Category Archives: Nyheder

22. juni: Forårsafslutning hos Herredagen

Onsdag den 22. juni holder Herredagen det helt store afslutnings arrangement, hvor alle Herredagsspillere opfordres til at deltage.

Du kan melde dig enkeltvis – eller sammen med en makker. Under alle omstændigheder bliver du på dagen sat sammen med en anden spiller, og så spiller I som par “greensome” mod et andet par.

Længere nede kan du læse, hvad greensome går ud på.

Netop fordi det er forårsafslutning, så afvikles Herredagen onsdag den 22. som en “gunstart”. Alle starter samtidig og bagefter bliver der budt på en lækker middag med efterfølgende præmieuddeling i Restaurant Kontoret.

Arrangementet er kl. 15, og selve gunstarten er kl. 15.30 præcis.

Det koster 150 kr. at være med – og der er betaling på dagen.

Der er tilmelding via GolfBox – hvor man kan melde sig til enkeltvis eller sammen med en makker. Det fungerer bedst, hvis man tilmelder sig selv og makkeren på samme tid. Er du tilmeldt enkeltvis i forvejen, og får en makker at være sammen med, så går tilmeldingen bedst igennem, hvis du først sletter dig selv og bagefter tilmelder dig igen sammen med din makker.

Har du problemer med det, så er du velkommen til at sende en mail til en af de to frivillige, der styrer Herredagen, Ole eller Bjørn. Her kan du se deres kontaktoplysninger.

Her kan du se Herredagens side med resultater.

 

Sådan spiller man greensome

Begge spillere slår ud på hvert hul, og parret vælger så det bedste drive at spille videre med.

Spillerne slår hver anden gang, så der kan også være meget taktik,  når man vælger den bold, man vil spille videre med.

Parrets spillehandicap bliver udregnet ud fra en formel.

Spilleren med lavest spillehandicap vægter 60 procent,  mens makkeren kun vægter 40 procent.

Eks.: Torben har 12 slag og Signe har 18 slag. De spiller med spillehandicap: 12*0,6 + 18*0,4 = 14,4 som afrundes til 14.

Se billeder fra flot pink dag

2016-06 Pink Cup 12Med 60 spillere (heraf 23 mænd), smukt solskin og dejlige mennesker i højt humør blev Pink Cup afviklet lørdag den 11. juni.

Der var gunstart kl. 8.30, og efter matchen var der mulighed for at nyde Restaurant Kontorets gode buffet og få en god snak.

En stor tak til:

  • Proshoppen, der donererede præmier til tættest på flaget på alle par 3 huller og længste drive på hul 8
  • Restaurant Kontoret, der gav et bidrag af menuprisen
  • Klubben, som donerede 3 gæstegreenfees til Roskilde Golf Klub
  • Profil Rejser, som donerede polo T-hirts og bolde

Litografiet, som var doneret af Kræftens Bekæmpelse, blev solgt på auktion til Arne Nielsen.

Herunder kan du se flere billeder fra dagen.

Hilsen
Damedagsudvalget

Gode vilkår for at være frivillig i Roskilde Golf Klub – flere er velkomne

Roskilde Golf Klub består kun, hvis mange bidrager til at drive klubben og dens aktiviteter, og bestyrelsen vil meget gerne have, at endnu flere får lyst til at være med. Så har du noget at bidrage med, så giv endelig et praj. Vi har udvalg og aktiviteter, der dækker det meste, men vi har også områder, hvor vi mangler nogle frivillige, så klubben kan blive endnu bedre for alle medlemmer.

Du kan kontakte sekretariatet eller en fra bestyrelsen, hvis du gerne vil hjælpe og/eller har en idé. Du kan også se, hvem der sidder i alle klubbens udvalg og klubber i klubben. Find dem alle sammen under “Kontakt”.

Men hvad vil det egentlig sige at være frivillig i Roskilde Golf Klub? Det har bestyrelsen ønsket nogle retningslinjer for, og det kan du læse mere om herunder.

”I dag er der noget forskellige og lidt diffuse aftaler om ”vilkårene” for at være frivillig i klubben. Det er nødvendigt, at have en samlet fælles holdning til vilkårene for frivillig indsats i klubben for at sikre flere deltagere i indsatserne fremadrettet”, fortæller klubbens daglige leder, Anders Schnack.

Derfor har bestyrelsen udarbejdet en lille præsentation, som indeholder:

  • Organisationsplan
  • Formål og mål for det frivillige arbejde
  • Rammerne for det frivillige arbejde
  • Hvad er et udvalg og en ”klub i klubben”, forkortet kaldet “KiK”?

