Hjælp med at få buggierne til at køre bedre

Skal du ud at køre bil, så er det rart, at den er fyldt op med benzin eller opladet, hvis det er en el-bil.

Sådan er det også med buggierne i Roskilde Golf Klub og på det seneste har der været en række situationer, hvor bilerne ikke har været ordentligt opladet og hvor de så er løbet tør for strøm midt ude på banen. Her kan vi medlemmer selv gøre en forskel – for det er os, der selv har været med til at starte problemet.

”Det er selvfølgelig ikke sjovt at opleve, at golfbilen holder op med at køre midt under en golfrunde – specielt hvis man er dårligt gående. Og det er desværre sket flere gange her i sommer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft nogle problemer med batterierne og at nogle buggier derfor kun er sat til at kunne holde ni huller på Skjoldungen, men de seneste udfordringer skyldes medlemmernes forkerte brug af buggierne,” fortæller daglig leder, Jesper Wedersøe, der mange gange har måtte agere akut buggie-hjælper, når lidt desperate klubmedlemmer har henvendt sig.

 

Går helt galt, hvis man tager den forkerte bil

Problemerne starter som regel ved, at et medlem henter nøglen til en buggie, men når han kommer op til vognen, er den ikke ordentligt opladet, fordi seneste bruger ikke har sat opladerstikket rigtigt i.

”I stedet at gå ned og aflevere nøglen tilbage og få udleveret en ny, så har flere valgt bare at tage en anden bil og så går det for alvor galt. For dels så passer nøglesystemet i vores indtjekningscomputer jo ikke med, hvad der faktisk holder af biler ved bag-laden, dels er det så sket, at der er taget en bil, der på grund af mindre batteritid er sat til kun at kunne køre 9 huller på Skjoldungen og så bliver der jo panik på, når den bil stopper med at køre undervejs på runden og når den næste ved automaten får udleveret en nøgle til en vogn, der er taget af en anden,” fortæller Jesper Wedersøe.

Der er derfor kun to rigtige løsninger på problemet:

  1. Sæt stikket rigtigt i, når du har været ude at køre buggie. Stikket skal sættes godt ind – og så skal der efter få sekunder lyde tre tydelige bip som tegn på, at opladeren kører (disse bip kommer ikke på vogn 12 og 13)
  2. Tag kun den buggie, du har fået nøgle til – hvis den ikke virker, så gå tilbage til automaten, aflever nøglen tilbage og lej en ny

”Jeg er godt klar over, at man så kan risikere, at der ikke er flere buggier tilbage og at man derfor ikke kan komme ud at spille, men det sker kun i de allerfærreste tilfælde. Vi har fået to ekstra buggier i år og det har hjulpet på kapaciteten, også selv om vi har biler, der kun kan køre 9 huller på Skjoldungen. Sammen med leverandøren arbejder vi på, at alle biler er fuldt funktionsdygtige, men det har været en vanskeligere proces, end vi havde forventet. Vi vil meget gerne have, at batterierne kan holde til to runder golf på en dag med en hurtig opladning imellem, men det er ikke alle biler, der lige nu kan klare det.”

En sidste ting: Husk at stille buggien tilbage til opladning hurtigst muligt efter din runde, så den hurtigt kan blive opladet til næste bruger.