Author Archives:

Herredag gør klar til sæsonen og forenkler tilmelding

Herredagen er den største klub i klubben i Roskilde Golf Klub og har du lyst til at spille med alle de onsdage, du kan i løbet af sommersæsonen, så er det her, du skal læse, hvordan det kommer til at foregå i 2021.

Det er nemlig sådan, at Herredagen i år forenkler tilmelding – men der er også flere andre nyheder.

I 2020 var det sådan, at Herredagens medlemmer hver uge BÅDE skulle tilmelde sig Herredagens turnering den pågældende onsdag OG skulle bestille en spilletid.

I år er det alene nødvendigt at bestille en spilletid i GolfBox. Alle Herredagens medlemmer bliver principielt tilmeldt alle spilledage, men det betyder dog ikke, at der så er krav om at komme hver gang.

Det er dog vigtigt, at alle spillere melder sig for at spille med. Det gør du ved at indbetale 200 kr. på Herredagens konto, 9304 6500768299.

VIGTIGT. Skriv medlemsnummer og derefter den tee, du vil spille fra. Valg af tee gælder hele sæsonen. Skriv først medlemsnummer XXXX og derefter 58 eller 50.

Herredagen planlægger at starte 14. april, så tilmeldinger skal meget gerne være foretaget i februar eller marts.

I 2021 bliver antallet af rækker udvidet med en, så der nu er fire rækker. Og i år bliver man i den række, man er startet på – altså ikke noget med at rykke frem og tilbage mellem to grupper, hvis ens handicap ændrer sig undervejs.

Rækkerne bliver som udgangspunkt inddelt efter disse handicaps:

  • Eliterækken: hcp. +8-11,9
  • A-rækken: hcp. 12,0-17,9
  • B-rækken: hcp. 18,0-22,9
  • C-rækken: hcp 23,0-36,0

Der kan dog ske mindre reguleringer i inddelingen af rækker, når Herredagen kender det endelige deltagerantal.

Der er også andre nyheder i 2021:

  • Eclectic – konkurrencen om bedste score på alle huller – er i år lavet sådan, at det er det reelle antal slag på hvert hul, der gælder. I 2020 havde Herredagen et system med nettoscores, men i 2021 bliver det sådan, at har du spillet et hul på fem slag, så bliver du noteret for det på hullet, indtil du evt. senere på sæsonen scorer en 4’er eller bedre. Når sæsonen er slut tæller man så alle dine bedste resultater på hvert eneste hul sammen for at vinde vinderne i hver række
  • Fortrinsret-tider – der er lavet nogle få ændringer om ved midddagstid og om eftermiddagen, så Herredagen har fortrinsret til tiderne kl. 12.30-13.00 og 14.00-17.15. Tiderne om morgen er de samme som sidste år. Herredagens spillere har fortrinsret til disse tider indtil 96 timer før – efter dette tidspunkt kan øvrige medlemmer booke sig ind på de ledige tider

Din score om onsdagen skal tastes ind samme dag. Det kan du gøre på den lille computer (laptop), der er sat op i restauranten. Senest tirsdag aften får du automatisk din 7-cifrede talkode på mail og SMS, og den kode skal du bruge, når du registrerer din score på spilledagen. HUSK angiv turneringsform (stableford eller svensk slagspil).

Efter matchen skal scorekort også underskrives af spiller og markør og scorekortet lægges samme dag i Herredagens postkasse i klubhuset.

Her kan du læse mere om Herredagen – der er også information til nye, der ikke har været med før. Herredagen er åben for alle mandlige fuldtidsmedlemmer med et handicap på 36 eller mindre.

På Herredagens side kan du også se matchkalenderen og holde øje med, hvilke dage I spiller almindeligt stableford og hvilke dage, der er svensk slagspil.

Under Herredagen er der en underklub, Morgenherrerne. Alle morgenherrer skal også huske at tilmelde sig til Herredagen ved at betale de 200 kr. på ovenstående kontonummer. På Herredagens side kan du også læse mere om Morgenherrerne.

Ombygning af køkkenet i klubhuset er i fuld gang

Klubhuset er lukket på grund af corona-pandemi, men der foregår alligevel stor aktivitet derinde. Det skyldes, at køkkenet er ved at blive ombygget. Her kan du læse forpagter Peter Lassens beretning om, hvordan ombygningen går:

“Med indtræden i det nye år stod der køkkenombygning i kalenderen, både for januar og februar. Og det må siges, at nu er der ingen vej tilbage.

De udtjente maskiner er afhændet, installationer er afbrudt og der er brudt vægge ned. Der er officielt ikke mere køkken tilbage. På billederne kan man se den sørgelige forfatning, som rammerne er endt ud i.

Men jeg er nu ikke fortvivlet, jeg kender jo planerne og så er murerne i skrivende stund allerede ved at bygge de nye mure. Der kommer til at være nogle mere regulære rum og arbejdsrytmen får meget bedre vilkår.

Der bliver også lavet en ny bagindgang til køkkenet, så bygningens bagdør ikke er det første man ser, når man kommer ned fra parkeringspladsen. Vi får altså ændret det, som vittige tunger omtaler som en model af en fornærmet kat…

Med alt der (foreløbig) går som planlagt, ser vi frem til at kunne flytte ind d. 1. marts og forhåbentligt kunne åbne køkkenet en uges tid senere. Det kræver selvfølgelig, at de nugældende restriktioner er afviklet, men mon ikke vi kan tillade os en anelse optimisme?

Jeg har sammen med mine medarbejdere forberedt menukort til forår/sommer, samt opdateret vores selskabskort og ikke mindst forberedt en del forskellige arrangementer. Sidstnævnte bliver dog først meldt ud, når vi kender noget mere endeligt omkring restriktioner – i hvert fald skal vi have hævet forsamlingsforbuddet.

Vi ser i hvert fald frem til et snarligt gensyn med jer alle.”

Peter Lassen

Restaurant Birdie

Erfaren golfbane-bygger bag Roskildes nye 9 huls bane

Han startede som helt almindelig landmand med ekstra speciale i kloak og dræning, men er i dag også en meget erfaren golfbane-bygger. Og nu skal han stå for Roskilde Golf Klubs nye 9 hullers bane.

Lars Thygesen er nabo til Smørum Golfklub, og da den i 1998 havde brug for noget gravearbejde i forbindelse med en udvidelse, spurgte de Lars, om han kunne hjælpe. Gravearbejdet blev udvidet til flere og flere opgaver, og det endte med, at Lars og hans medarbejdere var med til at bygge både en 9 huls ekstra sløjfe til klubbens store bane plus en 9 hullers intermediatebane. Siden har han bygget en hel del golfbaner og lavet større og mindre projekter i endnu flere. Det gælder også her i Roskilde, hvor han blandt andet har anlagt flere teesteder, puttinggreenen, drivingrange, parkeringspladsen, gulvet i bagrummet, søen ved hul 1 og hul 1 + 9 på par 3 banen.

Nu skal han i gang med klubbens erstatning for par 3 banen – en ny 9 hullers bane, der forhåbentlig bliver helt færdig i foråret 2022.

 

Starter i april 2021

De første måneder af 2021 kommer der dog ikke til at ske det store. Først efter 1. april – og afhængig af vejret – begynder der at dukke maskiner og folk op til det store baneprojekt.

“Vi kan måske godt lave lidt omkring fældning af nogle træer her i vintermånederne, hvis det kommer frost igen, men der bliver ikke noget med at køre med maskiner på arealet, mens det er så vådt, som det er lige nu. Det vil blot ødelægge jordens struktur og gøre, at det kommer til at tage endnu længere tid at få græs til at gro ordentligt. Derfor venter vi med at gå i gang, til vi er kommet længere hen på foråret,” fortæller Lars Thygesen.

Sammen med chefgreenkeeper Nick Bosholdt var han i midten af januar på en banevandring på det nye areal. Her fik de talt om forskellige praktiske foranstaltninger fx omkring kørsel og parkering af maskiner, når arbejdet går i gang.

Der bliver brug for 2-3 gravemaskiner, en rendegraver, 2-3 traktorer og diverse vogne, så der bliver fuld aktivitet, når først arbejdet går i gang. Der skal graves jord, fjernes sten og køres store mængder af drængrus og vækstlag til greens og teesteder (en blanding af sand og kompost). En del af kørslen kommer til at ske på stien bag ved greenen på hul 1 på 18 hullers banen, så i en periode bliver gående dirigeret væk fra denne sti for ikke at skabe situationer, hvor maskiner og gående kommer for tæt på hinanden.

 

Fleksibel entreprenør – spil og byggeri samtidigt

“Vi glæder os rigtig meget til, at arbejdet går i gang. Det bliver spændende og vi kan mærke, at medlemmerne også glæder sig til, at den nye bane kommer. Vi har jo haft gang i planlægningen længe, så vi tror, der er styr på det meste, men vi kommer også til at tage mange konkrete beslutninger, efterhånden som projektet skrider frem. Heldigvis har vi en god aftale om de overordnede rammer, og en af styrkerne ved Lars er også, at han er vant til at være fleksibel. Det får vi brug for – ikke mindst, fordi vejret jo er omskifteligt,” siger chefgreenkeeper Nick Bosholdt og Lars Thygesen supplerer:

“Jeg er jo vant til at lave arbejde på golfbaner, mens der samtidig bliver spillet. Sådan vil det også være i perioder i Roskilde. Vi kommer til at lukke nogle huller i nogle perioder, men generelt er det jo tanken, at man kan spille på de fleste af de nuværende huller på par 3 banen, samtidig med at vi bygger den nye bane. Først når den nye bane er færdig, fjerner vi de gamle greens.”

På arealet, hvor der i dag er hul 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 8 på par 3 banen, kommer der i fremtiden kun til at være to huller. På arealet op af bakken bag ved par 3 banen kommer der fem nye huller. Dertil kommer hul 1 og 9, som bliver hvor de er i dag. Skråningen på bakken op til det nye baneareal ser umiddelbart svært tilgængelig ud set med golf-øjne, men oppe på toppen gemmer der sig et flot, åbent og relativt fladt areal fint egnet til en golfbane.

 

Åben bane med flot udsigt

“Der er en rigtig god udsigt heroppe fra, men det er også så åbent, at vinden får godt fat. Og her om vinteren er der ekstra koldt heroppe på toppen. Men vi har også lavet en beplantningsplan og hen over årene vil der sikkert komme flere træer til,” fortæller Nick.

Fra det nye baneareal har man bl.a. en flot udsigt over den nuværende bane og man kan også se klubhuset.

De medlemmer, der i midten af 1970’erne var frivillige hjælpere, kan berette om mange dage og timer, hvor de var med til at anlægge banen, herunder indsamle sten. Nu bliver alt dette arbejde klaret af maskiner og betalt arbejdskraft, men der har været frivillige fra bestyrelse og udvalg inde over planlægningen af hele projektet.

“Jeg regner med, at vi kommer til at bruge fire dage alene på at indsamle sten, og når vi har gjort det, fræser vi resten ned, så vi efter færdiggørelsen ikke får sten til at “kravle” op af jorden,” siger Lars Thygesen.

 

Større greens og tre par 4 huller

Banen bliver med tre par 4 huller og seks par 3 huller. Der bliver opbygget greens med en størrelse, der i gennemsnit svarer til greenen på hul 3 på den store bane, nogle lidt mindre, andre lidt større. Men de bliver anlagt som helt normale greens, og ikke som i dag på par 3 banen, hvor flere af greens er hævet over fairway.

Kun hul 1 forbliver uændret. Alle øvrige steder kommer der nye greens – også på hul 9, hvor den nye green bliver anlagt lidt bagved den nuværende green, så hullet bliver en anelse længere.

Banen bliver samlet kortere end både for-9 og bag-9 på den store bane. Ambitionen er nemlig, at banen – udover begyndere, juniorer og ældre – også skal kunne bruges af spillere, der vil bruge kortere tid på at tilbagelægge en runde på ni huller.

Anlægsarbejdet kommer også til at omfatte dræning og vandingsanlæg ved teesteder og greens.

 

På billederne er der Lars Thygesen til venstre og Nick Bosholdt til højre.

 

Læs mere:

 

Ny lokalregel – drop med to strafslag ved out of bounds

Roskilde Golf Klub indfører i 2021 en ny lokalregel, der giver mulighed for at spille videre, hvis din bold er out of bounds eller mistet og du ikke har slået en provisorisk bold.

Det er de nye generelle golfregler, der trådte i kraft 1. januar 2019, der nu afstedkommer denne ændring. Golfreglerne gav klubberne mulighed for at indføre denne lokalregel. Det gjorde vi i Roskilde ikke i starten, men nu har klubben besluttet at gøre det samme som flertallet af danske klubber, nemlig at indføre denne særlige lempelsesregel.