 

Her kan du se organisering og politikker for det frivillige arbejde.

Desuden har bestyrelsen sat nogle rammer for, hvad klubben kan tilbyde de frivillige, som jo yder et frivilligt og ulønnet stykke arbejder til glæde for os alle sammen.

Klubben tilbyder de frivillige:

  • Mulighed for at møde en masse dejlige mennesker og være med til at styrke aktiviteterne i klubben
  • I foråret holdes et arrangement for alle formænd for udvalg og klubber i klubben, hvor hvert udvalg/KiK fortæller om deres planer for sæsonen
  • Ved sæsonafslutningen holdes et ”Tak for hjælpen” arrangement, hvor alle udvalg/KiK er inviteret til hygge og en god snak om klubben og det frivillige arbejde
  • Hvert udvalg/KiK får et rådighedsbeløb svarende til 500 kr. pr. udvalgsmedlem. Det enkelte udvalg/KiK kan så beslutte, hvordan disse penge skal bruges – evt. bespisning i forbindelse med udvalgets arbejde, SGO kort, klubtrøjer o.a. Tilskud skal som udgangspunkt bruges i klubben

”Rigtig mange frivillige får i dag begrænset tak, påskønnelse og anerkendelse for indsatsen – andre har traditioner for mere ”påskønnelse”. Derfor vil mange opleve klubbens tilbud som en dejlig nyhed, mens få frivillige måske vil tænke, at det da ikke er noget særligt”, lyder det fra leder Anders Schnack, der tilføjer:

”Det er vigtigt, at de enkelte udvalg beslutter på hvilken måde, man ønsker at anvende de 500 kr. pr frivillig, som der budgetteres med. Desuden er det vigtigt, at sekretariatet har registreret udvalgets medlemmer og organisering i GolfBox”.

Bestyrelsen har besluttet, at alle udvalg og klubber i klubben skal have organiseret sig med en formand, en budgetansvarlig (sekretariatets og kassererens kontaktperson i budgetfasen) og en informationsansvarlig, (Informationsudvalgets kontaktperson i udvalget / KiK’en). For små udvalg og klubben i klubben kan der selvfølgelig være sammenfald mellem de nævnte tre funktioner.

Rehab golf med tysk og Bornholmsk succes

Roskilde Golf Klubs rehab-golf afdeling har deltaget i Lilienthal Schlaganfall Tournier med seks spillere. Og de har også været på Bornholm med stor succes.

Turneringen i Tyskland, som blev afholdt for syvende gang, er en åben international golfturnering for personer, der er i gang med genoptræning efter et slagtilfælde. I alt var der 38 deltagende spillere fra flere europæiske lande (Finland, Danmark/Roskilde, Holland, Tyskland, og Frankrig).

2016-06 Rehab i Lilienthal
Her er hele holdet i Lilienthal – med en enkelt undtagelse. Eric nåede ikke frem til fotograferingen.

Spillerne fra ROGK var Ove Jørgensen, Per Smith, Henrik Jensen, Eric Seem, Torben Amzinck og Hans Møllegaard.

Roskildespillerne viste godt spil og demonstrerede, at den ihærdige fredagstræning har givet gode resultater. Turneringen blev vundet af Ove Jørgensen, ROGK. Nr. 2. blev Per Smith, ROGK med Henrik Jensen ROGK på tredjepladsen. Total Roskilde dominans.

Hans Møllegaard deltog i sponsor- og ledsagerturneringen, som er på 3×18 huller, mens selve Rehab turneringen kun er på 3×9 huller for ikke at over belaste de svært handikappede. Hans Møllegaard ønskede heller ikke at konkurrere med “sine” elever.

Bornholmsk succes
Seks spillere har desuden deltaget i DGU’s/DHIF’s Handigolf-Bornholm og med følgende flotte resultater:

  • Nr. 1:  Børge Wisen ROGK (tidligere europamester i ReHab-Golf)
  • Nr. 2: Eric Seem, ROGK
  • Nr. 3: Kenneth Daugaard, ROGK
  • Nr. 4: Allan Callesen, ROGK

Mvh
Hans Møllegaard

Mange på par 3 banen – sådan bliver der plads til alle

Med mange par 3 medlemmer, flex- og prøvemedlemmer er der til tider ekstra pres på par 3 banen i øjeblikket. Det er derfor ikke kun på den store bane, at der kan opstå ventetid og at der er brug for at repetere, hvordan man bruger banen, så alle får mest fornøjelse af spillet – også når der er mange på banen.

