Author Archives:

Nattergal, stavtæge og supervejr til nattergaletur 2022

40 deltagere mødte op til årets nattergaletur på en smuk majaften mandag den 16. maj 2022.

Nattergalen svigtede ikke og mindst tre blev der hørt undervejs på turen, der bragte os omkring den nye bane og fortællingerne om de naturfremmende tiltag, der er og bliver gennemført på anlægget, f.eks. striber af nye blomsterbede i samarbejde med DLF Trifoleum, en ny bevoksning langs naboskellet og den store stenbunkes virke for insekter og krybdyr.

Videre til greenkeepergården, hvor en af redekasserne blev åbnet og vi kiggede ind i skovspurvens store rede med strå og fjer fra naboens høns og berettede om arbejdet med fuglekasserne.

Ved hul 5’s vandhul havde vandgruppen ved Mogens, Henning og Marianne forberedt en større aktivitet, hvor mange deltagere med fangst-net bragte mange af den lille søs insekter op i de hvide plastikbakker. Der var bl.a. en flot stavtæge og seks store guldsmedelarver, der tilbringer tre år i vandet som glubske rovdyr, inden de kommer op og flyver i sensommeren.

Ved søerne mellem hul 10 og 11 så vi tre smukke taffelænder og så ud på den nyetablerede flydeø, som allerede har haft besøg af et par fjordterner.

Et smut ned ad naturstien ved hul 15 gav et kig ind i naturskoven i Rørmosen og der blev informeret om klubbens arbejde med verdensmålene. Det blev konstateret at mål nr. 5 om ”ligestilling mellem kønnene” til fulde var opfyldt på denne tur.

Aftenen blev på vanlig vis sluttet af med kaffe og kage, inden deltagerne blev opfordret til at lytte på hjemturen efter koret af løvfrøer, der kvækker syd for drivingrangen, hvor de begynder lige efter solnedgang.

Jan Eriksen

Her kan du se natur- og miljøudvalgets side.

Herunder kan du se billeder fra turen – tak til de forskellige fotografer, der har sendt billeder ind.

 

Eliteresultater fra 7.-8. maj 2022 – særlig fokus på seniorholdet

Årets første kampe for klubbens elitehold blev spillet i weekenden 7-.8. maj 2022.

Det er muligt at følge de enkelte holds detaljerede resultater via divisionsholdenes side, hvor der er visning af alle kampe, samlede holdresultater og individuelle præstationer. Her kan du altså dykke ned i, hvordan det er gået de enkelte hold.

Her er et overblik:

  • 1. holdet herrer taber begge dage
  • 2. holdet herrer vinder lørdag og taber søndag
  • 3. holdet herrer vinder lørdag og taber søndag
  • Dameholdet vinder begge dage
  • Seniorholdet taber lørdag og vinder søndag
  • Veteranholdet vinder begge dage

Nederst på siden kan du se holdfoto fra alle seks hold.

Der er kommet et detaljeret referat fra seniorholdenes kampe, så det bringer vi herunder.

7/5 The Scandinavian vs. Roskilde (Resultat: The Scandinavian 12 – Roskilde 1)

Den 7/5 markerede starten på dette års seniordanmarksturnering for Roskilde. Vi skulle til The Scandinavian og spille første match. Dagen startede gråt i Roskilde, men jo tættere vi kom på kampstart, blev vejret bedre og bedre og vi startede ud i supervejr, let vind og ”næsten” solskin. Vinden var kold, men ambitionerne varme, da Tutter startede ud i første match kl. 9.10.

Det var op ad bakke allerede fra starten da damesinglen havde 10 slags forskel i handicap til Scandinavians fordel og Tutters modstander startede med at flække fairway med et drive de fleste af herrerne ville være glade for at kopiere. Tutter kæmpede superflot, delte første hul og matchen bølgede frem og tilbage. Det blev ”kun” et 3/2 nederlag i en match, der var tættere end scoren tyder på. Der kunne sagtens have været point, med blot en smule mere held.

Herresinglerne fulgte efter og Michael, Kim, Johnny og Anders fik kamp til deres hår. På papiret var modstanderne godt matchet til Roskilde med cirka samme eller lidt lavere handicap.

Michael lagde for med en tæt match der gik hele vejen til 18ende hul, men som desværre fik det forkerte udfald. The Scandinavian New Course er en bane, der ikke tilgiver meget, men kampen i den første single gik ikke Michaels vej på trods af et heroisk forsøg!