Intentionen bag reglen er, at spillet skal glide lidt hurtigere.

Det koster imidlertid to strafslag at droppe efter den nye lokalregel, så for de fleste spillere er reglen ikke nogen fordel. Men det kan betyde, at man kan komme hurtigere videre, hvis bolden uventet er out of bounds eller er mistet andre steder på banen.

 

Den nye regel kort fortalt med eksempler:

  1. Hvis du slår bolden out of bounds, fx på hul 3, så kan du droppe bolden to køllelængder ind på fairway ud for det sted, hvor bolden er røget out of bounds. Herefter skal du slå dit fjerde slag
  2. Reglen kan også bruges, hvis du mister din bold, fx hvis du på hul 12 i dit udslag slår bolden ind i rækken af træer og buske mellem fairway på hul 12 og hul 18. Så kan du droppe ud på fairway ud for det sted, hvor du skønner, at bolden er forsvundet. Og herfra må du så slå dit fjerdeslag. Reglen gælder kun, hvis du ikke finder bolden. Finder du bolden, så skal du droppe ud, gå tilbage i flaglinjen eller slå en ny bold der, hvor du kom fra

Den nye lempelsesregel gælder ikke:

  • hvis du slår bolden ind i et strafområde, med røde eller gule pæle
  • hvis du finder din bold (dog ikke ved out of bounds)
  • hvis du har slået en provisorisk bold

I disse tilfælde gælder de generelle drop-regler.

 

Lokalreglen er i Roskilde kort formuleret på denne måde:

Drop bold på fairway ved bold out of bounds eller mistet

Når en bold er out of bounds eller mistet, må spilleren med to strafslag efter standard lokalregel E-5 droppe en bold indtil to køllelængder inde på hullets fairway, ikke nærmere hullet, end hvor bolden krydsede out of bounds grænsen eller skønnes mistet.

(“Fairway” er græs i det generelle område, klippet til fairwayhøjde eller lavere, inkl. hullets tee-områder).

Lokalreglen gælder ikke når bolden er i et strafområde, eller for den oprindelige bold hvis spilleren har spillet en provisorisk bold fra forrige sted.

 

Her finder du Roskilde Golf Klubs lokalregler – herunder den fulde beskrivelse af den nye lokalregel

 

Info til Golfdanmark om Roskildes udvidelsesplaner

På Golf.dk kan man lige nu læse en historie, hvor formand for Roskilde Golf Klub, Kim Møller Behrend, forklarer resten af Golfdanmark om den kommende udvidelse af par 3 banen til en intermediatebane.

Projektet i Roskilde er et af i alt 41 baneudviklingsprojekter, som Dansk Golf Union har registreret, at klubberne har gang i rundt om i landet. Stigende medlemstal og måske nogle års efterslæb har gjort, at mange klubber har forskellige projekter i gang.

Til Golf.dk siger Kim Møller Behrend bl.a.:

“Roskilde er en af de klubber i Danmark, der har det største spillemæssige pres på sin 18-hullers bane, og med den nye intermediatebane vil vi skabe et tilbud til ældre, juniorer, begyndere og dem, der gerne vil gå ni huller på 1,5-2 timer. Herved håber vi også at lette presset lidt på 18-hullers banen.”

En af de kommende dage vil vi her på hjemmesiden fortælle mere om udvidelsesplanerne i form af et interview med den entreprenør, der skal lave arbejdet.

Indtil da kan du læse nyheden på Golf.dk her.

Nyt kapitel tilføjet – læs hele klubbens historie

Så er 2020 føjet ind på siden med klubbens historie. Nok engang er det Henning Jensen, der har samlet op på året, så vi år for år kan følge, hvordan det er gået i Roskilde Golf Klub. 2020 blev meget speciel på grund af corona – men der blev også ladet op til et stort 2021 med forberedelse af den nye 9 hullers bane og ombygning af køkkenet i klubhuset.

Her kan du se siden med klubbens historie.

Har du billeder eller historiske detaljer/beretninger, der ikke er med på siden, så tag gerne kontakt til webmaster. Især i starten af klubbens historie er detaljegraden ikke så stor, så det vil være dejligt med flere oplysninger.

Roskilde Golf Klub fylder 50 år i 2023.

 

Billeboer, sådan bliver de lavet – se instruktionsvideo fra Roskilde

I et halvt år har Marie Bøge haft et praktikophold i Dansk Golf Union og i Roskilde Golf Klub med fokus på biodiversitet. Nu har Marie afsluttet sit praktikforløb – og det har hun blandt med at lave en manual og en video omkring opbygning af særlige bosteder til truede billearter. Vi har tidligere omtalt projekter, men herunder kan du nu se instruktionsfilmen.

Marie er i lidt af et dilemma, da corona har forhindret hende i at besøge forskellige golfklubber for at fortælle om projektet. Derfor er hun afhængig af, at klubberne rundt om i Danmark får mere at vide om projektet på anden vis. Kender du natur-interesserede i andre klubber, må du derfor gerne give tippet videre.

Natur- og miljøudvalget i Roskilde planlægger i øvrigt endnu flere billeboer rundt om på vores bane.

Her finder du link til Maries manual til opbygning af et billebo.

Herunder kan du se instruktionsfilmen.

 

Læs mere:

Huske-skilte: Hold afstand og maks 5 personer sammen

Så er der sat skilte op ved hul 1, ved baghallen og ved hul 12, hvor der er toilet og nogle gange åben i kiosken. Skiltene skal minde os alle om, at vi skal holde to meters afstand og at vi maksimalt må være fem personer sammen. Vi skal derfor ikke stå i en større gruppe, hverken ved første tee og heller ikke, hvis der holdes en lille spise- eller tissepause ved hul 12.

Stemningsbilleder fra en snefyldt bane

6. januar blev banen drysset med sne – og her kommer så nogle stemningsbilleder fra en meget smuk vinterbane. Der er også lidt inde fra klubhuset, hvor køkkenet nu er ryddet og klar til de kommende måneders ombygning. Roskilde Golf Klubs “hus”-svaner er stadig i området. Det forlyder ellers, at de har været væk i 1-1½ måned, men nu er de tilbage. De bankede hul i den tynde is i den lille sø på hul 11 og gik så i gang med at dykke efter mad. På billederne er der fire unger sammen med de to svaner – det kunne tyde på, at en enkelt unge er gået til, for tidligere på året var der fem. Man kan undre sig over, at de ikke flyver til varmere himmelstrøg, men indtil videre holder de fast i deres sommer-tilholdssted. På marken over mod Boserup skov havde en hær på flere tusinde gæs slået sig ned, så der er andre, der er blevet i Danmark.

Flere skiløbere benyttede lejligheden til at løbe en tur i området – deriblandt RGK’s egne medlemmer, Gunvor Jensen og Steen Dahl. Det var dog lidt vanskelig sne at løbe på – måske var der lidt for meget tø i luften.

Vinterbane åben – klubhus og proshop lukket – hold afstand

Restriktionerne i forhold til corona-pandemien, som lige nu gælder til og med søndag den 28. februar 2021, giver ikke de store ændringer i Roskilde Golf Klub. Klubhuset vil fortsat være lukket. Restaurant Birdie må ikke modtage gæster, men må stadig sælge take away. Proshoppen skal holde lukket.

Der er dog kommet et forsamlingsforbud på 5 i stedet for 10 og ekstra krav om at holde afstand – fra 1 til 2 meter. Det skal vi være specielt opmærksomme på ved teesteder (ikke mindst hul 1) og på greens, men også i baghal, på drivingrange og andre steder, hvor vi traditionelt kommer tæt på hinanden. Afstandskrav på to meter og forsamlingsforbud på fem gælder derfor også, når/hvis Restaurant Birdie holder åbent for salg af pølser/bøfsandwich og drikkevarer i kiosken ved hul 12 samt besøg på toilettet samme sted. Dette toilet bliver i øvrigt rengjort hver dag.

Undgå også at røre ved flag, andre spilleres bolde, jern mv. – og gå hjem efter spil.

God fornøjelse med vinterbanen – heldigvis kan vi spille golf under disse kontrollerede forhold.

Her får du et overblik:

Bemærk, at forsamlingsforbuddet gælder overalt – hos os i golfklubben vil det altså sige på banen, ved klubhuset, i baghallen og på parkeringspladsen.

Lukningerne gælder til og med 28. februar 2021. Regering og sundhedsmyndigheder melder senere ud, om restriktionerne bliver forlænget.

Her finder du mere information om vinterbanen – herunder mulighed for at printe scorekort, se oversigtskortet og se, hvor mange slag du har på vinterbanen i forhold til dit handicap.