Sekretariatet har derfor sendt en henstilling ud om, hvordan færdslen på par 3 banen skal foregå:

  • Rækkefølgen af de 9 huller skal følges. Vi ser at nogle lige “snupper” et andet hul når der bliver kø, men anarki gør oftest situationen værre
  • Maksimalt 4 spillere følges ad – altså en 4 bold. Vi ser at nogle går 5 sammen – det bliver for langsommeligt
  • Du har kun få minutter til at lede efter din bold, når nogle står og venter bag dig. Alt går i stå, hvis der ledes i 5-10 minutter – det må man ikke
  • Hurtiggående bolde bag dig skal lukkes forbi

Der skal være plads til os alle – og det er der, hvis vi alle går runden med omtanke og viser hensyn. Der skal være plads til både langsomme og hurtige – og det er der også, når der spilles med omtanke og øje for andre spillere på banen og deres situation.

Praktisk info og beslutninger fra sekretariat og bestyrelse

Bestyrelsen og sekretariatet med klubbens nye daglige leder har haft en lang række sager til behandling, og her kommer et overblik over deres informationer og beslutninger.

Der har også været holdt bestyrelsesmøde – og her kan du se referatet.

I teksten herunder er nogle af punkterne fra bestyrelsesmødet forklaret lidt nærmere. Andre punkter er under fortsat behandling og bliver yderligere beskrevet, når de bliver til realitet.

Der er også en række praktiske informationer fra sekretariatet, blandt andet ensretning af nogle vaner og kutymer, som er opstået gennem årene.

Tidsbestilling før kl. 7
Fra næste sæson vil det være muligt at booke tider i GolfBox fra kl. 5 om morgenen. De dage, hvor der er turneringer (typisk i weekenderne), vil tiderne mellem kl. 5 og 7 dog blive blokeret af hensyn til greenkeeperne.
Desværre kan ændringen ikke foretages før sæsonen er slut. Det skyldes, at alle bookinger i GolfBox slettes ved ændringen. Resten af sæsonen er det dog muligt at booke tid kl. 7 og så bare slå ud tidligere.

Glemte sager – her kan du finde dem
Har du glemt en putter, et ur eller en handske i området, så har du fremover flere steder at lede.

  • Småting (ure, briller, punge og lignende) bliver opbevaret i en kasse i ”Restaurant Kontoret”
  • Jern og køller stilles inden for porten til venstre i ”bag-hallen”
  • Øvrige effekter bliver lagt i ”bag-hallen” i en kasse, der er mærket med ”Glemte sager”

Fremover vil der derfor ikke ligge glemte ting i entreen i klubhuset.

Du finder også disse informationer om glemte sager på hjemmesiden under ”Kontakt – Sekretariatet – Glemte sager”.

Parkering og handicapparkering
Bestyrelsen har besluttet, at reglerne for brug af handicappladser på golfklubbens område er som uden for området – altså at det er de almindelige færdselsregler, der gælder. Det handler om de pladser, der fx er mellem klubhuset og ”bag”-laden. For at benytte handicappladserne skal man have et officielt handicap parkeringsskilt i bilen. Der er dog nogle undtagelser:

  • Hjælpere til klubbens Rehab-golfere kan få dispensation – der bliver udstedt et skilt for et år ad gangen
  • Der findes i dag et lille antal handicap parkeringstilladelser, som er udstedt de sidste par år. De accepteres året ud, hvorefter kun ovenstående gælder

Udover handicapparkeringspladserne er der reserverede pladser til restauranten, baneservice, pro’erne og sekretariatet.

Konklusionen er altså: Både gæster og medlemmer skal holde på den officielle parkeringsplads.

Brug af buggies – kun med kørekort
Det er ikke alle, der må køre buggies på banen. Disse golfbiler er nemlig underlagt de almindelige færdselsregler, og føreren skal derfor have et kørekort. Det gælder både klubbens og private buggies.

Ingen gunstart på private turneringer
Nogle gange kommer der henvendelser om medlemmer, der ønsker at lave gunstart ved private arrangementer / turneringer, fx på bag 9. Dette ønsker klubben ikke – af hensyn til flowet på banen.

Ændring på vej omkring boldmaskinen
Klubben skal finde en løsning på boldmaskinen, idet det kortsystem, der i dag styrer, at vi kan få bolde, er ved at blive udfaset. Bestyrelsen undersøger flere muligheder – som samtidig er nemmere at håndtere end de nuværende kort.

