Klapsalverne var mange og velmente, da der lørdag den 20. juli var præmieuddeling på en helt ny match, som netop var afviklet, Skjoldematch 2024. Rigtig mange af de 72 deltagere gav udtryk for, at det havde været en anderledes, sjov og udfordrende match, som meget gerne må gentages.
Det nye var, at Skjoldematchen blev afviklet over 27 huller – med tre forskellige spilleformater undervejs. Spillerne var sammen to og to. Nogle havde meldt sig sammen, andre var tilmeldt enkeltvis og blev parret – og der var faktisk en del spillere med, som ikke normalt er med til matcherne i klubben, også spillere med højere handicap.
Se mange fotos fra matchen i bunden af artiklen.
Mange af de rosende ord fra spillerne blev ledsaget af følgende begrundelser: Det var sjovt, fordi:
- Man kom til at lære flere at kende, fordi man spillede tre runder med forskellige modspillere
- Der blev spillet nogle nye spilleformer
- Man var sammen som et par, så makkeren kunne redde en, hvis man slog dårlige slag
- Stemningen var god
- Vejret var fantastisk
De tre spilformer var:
- Fourball: Stableford, hvor parrets bedste score på hvert hul talte
- Foursome: Spillerne skiftede til at slå – også fra teestedet
- Greensome: Begge spillere slog ud fra teestedet og parret valgte så den bedste bold, hvorefter de skiftedes til at slå
Mange kom ind med gode resultater, netop fordi makkeren ofte kunne hjælpe, hvis man selv slog skævt.
Her er, hvem der blev de seks bedst placerede par:
- Dorte Qvist / Anne Danborg
- Anni Nielsen / Hans-Henrik Bülow
- Grethe Kjølby / Henrik Overgaard Pedersen
- Jonas Buur Kristensen / Jesper Platz
- Nicolai Lynæs / Jørn Dehn Møller
- Lene og Erik Vindeløv
Desuden var der præmie til Lars Søndergaard og Lars Magnild for en andensidsteplads. Her viste det sig efterfølgende, at der var en sammentællingsfejl, så Lars og Johannes Bårris kan se frem til en præmie på efterbevilling.
Der var også nogle ekstra præmier:
- Tættest på flaget på hul 3 på Skjoldungen: Kim Birch Pedersen (0,58 meter)
- Tættest på flaget på hul 17 på Store Skjold: Henrik Haahr Larsen (1,80 meter)
- Tættest på en kridtstreg, der var sat på langs af fairway på hul 10: Henning Hansen (0,60 meter)
Desuden var der udlovet præmie til det par, der kom tættest på flaget på andetslaget på hul 3 på Store Skjold, men her var der ingen af de 36 par, der havde noteret noget. I hverdagen er der ellers mange, der med et præcist andetslag kan komme på green, men med to spillede involveret, blev det åbenbart sværere.
Dagens matchledere var Thorkil Jessen og Mogens Meisner suppleret af daglig leder, Jesper Wedersøe fra sekretariatet, der var kommet på ideen med denne nye match, en tilpasning af en matchform, som andre klubber også har kørt.
”Det var dejligt, at så mange ville være med til en match, der var anderledes end normalt og som blev arrangeret midt i juli, hvor der normalt ikke plejer at være den slags aktiviteter. Og sjældent har vi fået så mange positive kommentarer efter matchen, så tak for det,” lyder det fra Jesper Wedersøe, der skynder sig at anbefale den næste match, som også er meget sjov.
Spil fornuftigt og sæt flaget til sidst
Det er flagmatchen søndag den 4. august, hvor alle får en flag med og så skal placere det, når man har slået sit sidste slag. Det sidste slag er banens par (72) plus det antal slag, som man får tildelt via sit handicap. Er du fx kvinde med handicap 30, får du 36 slag oven i de 72, mens en herre med handicap 20 får 24 slag oven i 72.
Ved denne match er der så ikke noget med at strege hullerne. Man spiller videre, indtil bolden er i hul på hvert eneste hul og derfor skal man nogle gange spille lidt mere forsigtig og overvejet, end når man spiller almindelig stableford.
Flagmatchen afvikles som to forskellige turneringer, en på Store Skjold (for fuldtidsmedlemmer) og en på Skjoldungen (både for fleks- og fuldtidsmedlemmer).
Direkte link til tilmelding til flagmatchen 4. august:
Det koster 125 kr. at være med til matchen på Store Skjold og 75 kr. for matchen på Skjoldungen.
Sidste frist for tilmelding er onsdag den 31. juli kl. 12.
De efterfølgende matcher er (klik på navnet for at komme direkte til tilmelding – ikke alle matcher er klar til tilmelding endnu):
- Søndag den 22. september: Generationsmatch
- Søndag den 29. september: Carlsberg Cross Country match
- Søndag den 6. oktober: Match og spisning for alle frivillige i Roskilde Golf Klub
- Fredag den 4. oktober fra kl. 19: Natgolf match
- Søndag den 27. oktober: Andematch på Store Skjold
- Søndag den 27. oktober: Andematch på Skjoldungen
- Søndag den 3. november: ”Personalets hævn” match – også en ny match, hvor alle kan være med
Herunder kan du se fotos fra Skjoldematchen 20. juli 2024: