Her kan du se det nyhedsbrev, der også er sendt ud til alle klubbens medlemmer på mail:
Kære alle medlemmer i Roskilde Golf Klub
Banen står perfekt, så sørg endelig for at komme ud og spille, mens det stadig er varmt og dejligt.
Der kommer meget nyt fra klubben både i dette nyhedsbrev og i de kommende uger – og du har en chance for at følge bedre med, hvis du – udover at læse vores nyhedsbreve og kigge på hjemmesiden ind i mellem – er på Facebook og har klikket på ”Synes om” på vores Facebook-side. Det er nemlig sådan, at mange af de nyheder, der bliver lagt på hjemmesiden, også kommer på Facebook med et link til hjemmesiden. På den måde får du automatisk besked, når der er nye meddelelser.
Her kan du se klubbens Facebook-side.
Mentorer fundet – vi mangler stadig et par frivillige til juniorfinaler 11. september
Først og fremmest tak til jer, der reagerede på sidste nyhedsbrev, hvor vi efterlyste frivillige til at hjælpe med at tage godt imod nye medlemmer (mentorer) og til jer, der har meldt jer til at juniorkredsfinalerne den 11. september.
Jo flere vi er, jo nemmere og sjovere for os alle sammen. Vi har nu fyldt op med mentorer til efteråret, men mangler fortsat et par stykker, der vil hjælpe ved juniorkredsfinalerne søndag den 11. september. Der er et morgenhold kl. 7.30-11.30 og et eftermiddagshold kl. 11-15. Kontakt sekretariatet, hvis du har mulighed for at hjælpe. Opgaven går dels ud på at holde styr på startrækkefølgen samt at være observatører ude på banen.
På hjemmesiden under ”Kontakt” kan du se alle klubbens frivillige. Der er fotos af rigtig mange af jer – vi er i gang med at få de sidste fotos i hus, så vi har nemmere ved at lære hinanden at kende. Til næste år tænker jeg, at vi også skal have mentorerne med på listen.
Klubmesterskaber for alle – ny stablefordrække
Årets klubmesterskaber nærmer sig. De løber over to weekender i september, og som noget nyt i år har matchudvalget sørget for, at klubmesterskaberne er for alle – ikke kun elitespillerne.
Det betyder, at der – udover de normale slagsspils- og hulmesterskaber – også bliver arrangeret et stablefordmesterskab, hvor alle kan være med.
Der er plads til 60 deltagere, som alle skal spille lørdag den 17. september – de 16 bedste går så videre til finale om søndagen. De fire allerbedste går endda videre til finalerne i hulspil, som afvikles sammen med de øvrige hulspilsmesterskaber lørdag og søndag den 24. og 25. september.
Der er også mesterskaber for juniorer, seniorer og veteraner.
Her kan du læse mere om klubmesterskaberne – bemærk, at der er tilmelding via GolfBox.
Oprykningskampe i Greve lørdag
1. holdet herrer og seniorherrerne har klaret sig så godt i år, at de skal spille oprykningskampe lørdag den 3. september. Det foregår i Greve og er mod henholdsvis Asserbo og Helsingør. Begge hold vil meget gerne have tilskuere. Alle er derfor velkomne.
Her kan du læse mere om oprykningskampene.
Og så til en række praktiske oplysninger:
Kortlæserne
Vi arbejder stadig på at få forbedret kortlæseren til boldautomaten og baghallen. Langt de fleste kort virker heldigvis, nogle skal man have lidt tålmodighed med, men efter nogle forsøg så virker de.
Det betyder dog ikke, at problemet helt er løst. Vi finder stadig kort, der ikke virker, og der er også nogen, der ikke virker til baghallen. Men sekretariatet har fokus på løsning af problemet sammen med leverandøren af kortlæserne.
Det gælder stadig, at alle par 3 medlemmer skal have udskiftet deres kort.
Et par huskere fra sekretariatet omkring indspilsområdet og baghallen
Husk at få jeres bolde samlet op, når I øvet på indspilsområdet – området mellem baghallen og hul 18 på den store bane, hvor vi har mulighed for at øve bunker-, chip- og pitchslag.
Der opstår farlige situationer, når greenkeeperne klipper området og de rammer en bold i græsset. Sidste år blev en person, som sad på terrassen, ramt af en flyvende bold.
Så få alle boldene med i bag’en, når du er færdig.
I baghallen står der en masse golfvogne ved nødudgangen. Det duer ikke, at vi spærrer nødudgangen på den måde, så de skal fjernes.
Der skal være fri passage til nødudgangen og alle genstande – inklusive vogne – skal opbevares i skabene.
De må ikke hænge på vægge og låger eller stå på gulvet.
Vognene vil blive fjernet om nogen tid, såfremt de respektive ejere ikke selv tager affære, lyder de formanende ord fra sekretariatet.
Masser af aktiviteter i klubben de næste dage
- Fredag er der sponsormatch på banen
- Lørdag er der både singlematch og parmatch – og i Greve er der oprykningskampe for 1. holdet herrer og seniorholdet
- Søndag er der generationsmatch
- Mandag er der ca. 90 deltagere til årets sidste kaninaften, hvor der også er spisning
Det var alt for denne gang, men det varer ikke længe, inden der igen kommer et nyhedsbrev.
Bedste hilsner
Henrik Overgaard Pedersen
Webmaster for Roskilde Golf Klub