Klubben har nu fået et baneudvalg, så bestyrelsesmedlem Brian Harder og greenkeeper Nick Bosholdt nu har et udvalg at støtte sig til. De to yderligere medlemmer er Jan Birger Nielsen og Torben Svendsen.
Udvalget lægger ud med at drøfte helhedsplanen for banen i forhold til design og form. Tidligere på året var en banekonsulent fra Dansk Golf Union på besøg, og her modtog klubben gode ideer men også ros for den plan, som klubben følger lige nu. Ambitionen er at gøre banen til en af Danmarks bedste klubbaner: visuel smuk samtidig med, at det er nemt at se den ideelle spillelinje på hvert eneste hul.
Men hvad skal der til for at nå det mål? Herunder kan du se baneudvalgets oplæg til opprioriterede områder:
- Topdressing af udvalgte fairways. Formålet er at skabe ensartede fairways med et godt vækstlag og tæt græsdække
- Samtlige bunkers renoveres, således at dræning, sand og kanter bliver ensartede. Afrundede kanter vil spare sand over tid. Projektet er færdiggjort indtil hul 9, og resten renoveres i 2017. Generelt skal bunkerform og design være mere ens på for 9 og bag 9
- Teesteder rettes generelt mod spilleretning midt i fairway. Skæve teesteder (fx hul 15) rettes op
- Fortsatte dræningsprojekter af vandbelastede områder
- Rough områder skal være faste steder på banen og ikke variere henover året. Områderne skal bidrage til den visuelle oplevelse, skærpe sværhedsgraden visse steder og spare tid til klipning i dagligdagen. Samtidig skal faste rough områder tage hensyn til flowet i spillet. Der er budget til, at roughen klippes en ekstra gang i 2016
- På hul 11 er der efter flytning af teestedet måske behov for fældning eller yderligere beskæring af træer i venstre side. Kommunen skal spørges og accept kan måske opnås i forbindelse med tilbud om nyplantning af et antal træer mellem 10. og 11. fairway. Dette skal bidrage til, at spillerne holder boldene på hul 11 ved udslag fra det nye teested. Evt. out of bounds mellem hul 10 og 11 af sikkerhedsmæssige årsager var der ikke stemning for, hvilket i øvrigt heller ikke er baneudvalgets ressortområde
Endelig har baneudvalget også drøftet revision af banens handicapnøgle på grund af den store forskel i sværhedsgrad mellem for og bag 9. Dette hører imidlertid også ind under handicapudvalget.
Ny vinterbane der ikke slider på fairways
Det er ikke lige nu, vi tænker på vinter, men baneudvalget er nødt til at tænke lidt ud i fremtiden, og i forhold til spil på banen om vinteren, så er det udvalgets ambition, at vintergreens over tid bliver endnu bedre. Desuden er det planen at lave vinterbanen på en sådan måde, at de normale fairways ikke belastet så meget. Det kan man gøre ved at spille mere på tværs af banen. Det bliver der lavet en plan for i løbet af sommeren.
Kommentarer og forslag er velkomne
Har du kommentarer og forslag til baneudvalget, så kan du sende dem på mail til . Skriv ”Att: Baneudvalget + en overskrift” i emnefeltet. Så sørger sekretariatet for at sende henvendelsen videre til baneudvalget.
Du kan også gå ind og kommentere på Roskilde Golf Klubs lukkede gruppe på Facebook. Den hedder ”Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”.
Bemærk dog, at hvis du ønsker din henvendelse officielt behandlet og gerne vil have svar, så skal du sende en mail som beskrevet ovenfor.
Henvendelserne vil så blive behandlet på udvalgsmøderne, som der som udgangspunkt holdes tre af om året. Er henvendelsen presserende kommer der dog hurtigere svar.
Her kan du læse mere om de konkrete planer for banen i år.
Her kan du se medlemmerne af baneudvalget.