Se listen over kommende forbedringer på banerne

Det helt store ønske hos Roskilde Golf Klubs baneudvalg er etablering af et helt nyt og stærkt forbedret indspilsområde. Det bliver der arbejdet med i bestyrelse og andre udvalg også, da denne store forbedring først kan blive en realitet, hvis der bliver fundet en god løsning på at skaffe vand.

Men der er mange andre områder, hvor banerne kan udvikle sig og blive lidt bedre og i denne nyhed fra baneudvalgets seneste møde kan du blive lidt klogere på udvalgets prioriteringer og hvad der allerede bliver sat i gang her i løbet af efteråret.

”I baneudvalget vil vi gerne have et golfanlæg både med gode baner og med gode træningsfaciliteter. Der er desværre ingen tvivl om, at vi er bagud, når det gælder et godt indspilsområde, der dækker intervallet fra 0 til 70 meter. Det har vi udarbejdet et projekt på, som først bliver relevant at gennemføre, når udfordringen med tilførsel af vand er løst og når økonomien er til det – for det er dyrt,” fortæller formanden for baneudvalget, Torben Svendsen.

Han siger samtidig, at der næste år kommer en forbedring, der dækker træningen af indspil mellem 70 og 120 meter.

”Der sker på drivingrange, hvor vi får placeret 5-6 såkaldte ”target-greens”. Det er mindre greens på kunstgræs, der skråner hen mod udslagsstederne, så de er nemme at se og sigte efter. Uanset hvilket niveau, du spiller på, og hvor langt du kan slå med dine jern, så er det vigtigste for den enkelte spiller, at man ved, hvor langt man slår med sine forskellige jern. Det skal disse ”target-greens” hjælpe med – og de kommer til 2025-sæsonen,” siger Torben.

Ude på banerne kommer der også nogle forbedringer. Flere af dem bliver der sat gang i her i efteråret.

 

Udvidede teesteder

Det største projekt er større teesteder på hullerne 4, 5 og 7 på Store Skjold. Disse teesteder bliver ofte slået op, fordi de er for små. Det er et større projekt, som involverer en ekstern entreprenør (Lars Thygesen fra Hovholm, der også stod for bygningen af Skjoldungebanen).

 

Bunkerrenovering og nyt sand

Der bliver sat gang i to større bunkerrenoveringer på Store Skjold. Dels på hul 2 (højre fairwaybunker), dels på hul 7.

”Os, der kender banen, ved jo godt, at der ligger en bunker i højre side på hul 2, men over for fx greenfeegæster er det ikke helt fair. Vi vil godt have, at man kan se bunkeren fra teestedet, så derfor bliver den drejet 90 grader og løftet lidt i bagenden, så den bliver mere tydelig. På hul 7 handler det om, at rødder fra træerne har vokset sig ind i venstre side af bunkeren og derfor har vi besluttet at gøre bunkeren i den side mindre og til gengæld udvide bunkeren en lille smule til højre,” fortæller baneudvalgsformanden.

Generelt har baneudvalget og chefgreenkeeper Nick Bosholdt også kigget på kvaliteten af sandet i bunkerne og det er endt med, at der bliver prøvet en anden type sand med mindre kornstørrelse, end vi har i dag.

”Vores nuværende sand med den lidt større kornstørrelse giver specielt udfordringer med hårdt og sammenpresset sand, når det har været regnvejr og vi har også problemer med mindre sten, der presser sig op i vores bunkers. Nu sætter vi gang i et forsøg med sand med mindre kornstørrelser, så vores bunkersand svarer til det sand, der er i mange andre klubber,” siger Torben Svendsen.

 

Tilskæring af træer

Flere steder er træerne blevet så store – både i højde og bredde – at der er behov for en tilskæring. Nogle steder kan greenkeeperne bare gå i gang, andre steder skal klubben først have tilladelse af kommunen. Et af de ”nemme” steder er det første træ på den anden side af åen på Store Skjolds hul 1. De yderste grene genererer udslag fra teested 50, så det er sværere at ramme midten af fairway og det er naturligvis ikke rimeligt, så dette træ bliver studset.

På hul 11 er det de store træer til venstre over søen, når man slår ud fra tee 58. De er specielt til gene, når man er venstrehåndsspiller – men besværliggør i det hele taget brug af venstre side af fairway. Derfor vil baneudvalget også gerne have disse træer kraftigt studset. Det kræver imidlertid en tilladelse fra kommunen.

 

Forbedring på Skjoldungen

Fairways på Skjoldungebanen er blevet væsentligt forbedret efter banens første leveår, men det kan stadig blive lidt bedre. Det er baneudvalgets ambition, at fairways skal være lige så gode som på Store Skjold, og det er ikke helt tilfældet endnu.

”Derfor vil greenkeeperne lægge lidt ekstra kræfter ind i plejen af fairways, fx med ekstra prikling. Topdressing kan også komme på tale,” fortæller Torben Svendsen.

Herunder kan du se fotos fra de huller, hvor der kommer til at ske lidt med bunkers og træer, hul 1 (med Charlotte Nielsen), hul 2, hul 7 (med Kåre Ulrich Madsen) og hul 11 (med Henrik Hansen).