For Noah Westh-Buske blev træningslejren med det danske landshold i Al Ain en oplevelse, han sent vil glemme. Allerede på første dag mærkede han, at han var landet et helt særligt sted.
På træningsgreen stod han pludselig med Nicolai Højgaard på den ene side og Nanna Koerstz Madsen på den anden. I det øjeblik gik det op for ham, at han nu var en del af noget, han tidligere kun havde set op til.
Udover at spille golf blev dagene i Al Ain også brugt på at stille masser af spørgsmål og suge stemningen til sig. Noah kom tættere på både amatører og professionelle på holdet og fik råd og input fra spillere, han tidligere har set på tv og fulgt med stor respekt. Overgangen fra at se op til dem til nu selv at være en del af gruppen gjorde oplevelsen ekstra speciel.
Forholdene var tæt på perfekte. Vejret var godt næsten hver dag, der blev slået Pro V1-rangebolde, og faciliteterne var i top. Akademibanen gav gode muligheder for at arbejde med wedge-spillet, og det var en klar fordel igen at være tilbage på græs med fokus på putningen.
Træningslejren i Al Ain blev ikke bare en lærerig oplevelse, men også en bekræftelse for Noah på, at han er på rette vej og en del af noget helt særligt i dansk golf.
Mads Viemose Larsen deltog også i Al Ain, og vi ser frem til at følge både Noah og Mads tæt i deres fortsatte udvikling.





