Huskeliste til golfspil i Roskilde

“Hvorfor kan folk ikke rydde op efter sig? Der er alt for få, der retter nedslagsmærker op. Vi har gået hele runden og ventet på nogen, der ikke ville lukke igennem.”

Det sker med jævne mellemrum, at medlemmer henvender sig i sekretariatet med en bøn om at få en besked ud til alle medlemmer. Vi passer på med at sende formaninger ud til alle med løftede pegefingre rettet mod de få, men her har vi samlet nogle af de ting, man skal være opmærksom på ved golfspil i Roskilde. Mange af tingene gælder også ved spil i andre klubber.

 

Nedslagsmærker

Bolde, der lander på green, laver nedslagsmærker – jo mere fart og fra højere luftlag, jo større. Disse nedslagsmærker kan genere for de efterfølgende spillere, men hvad værre er, så ødelægger de også græsset. Derfor skal alle spillere have en pitchfork i lommen og lære at rette nedslagsmærker op. Kig gerne efter andres nedslagsmærker, når du går rundt på green.

Her kan du se, hvordan man retter nedslagsmærker:

 

Tempo uden at skynde sig

Der er nogle simple ting, man kan gøre for at gøre en golfrunde hurtigere uden man behøver at skynde sig. Til glæde for sig selv og til glæde for dem, der går bagefter jer.

  1. Gør dig klar til at slå, mens de andre slår, så du står ved din bold og ved, hvad du vil slå med, når det er din tur
  2. Når du har slået mod green, så flyt bag’en hen i retning af næste teested, inden du putter, så du ikke skal gå tilbage og hente din bag, når hullet er færdigspillet
  3. Slå, når I er klar – det behøver ikke at være i rækkefølge med dem, der er længst væk fra hullet først
  4. Gå videre med det samme, når I har puttet boldene i hul. Vent med at skrive scorekort til du står ved næste teested. Lad en spiller slå ud, mens de andre skriver scorekort og 1. spiller skriver så scorekort, mens de andre slår ud
  5. Slår du skævt, så bolden evt. er i rough eller buske, så slå en ekstra bold (en provisorisk bold). På den måde kommer du hurtigt videre, hvis bold nr. 1 er umulig at finde

Book gerne tider i 3- og 4-bolde – specielt på de tidspunkter, hvor der normalt er mange ude og spille. Det gælder både i weekenden og de fleste formiddage i løbet af hverdagsugen. Det giver bedst flow, hvis alle ”bolde” har ca. det samme antal spillere.

 

Sortering af skrald

Vi har affaldssortering forskellige steder på banerne og ved klubhuset – og det er den samme sortering som derhjemme – altså papir, plast, metal og madaffald for sig. Og så er der en spand til pantflasker og -dåser samt en til restaffald. Det vil være rigtig rart, hvis alle lægger affald i de spande, der passer til affaldet, for ellers er der en af vores frivillige eller en af greenkeeperne, der skal ned i affaldsposerne og omsortere.

 

Drivingrange

Det er på drivingrangen, man skal blive bedre og det er dejligt at se, hvor mange der benytter den både til hverdag og i weekenden morgen, middag og aften. Der er to ting at huske på, når man øver sig. Den ene er at sætte boldkurvene tilbage, så der altid er kurve nede ved boldene til de næste. Den anden er at holde tilbage med at slå, når de frivillige i boldtraktoren kører rundt og samler bolde. Tænk på, hvis du selv sad i traktoren og havde bolde hvirvlende omkring dig.

 

Lukke igennem

Står der spillere og venter bag ved dig/jer, samtidig med, at I har et hul op til den forangående “bold”, så bør I lukke den efterfølgende “bold” igennem. På den måde sikrer vi et godt flow på banen for alle. Men det skal gøres på den rigtige måde for ikke at skabe mere kø. Det er nemmest at lukke igennem på par 3 hullerne.

Det er dog rarest for alle, hvis spillet glider overalt, så det ikke er nødvendigt at lukke igennem. Altså endnu et argument for at tilpasse antal spillere i sin egen ”bold” med holdene omkring, da det giver det bedste flow. Men hellere lukke igennem end kø på banen.

Her kan du se en video om at lukke igennem:

 

Parkering og kørsel

Der er masser af parkeringspladser – alligevel ser vi tit, at der holder biler på pladserne, der er forbeholdt handicappede, sekretariatet eller proshoppen. Der er mange andre klubber, der har reserverede pladser til bestyrelse, klubmestre, sponsorer og lignende. Her har vi ikke lige så mange forhåndsreserverede, så respektér venligst de få, der er.

Desuden en lille formaning om at køre stille og roligt på adgangsvejen til og fra golfklubben. Vi har både naboer, gående og cyklende at tage hensyn til. Vejen er ikke særlig bred, så gående/cyklende kan nemt blive usikre, hvis der bliver kørt for hurtigt og for tæt på.

 

Der er også de sædvanlige ting, der også gælder derhjemme – med at efterlade toilettet rent, bruge børsten, hvis det er nødvendigt og ikke smide papir på gulvet. Det burde være unødvendigt at sige, men også det er et punkt, sekretariatet får henvendelser om.

Til gengæld er der roser fra restauranten, der glæder sig over, at langt de fleste medlemmer og gæster rydder op efter sig på terrasserne og i klubhuset ved at stille brugt service på plads på bordet til højre for baren.

 

Hentning og aflevering af buggier

Endelig en besked til jer, der låner buggier via Golfbilens Venner. Vent med at hente buggien til tidligst en time før teetid og sæt den til opladning straks efter runden. På den måde sikrer vi, at flest mulige får glæde af buggierne – nogle gange kører de nemlig flere ture hver dag og det er surt at komme ud til en buggie, der ikke har nået at lade fuldt op. Og det er også surt at få at vide, at der ikke er flere buggier, alene fordi nøglerne ikke er afleveret retur straks efter runden.

Det var listen over husketing for denne gang. Listen er samlet af sekretariatet på baggrund af egne og en række medlemmers input.

Herunder kan du se Jan Hoffmeyers lune tegning, der hænger på væggen på toilettet mellem hul 3 og 4 på Store Skjold: