hvorfor? Det vil vi forklare en anden gang.

Alle kasserne blev tømt i efteråret og vi noterede, hvem der havde ynglet i kasserne. Beboelse har der været i 63% af kasserne og det har fordelt sig med 82 musvitter, 46 skovspurve, 35 stære, 23 blåmejser, 16 rødstjerte og fire mus! I år har vi ikke haft hverken tårnfalk, natugle eller mursejler i kasserne specielt fremstillet til dem.

 

2) Ved fugletårnet har vi sammen med greenkeeperne Martin og Morten fjernet lidt flere træer, så udsigten er forbedret. De fældede træer og grene er, som det fremgår af billederne, blevet brugt til at lave et pile-flethegn, så man ikke kan gå fra tårnet ind på teestedet på Store Skjolds hul 6. Vi forventer, at nogle af pilegrenene vil slå rødder og hegnet derfor bliver grønt. De resterende grene og stammer er brugt til at udbygge kvasdyngerne.

 

3) Endelig var et par mand ude og foretage målinger i bassinerne, så vi nu kender dybden på de enkelte bassiner og samtidig ved hvor tykt slamlaget i bunden er. Bassinerne er mellem 90 og 135 cm dybe og slamlagets tykkelse varierer fra 85 til 20 cm. Det tykkeste slamlag er i det lille bassin tættest på fairwayen på hul 11. På billederne er det Per Korsgaard, der er ude og sejle.

 

I løbet af maj 2024 vil alle de godt 200 stærekasser blive undersøgt med kamera for at finde ynglefuglene og derfor lette arbejdet, når ungerne omkring 20. maj skal ringmærkes.

Fra fugletårnet blev der i november observeret en sølvhejre ved bassinerne. Det er art nr. 141 i Roskilde Golf Klub.

På vegne af fuglekassegruppen

Jan Eriksen