Tilmelding åben til midsommergolf og fest

Nu er det muligt at tilmelde sig Midsommermatch lørdag og søndag den 26. juni – med spisning, fest og dans lørdag aften i klubhuset. To dage med masser af golf og glæde.

Midsommermatch er en af klubbens største og mest populære arrangementer gennem tiderne, og i år bliver den genoplivet, forhåbentlig med mange deltagere. I skrivende stund har 20 deltagere allerede fundet vejen til tilmelding, men der er plads til mange flere.

Konceptet ved Midsommermatchen er lidt speciel i forhold til klubbens andre matcher. Turneringen er nemlig for firemandshold, så du melder dig til sammen med tre andre. Jeres vigtigste opgave lige nu er at finde på et godt navn til jeres hold – og så ellers forberede godt humør til to gode dage på banen og en fantastisk aften i klubhuset.

Det er også muligt at melde sig enkeltvis – i så fald bliver du sat sammen med andre, som også har meldt sig en og en.

Her kan du se Midssommermatchens side her på hjemmesiden – den indhenter informationer direkte fra GolfBox. Du skal logge ind på GolfBox for at tilmelde dig turneringen.

Tilmelding til spisning og fest foregår direkte til Restaurant Kontoret.

Ekstra information:

  • Pris: 600 kr. pr. hold – 150 kr. pr. deltager for at spille
  • Festbuffet: 250 kr. pr. person
  • Både lørdag og søndag vil der mulighed for at købe morgenmadsbuffet i Restaurant Kontoret fra kl. 8 til kl. 10. Pris: 85 kr
    Efter matchen vil der være sponsoreret frokostbuffet med danske frokostretter

Selv turneringen:

  • Der spilles stableford i to lige store rækker med 7/8 sph over 36 huller.
  • De 3 bedste score pr. hul er tællende.
  • Der spilles med max handicaptildeling på 48,0
  • Matchstart cirka kl. 8 – afhænger af tilmeldinger
  • Præmie til de 3 bedste hold i hver række A og B
  • Bedste nettoscore (samlet over begge dage i række A og B)
  • Nærmest hul 5-7-13-17 (begge dage)
  • Længste drive hul 18 (begge dage og både damer og herrer – drivet behøver ikke være på fairway

Glæd dig til Midsommermatch.

Greens i Roskilde med i nordisk forsøg

Hvordan skal en green behandles om efteråret og om vinteren for at den er bedst mulig klar til forår? Det er nogle forskere på nordisk plan i gang med at finde ud af, og Danmarks Golf Union har i Danmark udpeget Roskilde Golf Klub, som nu er sammen med baner i Sverige, Norge, Finland og Island om et forsøg i den kommende vinter.

Der er kun udvalgt baner med greenkeepere, der har særlig godt styr på alt det faglige i forhold til pleje, græssorter og gødning, så i udvælgelsen ligger der også en ros til vores chefgreenkeeper, Nick Bosholdt og hans stab af greenkeepere.

Det er en hel videnskab at holde styr på græsarter og gødningstyper, samt ikke mindst hvor meget der skal bruges.

2016-04 RGK Banepleje 04”Vi har specielt én græsplante, som er ekstra fremherskende men som alle golfbaner gerne vil af med på greens. Den sætter små, hvide blomster og gør greens langsommere. Græssorten kommer imidlertid tidligere op end andre græssorter og kan klare sig med mindre vand, så den er umulig helt at undgå. På baner med rigtig gode greens er der omkring 20 procent af denne græstype, mens andre er oppe på at have 60 procent, så det er en kamp at få den nedbragt”, fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Forsøget går ud på, at én bestemt green på banen bliver udvalgt til at få særlig pleje i løbet af efteråret og vinteren. Greenen bliver opdelt i flere områder, der får hver sin behandling, og så skal der løbende ske registreringer af, hvordan behandlingen virker.

”Der er en enkelt lille hage ved forsøget, og det er, at man ikke samtidig må sprøjte mod svamp. Derfor har vi valgt, at forsøget hos os kommer til at foregå på par 3 banen, enten på hul 1 eller 9, som er greens der svarer til greens på den store bane”, siger Nick Bosholdt.

Forsøgsresultaterne skal løbende sendes til Norge, og i foråret 2017 skal Roskilde så være vært for et seminar, hvor forskerne kommer og ser resultatet.

Her kan du se Roskilde Golf Klubs greenkeepere.