Kim startede som lyn og torden og var 3 up undervejs. Godt spil undervejs og mange vundne huller blev desværre indhentet på sidste hul, og Kim sørgede for kampens enlige Roskilde point. Igen kunne der have været meget mere i det, men golf er jo som bekendt et ubarmhjertigt spil!

Johnny kæmpede hele vejen og var bagud hele vejen – dog uden at give op. Hver gang der blev puttet for par, puttede modstanderen for birdie og det er jo op ad bakke, når man hele tiden er et slag efter. Fornemmelsen var dog at der ikke var langt imellem de 2 spillere, men udfaldet og heldet var bare ikke med Johnny på denne runde. Der er meget at lære omkring placeringer på banen og de rigtige steder at slå hen på en bane som The Scandinavian og modstanderen var god til at slå ud af problemerne når de opstod. Johnny tabte 5/4.

Anders startede fint og var en op efter 1, square efter 4 og 5 ned ved turnen! 5 bogeys i træk blev straffet hårdt. Så Anders var 5 ned efter 9 og presset. Efter turnen blev der skruet op for spillet, men det var desværre ikke nok på trods af flere birdies og masser af pres på modstanderen på bagni. De sidste ni spillede Anders i par – men tabte matchen 5/4 da 14.hul blev delt i birdies.

Dagens sidste match var foursome med Menno og Trine. Denne match blev også tabt – dog først efter en omgang botanisering hvor hele banen blev undersøgt. Desværre er det umuligt at komme godt rundt på New Course hvis man laver fejl, da alle fejl bliver straffet virkelig hårdt. Foursomen blev også tabt, men der blev samtidig lagt i ovnen til store resultater i morgen den 8/5, når vi tager imod Furesø på hjemmebane og vi håber at møde endnu et hold, der matcher os på handicapniveauet og spillemæssigt også.

 

8/5 Roskilde vs Furesø – The team strikes back!

8/5 var anden turneringsdag i turneringen i år. Første gang på hjemmebane. Dagen startede med fælles morgenmad og stemningen var høj allerede kl. 7.30 med kaffe og croissanter. Igen denne dag var handicaps til modstanderens fordel i næsten alle matcher og det var således kun Anders der havde en modstander med samme handicap. Alle andre havde en del slag til deres modstander ifølge handicappet. Heldigvis er bolden jo rund og i golf kan alting ske!

Tutter startede ud som første damesingle kl. 8.50 og var åbenbart blevet godt og grundigt sur over det tætte nederlag i går. I dag sad slagene heller ikke perfekt – men hvad gør det, når man rammer flaget fra bunkeren allerede på første hul og holder det korte spil i gang hele vejen rundt? ”Driving is funny, but putting is money” og på trods af 50 meters forskel i drivinglængde holdt Tutter fast i det flotte korte spil og kørte en stensikker 4/3 sejr hjem over sin modstander.

I herresinglerne var Furesøs handicap i snit ca. 3,3. Det lignede altså at Roskilde skulle spille op til deres bedste for at kunne følge med.

Første single var Michael, som startede ud kl. 9.00. Michael var ude i en match, der bølgede op og ned de første par huller. Derefter begyndte Michael at trække fra og tre vundne huller i træk omkring turnen lagde kimen til en stensikker sejr med masser af pars undervejs og godt spil. Kampen var vundet allerede på 14. hul og det var en god skalp at tage!

Kim var næste single, og efter det enlige point fra i går var forventningerne høje. Kampen startede da også ud med en klassisk ”En til dig, en til mig” start som så mange matcher gør. Når man så ikke lige har det nødvendige held, og det er ens bold, der rammer træet og forsvinder mens modstanderen rammer samme træ og ligger spilbart er det svært. Kims modstander havde også en af de der dage, hvor alle de vigtige puts kom i og trak derfor langsomt fra omkring turnen. Til sidste endte det i en 5 ned/ 5 at gå dormy og så ved vi jo alle, at det er op ad bakke. Kim kæmpede til det sidste og vandt 14. hul, men måtte strække våben på 15.

Johnny havde gang i den i dag og spillede solidt og godt. Alligevel kom han bagud undervejs. Der blev brugt mange kræfter på at putte bolden helt op til hullet og det lykkedes ikke tit på de meget langsomme greens… Johnnys modstander havde også godt fat i putningen, men det var heldigvis ikke nok. Med solidt spil og gode pars, som modstanderen ikke kunne matche, kom føringen over på ret side og Johnny formåede at holde sammen på spil og nerver indtil der til sidst ikke var flere huller at spille om og en 2/1 sejr var en kendsgerning.

Sidste single var Anders. Efter det klare nederlag i går var der masser at revanchere i dag. Spillet var rigtig godt – inde i hovedet før starten gik… Da starten gik, var det dog med en kæmpe skovtur allerede på første hul. Men når man vinder første hul på en 6’er uden at have været på fairway en eneste gang kommer humøret alligevel et stykke op. Og lige så hurtigt ned igen, da Anders treputtede andet hul fra tre meter, mens modstanderen sænkede et indspil for en par og bragte matchen til all square. Hele tiden var det op og ned. Og hele tiden med masser af alt for korte put på de ujævne og langsomme greens. Anders 2 up efter 5. Furesø 2 op efter 12, square efter 15. Anders mistede dog smilet efter et drive i bunkeren på 16. lå i et æg, med et tabt hul til følge. 17. blev delt i par, og da modstanderen lavede birdie på 18. var løbet kørt og Anders tabte 0/2. Tæt og sjov match med godt spil undervejs.

Så altså tre singler til os – to til Furesø. Som så ofte før blev foursomen dermed afgørende for matchen. Gad vide om Menno havde tænkt sig at drive i alle træer på banen igen i dag?

Trine & Menno havde en del dårlige slag fra i går at se tilbage på. Denne skribent kan ikke lade være at tænke, at da Menno hakkede en hybrid i træerne mellem hul 1 og 2, var der en del eder og forbandelser der stod i kø for at komme ud! Da Trine så fulgte op med at ramme træerne igen og ende kort af åen i tre, var man jo ligesom kommet i gang! Heldigvis var der meget mere godt spil i dag end slag i træerne og Menno fik gang i driveren igen og kunne buldre den langt og lige på fairway mange gange. Hurtigt blev scoren til Roskildes fordel og den blev holdt der sikkert og uden problemer hele vejen. Selv om modstanderne forsøgte at trække tiden undervejs med langsomt spil og også afholdt lidt masterclasses i hvordan man kan bringe sin makker helt ud af det med dårlige golfråd, kom en stensikker 3/2 sejr i hus og skaffede os de sidste 3 point!

En dejlig weekend med masser af golf sluttede i højt solskin på terrassen og et alt i alt godkendt resultat for runden med en sejr og et nederlag. Næste runde er midt i juni, hvor der igen spilles lørdag og søndag, ude og hjemme.

Her er holdfotos fra 1. hold, 2. hold og 3. hold herrer, dameholdet samt senior- og veteranholdet:

Damespillere til regelundervisning ude på banen

Damedagen havde tirsdag aften den 3. maj 2022 en lærerig tur rundt på golfbanen med regeludvalget bestående af Lars Søndergaard og Jørgen Lindelius.

De forsøgte at besvare de spørgsmål vi i forvejen havde indsendt. Det handlede især om dropperegler de forskellige steder på banen, der jo nu udelukkende har røde markeringer ved vandstrafområder. Der blev også talt om drop i bunkers, ved veje og stier og ved unormale baneforhold. Meget om, hvor vi har reference punkt og ud fra det hvor vi må droppe. Et par hyggelige, men kolde timer. Stor tak til Jørgen og Lars.

På vegne af Damedagen

Birte Helbæk

PS: Regel- og handicapudvalget kommer gerne ud til andre grupperinger i golfklubben og fortæller om golfreglerne. Her kan du se siden med regel- og handicapudvalgets kontaktoplysninger.

På jagt efter nattergale og løvfrøer – naturtur 16/5 2022

Det er forår og der er nattergaletur.

Årets nattergaletur finder sted mandag den 16. maj 2022. Vi mødes ved klubhuset kl. 19 og går en rundtur på et par timer og slutter af med kaffe/the og kage.

På rundturen vil vi lytte og kigge efter fuglene på vores bane. Det er forår og tiden, hvor hannerne skal lokke hunner til og forsvare deres territorier med sang i forårsaftenen. Vi håber på at finde nattergalen, løvsanger, sivsanger, rødstjert og meget andet.

