Author Archives:

Jysk match med 134 deltagere – se vindere og billeder

Søndag den 28 april blev sommersæsonen startet med åbningsmatchen sponseret af Jyske Bank. Se masser af billeder længere nede.

Matchen blev som noget nyt i år afviklet med 2 x gunstart. A-rækken kl. 8 og B rækken kl. 12.30.

Der deltog i alt 135 medlemmer i et rigtigt forårsvejr uden regnbyger som DMI ellers havde forudsagt. De sidste spillere var i klubhuset kl. 17 til spisning og præmier.

Vinderne blev:

A-rækken

  1. Johnni Kristiansen, 42 point
  2. Andreas Frandsen, 40 point
  3. Jan Birger Nielsen, 38 point
  4. David Mendelovitch, 38 point

Længste drive på hul 18

  • Damer: Celine Donstrup
  • Herrer: Lucas Mannich

Nærmest hul på hul 17

  • Asker Olesen 1,94 m

 

B-rækken

  1. Jon Hedenborg, 39 point
  2. Henrik Juul Børgesen, 37 point
  3. Kuno Kragh, 37 point
  4. Karsten Gynther, 36 point
  5. Lars Andersen, 36 point

Længste drive på hul 18

  • Damer: Anette Carlson
  • Herre: Henrik Hansen

Nærmest hul på hul 17

  • Søren Kåre Andersen 1,65 m

Matchudvalget

Divisionskampe i denne weekend

Efter weekendens åbningsmatch kan vi vel konstatere at sæsonen er skudt i gang, og det betyder også, at klubbens divisionshold i kommende weekend tager hul på en meget spændende sæson.

Efter en virkelig god træningslejr i Schloss Lüdersburg i begyndelsen af april, er de sidste uger gået med træning op til den kommende weekends kampe.

Vi har på herresiden fire hold, der skal i spil, og hvor vi på vores 1. hold har debut til Mads Vibe Hastrup og Lasse Sonne, spillere fra den øverste del af Danmarks golfelite og med meget erfaring. Ligeledes har vi på vores 2. hold come back til Morten Lund Solgaard og Martin N. Pedersen – spillere der repræsenterer flere klubmesterskaber i Roskilde.

Da vores juniorer er mange og med meget højt bundniveau har vi et 4. hold med i år – det betyder at vores 3. og 4. hold består af lidt ældre spillere med en del divisionserfaring, og så nogle unge juniorer, der skal lære af de ældre.

Inden weekenden er optimismen derfor stor – vi mener virkelig at have et 1. hold, der kan spille med i toppen af rækken, ligesom vi har forventning om at 2. holdet og gerne et af de to sidste hold kan præstere så godt, at en oprykning er mulig, også selv om vi ikke kender spillermaterialet hos vores modstandere.

På damesiden ser sæsonen mere skeptisk ud. Vi har desværre en meget smal trup, og det at have mistet vores tidligere træner, Lena, er et stort tab for holdet, så det bliver en vanskelig sæson, som forhåbentlig vil resultere i at holdet kan klare sig fri for nedrykning, også selvom det kan blive svært.

Spilleprogrammet med første tee på hjemmebanen i Roskilde for den kommende weekend ser således ud:

Lørdag den 4. maj:

  • 08:00 – Veteranholdet mod Hillerød
  • 09:10 – 2. holdet (herrer) mod Smørum
  • 10:20 – 3. holdet (herrer) mod Smørum

Søndag den 5. maj:

  • 08:00 – 1. holdet (herrer) mod Royal Golf Club
  • 08:40 – Dameholdet mod Korsør
  • 09:30 – 2. holdet (herrer) mod Greve
  • 10:40 – 3. holdet (herrer) mod Brøndby
  • 11:50 – 4. holdet (herrer) mod Dragsholm

Begge dage åbner således mulighed for at se rigtig god golf på vores hjemmebane, og skulle man have lyst til at støtte klubbens hold, så er der her et par tips, til hvor man med fordel kan opholde sig, såfremt man ikke kun ønsker at følge en bold.

a) Udslag ved hul 10: Her kan man afdække afslutning på hul 9 og 11, ligesom udslag på hul 10 og 12
b) Green ved hul 6: Her kan man afdække afslutning på hul 6 og 8, ligesom udslag på hul 7 og 8
c) Udslag ved hul 13: Her kan man afdække afslutning på hul 12, 13, 14 og med kikkert eller et godt syn hul 15, ligesom udslag på 13, 14, 15 og 16

Så kom ud og støt holdene – det er aldrig kedeligt og det er ofte meget inspirerende.

