Noah Westh-Buske vinder Møn Open efter dramatisk omspil

Den 15-årige Roskilde-spiller Noah Westh-Buske leverede en imponerende præstation, da han sikrede sig sejren ved U22 Møn Open efter et spændende omspil.

For blot to uger siden opnåede Noah en flot 4. plads i et stærkt svensk felt i Beddinge Sverige, og nu kunne han altså tage skridtet helt op på sejrsskamlen.

Efter 36 huller lå Noah ét slag efter Anton Maimann fra Dragør, mens han havde ét slag ned til landsholdskammeraten Christian Maack. Alle tre spillere leverede solidt spil, men Noah fik en stærk start på finalerunden og lagde tidligt pres på sine konkurrenter med gode drives og præcise approach-slag.

Efter seks huller i finalerunden havde Noah bragt sig i front med ét slag, men en ærgerlig bogey på 9. hul sendte føringen tilbage til Anton Maimann.

På bagni fortsatte det stabile spil fra alle tre, og inden sidste hul var Noah stadig ét slag efter.

På det sidste og afgørende par 5-hul slog Anton sit andetslag i bunkeren, mens Noah stod med et eagleputt fra cirka 20 meter. Noah sikrede sig en birdie med et sikkert to-putt, og da Anton missede sin birdieputt fra tre meter, måtte afgørelsen findes i omspil.

I første omspilshul ramte Noah igen fairway fra tee, mens Anton sendte sit drive i roughen og blev tvunget til at lægge op kort af green.

Noah udnyttede det til fulde og ramte green i to slag på par 5-hullet, denne gang til omkring seks meter fra flaget.

Anton formåede ikke at komme tæt nok på, og Noah kunne roligt sænke to putts for sejren.

Sejren markerer Noahs første ranglistesejr, og med triumfen indtræder han nu på den internationale amatørrangliste, WAGR (World Amateur Golf Ranking), et af hans store mål for sæsonen.

Et kæmpe stort tillykke til Noah med en stærk præstation og for at repræsentere Roskilde Golf Klub på fornemste vis!