Vi er ved at få ændret boldautomaten til det bedre, men lige nu er vi rendt ind i et indkøringsproblem, som påvirker alle par 3 og prøvemedlemmer – og også rammer måske op til 100 medlemmer, der har et klubmedlemskort fra Dansk Golf Union (et såkaldt DGU kort). Det har alle fuldtids- og flexmedlemmer.
Det har nemlig desværre vist sig, at vi har en del DGU kort, som er fejlbehæftede – og dermed ikke virker i automaten, efter vi har skiftet kortlæser. Vi ved ikke hvor mange, men gætter på omkring 100 kort. Muligvis de samme kort, som i øjeblikket ikke virker til at åbne porten i baghallen.
Her kan du se, hvordan du skal forholde dig:
- Par 3 og prøvemedlemmer: I har ikke et DGU-kort men et særligt boldkort, som I har fået i sekretariatet. Alle disse kort skal I have byttet til et nyt. Disse er klar fra onsdag morgen den 24. august
- Flex- og fuldtidsmedlemmer: Nogle af jer – vi ved ikke hvor mange – har et fejlbehæftet DGU-kort. Hvis I ikke kan trække bolde, så skal vi bestille et nyt kort til jer. Henvend jer i sekretariatet, så får I et foreløbigt boldkort, indtil et nyt kort fra DGU kommer. Bemærk dog, at kortet skal sættes ind omvendt i forhold til det, I plejer – se nedenfor
- Greenfee spillere: Møntindkastboksen ved automaten er sendt til reparation og er klar i løbet af en uges tid. Greenfee spillere skal derfor tage kontakt til Proshoppen, som vil hjælpe
Fremgangsmåden for flex- og fuldtidsmedlemmer er derfor:
- Tjek, om dit kort virker i automaten. Virker det ikke, så skal du henvende dig i sekretariatet, som vil bestille et nyt kort til dig
Magnetstriben skal vende ned af til højre
Bemærk dog, at kortet nu skal sættes i maskinen modsat det, du plejer. Magnetstriben skal vende ned til højre og IKKE op til venstre
De nye boldkort til par 3 og prøvemedlemmer er som nævnt klar fra på onsdag den 24. august. Og der kan altså også være flex- og fuldtidsmedlemmer, der har problemer med at trække bolde. Vi må derfor i øjeblikket hjælpe hinanden med at få bolde, så alle fortsat kan træne på driving range.
Hvorfor så disse ændringer?
Den gamle kortlæser havde dataforbindelse med en computer i klubhuset, og det system var der ofte problemer med. Samtidig var det dyrt og medførte en masse administrativt arbejde. Nu har vi fået en kortlæser, der ikke er afhængig af data ind til en central computer, så det skulle meget gerne give en mere stabil drift – og sparer altså også både tid og penge.
Desværre har det i forbindelse med skift til en nye kortlæser vist sig, at der er en fejl på en serie kort leveret fra DGU. Det har vi nu en dialog med DGU omkring.
Hilsen
Sekretariatet