Gerhard Klaschka
/divisionsholdene

Benzin-køb har givet 2700 kr. i klubkassen

En aftale med OK Benzin har nu resulteret i, at der for 2018 er kommet 2.689,72 kr. retur fra OK til Roskilde Golf Klub. Tak til alle, der har tanket – og bliv endelig ved, det kan mærkes i klubkassen.

Her kan du se siden, hvor aftalen står beskrevet. Det er nemt for alle at oprette sig – og på den måde hjælper du klubben uden selv at betale ekstra for benzinen.

På siden står der også noget om Foreningssalg.dk. Det er hjemmeside, der har til formål at støtte foreningslivet i Danmark. Der er p.t. indgået aftale med ca. 800 webshops, der alle giver et procentvis afkast til foreningen – hver gang der foretages en handel via Foreningssalg.dk.

Du har ingen ekstra omkostninger, når du handler via Foreningssalg.dk. På Foreningssalg.dk gælder samme vilkår, som når du handler direkte i butikken på nettet og der er selvfølgelig også de samme priser og tilbud.

Golfens Dag med hole in one

I godt golfvejr afviklede klubben den årlige Golfens Dag søndag. den 28. april. 55 forventningsfulde gæster mødte, heriblandt fem under 14 år.

De fik en rundtur af vore 18 frivillige hjælpere for at se vore faciliteter, fik undervisning i den mest elementære golfteknik og prøvede at spille første hul på par 3 banen.

En 50 meter lang ”nærmest hullet” konkurrence var også et tilbud. Den endte med en hole-in-one af en af gæsterne, som dermed vandt et gratis prøvemedlemskab, sponseret af Jyske Bank.

Efter strabadserne nød mange af gæsterne frokosten i det til lejligheden opsatte telt.

Alt i alt en god dag, som antagelig kaster 30 prøvemedlemskaber af sig. Tallet er endnu ikke endeligt.

Til slut mange tak til vore hjælperne.

Udvalg for prøvemedlemmer

Se billeder fra dagen herunder.

Fejl i Herredagens samlede resultater

Den 24/4 blev årets første match, hvor vi spillede på fuld bane.

Derfor er matchen opdateret i vores “Order of merit” konkurrencer. Desværre er der en fejl, så nogle af 2018 matcherne indgår i 2019 resultaterne. Vi er ved at kigge på, hvor fejlen er og håber snart, den er rettet.

Med ønske for alle om en god sæson.

Hilsen
Ole og Bjørn fra Herredagen

Golfens Dag for alle søndag den 28. april kl. 10-14

Vi holder åbent hus for alle potentielt nye medlemmer søndag den 28. april kl. 10-14.

Her kan du læse om dagen – herunder også om det prøvemedlemskab for 11 uger, vi tilbyder nye.

Lok meget gerne familie, venner, kolleger, naboer… til at komme ud i klubben.

Vi har også brug for hjælpere på dagen – her kan du læse mere.

Vi har også brug for medlemmer, der vil være mentorer for vores kommende prøvemedlemmer – her kan du læse mere.

 

300 gymnasieelever på besøg onsdag 24/4 kl. 9-13

Kære brugere af Roskilde Golf Klub onsdag 24. april.

Som en del af idrætsundervisningen i gymnasiet introduceres 3.g eleverne til forskellige idrætsmiljøer i byen.

Roskilde Golf Klub har accepteret, at eleverne fra Roskilde Gymnasium besøger klubben i tidsrummet fra ca. 9-13.