Vi vil berette om natur og miljøudvalgets arbejde med fuglene, insekterne, blomstermarkerne og vandet. Og som en ny aktivitet på turen i forhold til de tidligere år, vil vi på hul 5 fange og vise nogle af vandhullets insekter.

Måske vil løvfrøerne give lyd fra et af banens vandhuller. Lige nu er de meget aktive om aftenen ved vandhullet i hjørnet på Margrethehåbsvej på vej til og fra golfbanen.

På gensyn den 16 maj. Husk at tage varmt tøj på og medbring gerne en kikkert.

Henning Nordstrøm og Jan Eriksen.

Læs mere:

Klubhusets venner har været i gang med malerpenslerne

Klubhuset skal se ordentligt ud i forbindelse med 50-års jubilæet i 2023. Det var baggrunden for, at ad hoc udvalget – også kaldet “Klubhusets venner” – i denne uge havde sat hinanden stævne med malerpensler i hånden.

Træværk og stolper på og omkring klubhuset fik en omgang og det pyntede med det samme.

Klubhusets venner mødes hver 2. eller 3. uge og sørger for at luge ukrudt, feje og andre praktiske opgaver, der medvirker til, at området omkring klubhuset altid ser pænt og præsentabelt ud.

På billederne er det Henning Doktor, der maler stolperne ved indgangen og Ole Rye Jensen, der maler stolperne langs indgangs-fliserne.

Her kan du se, hvem der er med i ad hoc udvalget.

En ny ø har set dagens lys på golfbanen

Der er kommet en ny ø på Roskilde Golf Klubs bane. Den ligger i den store sø ud for teested 58 på hul 11. Det er en flyde-ø, som fuglekassegruppen under natur- og miljøudvalget har fået inspiration til fra Nationalpark Vadehavet. Det er håbet, at den kan fungere som yngleplads for ænder, strandskade eller fjordterne.

“Vores” søer er ejet af forsyningsselskabet Fors, som synes, det er en god ide at kunne medvirke til at øge biodiversiteten.

Selve øen flyder, da den består at polystyren omgivet af en kant af træ. Kanten er i to af siderne skrånende, så evt. unger eller ællinger kan komme op, hvis de er faldet i vandet. Øen er forsynet med to ankre, så de skulle ligge stabilt igennem ynglesæsonen.

Planen er at lægge i alt seks flydeøer ud i de firkantede søer og så må vi se hvad der sker.

På billederne (taget af Jesper Bluhme.) optræder Per Korsgaard (i båden), som har konstrueret øen, Jesper selv og undertegnede.

På vegne af natur- og miljøudvalget

Jan Eriksen

Hvor mange kan vi blive til 50-års fest i 2023- giv en melding nu

Skal du være med, når vi i 2023 samles til en gigantisk jubilæumsfest med god mad, masser af underholdning og et band, der spiller op til dans?

Vi skal fejre klubbens 50-års jubilæum og det skal ikke gå stille for sig. Men hvor mange har lyst til at være med. Et pejlemærke på antallet af deltagere er nødvendigt for at finde ud af, hvilke løsninger der skal arbejdes med for at få festen til at blive en succes. Bliver vi 100, 300 eller måske 500?

Der er nedsat et festudvalg – og de beder nu os alle om at gå ind og forhåndstilmelde os, hvis vi tænker at være med. Hverken pris eller program er fastlagt endnu, så det er ikke en bindende tilmelding. Det kommer først senere.

Festen kommer til at foregå lørdag den 15. april 2023.

Der er lavet en side, hvor du kan forhåndstilmelde dig. Spred gerne budskabet, så alle, der kunne tænkes at have lyst til at være med, får forhåndstilmeldt sig. Festudvalget vil gerne have en så præcis prognose som muligt.

Her er siden med forhåndstilmelding.

Billedet stammer fra klubbens 25-års jubilæumsfest i 1998.

Åbent hus for nye børn søndag den 15. maj kl. 10-13

Kender du nogle børn, som kunne have lyst til at lære at spille golf – eller som måske lige skal have et vink med en vognstang, at golf, natur og fællesskab vil være godt for dem?

Så se lige en gang på tilbuddet her:

Roskilde Golf Klub holder åbent hus for 3-16 årige børn søndag den 15. maj kl. 10-13.

Ungdomsudvalget er klar til at tage imod dig og pårørende mellem kl. 10 og 13. Uden tilmelding.

Du/I bliver vist rundt og får mulighed for at spille lidt, så du kan mærke, om golf er noget for dig.

Klubben byder på en is, sodavand eller lign. efter rundvisningen i klubben.

Du kan begynde at spille allerede fra 3-års alderen – og børnene bliver inddelt efter alder og spilleerfaring.

Vi tilbyder spil, træning, fællesskab, udeliv, sammenhold og natur.

Vil du vide mere, så ring og tal med en af vores trænere i proshoppen på tlf. 46 32 61 00.

Der kommer en annonce i Roskilde Avis i denne uge.

På billedet er det tre af vores nuværende juniorpiger, Vega Løye Gamst, Karoline Daugaard Andersen og Ditte Kofod Lundberg.

Nye markeringer på banen – se hvor og hvorfor

Når du kommer rundt på banen og du kommer til at slå lidt væk fra fairway, så vil det skarpe øje måske registrere, at der er kommet et par enkelte ændringer i forhold til markeringer af strafområder og out of bounds.

Som altid skal du bare følge markeringerne på banen, men herunder kan du se, hvor ændringerne er.

Det er baneudvalget samt regel- og handicapudvalget og chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der er blevet enige om disse ændringer.

  1. Alle sø-markeringer er fremover røde strafområder. Indtil nu har det været en blanding af gule og røde. De røde betyder, at du også kan droppe til siden (op til to køllelængder og ikke nærmere flaget)
  2. På hul 15 bliver der out of bounds hele vejen rundt langs skoven i venstre side – også bag blomsterbedet, som i dag er strafområde
  3. Bag ved greenen på hul 15 er der et område, hvor der bliver placeret opgravet jord fra søen på hul 14. Den er ved at blive fritlagt som led i et naturprojekt i samarbejde med Roskilde Kommune. Jorden bliver som nævnt placeret bag greenen på hul 15 og her vil det være et område ”under reparation” markeret med blå pæle med grøn top = tvunget frit drop uden for området, dog ikke nærmere flaget
  4. På hul 18 er der et vandområde og nogle træer i venstre side, der er i spil ved udslag fra teestedet. Her har der i et stykke tid været blå pæle med mulighed for drop, fordi der var mange huller i området. Disse pæle er nu fjernet, så nu skal vi spille bolden som den ligger – eller tage drop med strafslag. Der kan stadig være lidt huller, men der er altså ikke frit drop længere. Bemærk, at selve vandområdet stadig er out of bounds, så slå en provisorisk bold fra teestedet, hvis der er tvivl om, hvor bolden er landet

”Vi har lavet ændringen med de røde markeringer for at gøre det mere enkelt og nemmere at forstå reglerne – og det er i øvrigt efter anbefalinger fra Dansk Golf Union,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.
Og så repeterer vi lige reglerne for drop, når bolden er landet i et rødt strafområde:

Når det er en kendsgerning eller så godt som sikkert, at en bold er i rødt strafområde, og spilleren ønsker at tage lempelse, har spilleren tre muligheder, hver med 1 strafslag:

  • Spilleren kan spille en bold fra forrige sted
  • Spilleren kan tage lempelse på flaglinjen – altså droppe bolde på linjen mellem flaget og det sted, bolden krydsede grænsen til det røde strafområde – du kan droppe så langt tilbage, som du selv vil
  • Spilleren kan tage sidelæns lempelse. Referencepunktet for sidelæns lempelse er det skønnede punkt for, hvor bolden sidst krydsede grænsen til det røde strafområde. Lempelsesområdet er to køllelængder fra referencepunktet, ikke nærmere hullet, og kan være i ethvert område af banen, undtagen i det samme strafområde

Du kan også spille bolden som den ligger i strafområdet. Det koster ikke et strafslag.

NB: I strafområder er der ingen lempelse for unormale baneforhold, fæstet bolde eller uspillelig bold.

Baneudvalg og regel- og handicapudvalg har også drøftet andre tiltag, fx at få en lokalregel omkring klovspor i bunkers, men her viser det sig, at det ifølge golfreglerne ikke er muligt at lave en særlig regel, der kun gælder for bunkers. Et andet tiltag er også blevet droppet igen – nemlig en særlig lokalregel, som kan bruges om efteråret, når bladene falder af træerne og på visse huller gør det vanskeligere at finde bolden. Her er der så mange regeltekniske finurligheder, at det i praksis ikke er muligt at lave en let forståelig, rimelig og brugbar lokalregel.

På billedet er det Jørgen Oredsson, der har droppet fri af søen i hul 3.

Frivillige mexicanske spillere til fælles infomøde

Én gang om året samler bestyrelsen repræsentanter fra alle klubbens udvalg til en sammenkomst med spil, orientering og debat, så alle grene af klubbens store stab af frivillige via deres formænd har direkte kontakt med bestyrelsen og med hinanden.

2022-sammenkomsten blev holdt lørdag den 30. april og her var i alt 26 frivillige samlet. Der var repræsentanter for Herredag, Damedag, Seniorgolf, kaninudvalget, udvalg for let øvede, udvalg for prøvemedlemmer, ad hoc-udvalget (klubhusets venner), Optimister, Formiddagsgolfere, Præsidenterne, Den ultraseje Torsdagshyggeklub, natur- og miljøudvalget, byggeudvalget, rehab-golf-udvalget, boldsamlerudvalget, matchudvalget, Singlegolf, 50-års festudvalget, aktivitetsudvalget og baneudvalget.

Dagen startede med en omgang golf – ni huller og mexican scramble, hvor hvert hold på fire spillede sammen for at få de bedste scores. Holdene spillede hele tiden videre med den bedste bold, så der blev indleveret mange lave scores. Vinderholdet blev Jens Lærke-Møller, Flemming B. Nielsen, Ole K. Sørensen og formand Kim Møller Behrend. De gik hjem med en flaske vin hver – og der var også fire lodtrækningspræmier.

Derefter var der middag i klubhuset, en præsentation fra alle deltagere og nogle fælles informationer fra bestyrelse, byggeudvalg og sekretariat. Klavs Koefoed fra byggeudvalget fortalte om årets store fysiske omvæltning, ombygning af klubhuset, som efter planen går i gang til efteråret. Den store forandring bliver, at sekretariatet lukkes ned i en periode og at proshoppen også i en periode får betydeligt mindre plads og hen over vinteren også bliver lukket helt. Restaurant Birdie og køkkenet kan fortsætte ufortrødent – dog med en smule mindre plads, da der bliver dækket af ind mod hele ombygningsområdet. Der kommer mere information om det projekt, når detaljerne er faldet på plads.

Der blev også fortalt om 50-års jubilæet i 2023, og formand Kim Møller Behrend opfordrede alle udvalg og klubber i klubben om at komme med ideer til aktiviteter – det kan både være aktiviteter inden for de nuværende udvalgs regi eller noget helt nyt. Sekretariatet modtager meget gerne alle input.

På mødet blev der også talt om kommende aktiviteter på 9-huls banen, Skjoldungen og fremtidige fordeling af aktiviteter og fortrinsretter på både Store Skjold banen og Skjoldungen.

Sidst på året bliver der holdt endnu et arrangement for frivillige i klubben – og til den tid bliver alle frivillige indbudt. Her bliver der hygget og spillet golf. Er du frivillig i klubben så notér datoen: Lørdag den 22. oktober.

”Jeg er rigtig glad for at vi i Roskilde Golf Klub har en god og solid kultur for det frivillige arbejde, hvor rigtig mange medlemmer ønsker at deltage aktivt i klubbens udvikling. Det viser sig også i relation til bestyrelsesarbejdet, hvor vi trods løbende mindre udskiftninger formår at udskifte det ene dygtige bestyrelsesmedlem med det næste,” siger formand Kim Møller Behrend og tilføjer:

”Når det er sagt, så har vi pt. også områder, hvor vi mangler gode kræfter. I matchudvalget kunne vi godt bruge 4-6 nye medlemmer, I baneservice og vores nye starterservice er der ligeledes behov for gode kræfter til at sikre en god oplevelse på banerne. Filosofien er, jo flere vi er om de enkelte opgaver jo hyggeligere og nemmere er det. Meld ind til sekretariatet hvis du vil være en del at det frivillige i Roskilde Golf Klub og yde en indsats sammen med omkring 160 andre frivillige.”

Læs mere:

Herunder er der fotos fra arrangementet den 30. april, hvor alle udvalg stillede med 1-2 formænd eller formandssubstitutter.