Der vil jo være en del mere uro på golfbanen, når ca. 300 elever kommer cyklende i hold fra alle retninger. Bemærk især dem, som kommer fra Boserupskoven ad stien fra greenkeepergården.

Det kan måske give lidt problemer ved udslag fra hul 1 og 10, men jeg beder om forståelse for arrangementet, og vil gøre mit til at det forløber så stille som muligt.

Nedenunder ses beskeden til eleverne:

Med venlig hilsen,

Solveig Kaas, Roskilde Gymnasium

  • Der er spillere der slår ud fra hul 1 og 10, og folk som putter på hul 11 og 18; støjende adfærd vil genere spillere på disse huller– så vær opmærksom på dette;
  • Pas på greenen – man må ikke slå putteren ned i greenen – laver man mærker i greenen, rettes græsset op så næste spiller får en jævn overflade.
  • Der er toilet og restaurant indenfor i klubhuset. Husk almen ”restaurant adfærd” af hensyn til de andre gæster

Utæt vandrør fik green til at hæve voldsomt

For to af klubbens golfspillere sluttede lørdag aften i påsken af med en meget usædvanlig oplevelse. På nærmeste hold så de greenen på hul 14 løfte sig efter et sprunget vandrør og et stykke tid var de bange for, at hele greenen ville blive ødelagt.

Se videoen her – og længere nede en video mere plus billeder fra reparationsarbejdet:

 

 

Det var Kim Birch Pedersen og Klaus Werner Rasmussen, der havde taget en sen eftermiddagstur – og Klaus fortæller her, hvad de så oplevede.

”Da vi nærmer os hul 14, kan vi se, at der er en bule på størrelse med en stor sofapude i venstre side af green og undrer os over, hvad det er. Da vi kommer derhen, kan vi så se, at bulen meget hurtigt bliver større og større og at der siver vand ud. Vandet hæver simpelthen greenen – og vi forsøger at prikke hul, så vandet kan komme ud, men der skal noget mere til, og den slags værktøj havde vi jo ikke med. Det var helt vildt, men på en måde også fascinerende.”

De to golfspillere var noget nervøse for, om greenen kunne blive helt ødelagt, og da de ikke havde telefonnumrene på greenkeeperne, ringede de til Ole Dahl, der på vej hjem fra Tyskland kunne give beskeden videre, så vicevært Ulrich Wesselhoff kunne styrte ud på banen og få lukket for vandet.

Se en video mere fra den usædvanlige oplevelse:

 

 

”Lige så snart det skete, kunne man se, at greenen sænkede sig stille og roligt igen, så det var godt, at han kom så hurtigt,” siger Klaus.

Greenkeeper Nick Bosholdt fortæller, at han har fået rigtig mange telefonopringninger, men at vi ikke skal være nervøse. Allerede her tirsdag morgen ser greenen nogenlunde normal ud igen.

”Vi har prøvet det før. Der var sprunget et vandrør i forbindelse med sprinkleren i det hjørne, og selv om det ser vildt ud, så retter greenen sig hurtigt op igen. Vi skal naturligvis ud og lave noget genopretning, men allerede her tirsdag morgen er greenen næsten normal igen,” fortæller Nick.

Her er en video fra genopretningen – det er greenkeeper Hans-Henrik Hagelund, der kører med maskinen.

 

 

Greenkeeperne har i øvrigt haft udfordringer med det automatiske vandingslæg, hvor de centralt kan styre vandingen af samtlige greens og teesteder. Der har været en kabelfejl i forbindelse med udgravning af en vandledning over til hul toilethuset på hul 12 her i vinter, og det er først nu i forbindelse med forårsvandingen, at det er blevet opdaget. Derfor skal greenkeeperne indtil fejlen er blevet repareret, ud på samtlige sprinklere for at tænde og efterfølgende slukke for vandet.

De normale sommerteesteder bliver i øvrigt åbnet nu – og det endda, selv om tørken i øjeblikket forhindrer græsset i at gro ordentligt.

”Det er tørt rigtig mange steder i Danmark, og det gælder også på vores bane,” fortæller Nick.

Her er billeder fra dagens genopretning: