Roskilde Golf Klub havde for nylig besøg af tyske Petra Himmel, grundlægger af det internationale medie Golf Sustainable.
Fra Natur- og Miljøudvalget deltog Jan Eriksen sammen med Chefgreenkeeper Nick Bosholdt og Kommunikationsmedarbejder Nicklas Lykke Wæde. Besøget udviklede sig til en grundig rundvisning og en række gode samtaler om klubbens arbejde med biodiversitet og naturnære løsninger.
Jan Eriksen gav en klar gennemgang af udvalgets arbejde og de initiativer, der har formet klubbens retning:
- Natur- og Miljøudvalgets 15-årige historie og udvikling.
- Beslutningen for otte år siden om at gøre Roskilde Golf Klub til en FN Verdensmålsklub med fokus på mål 14 og 15 om livet på land og i vand samt mål 17 om partnerskaber.
- De årlige nattergaleture, som har tiltrukket flere frivillige og ført til etableringen af fire arbejdsgrupper: fuglekassegruppen, vandgruppen, lelauget og billebo-gruppen.
- Partnerskaberne med Nationalpark Skjoldungernes Land, Roskilde Kommune, Dansk Golf Union, DLF-Trifolium og flere organisationer.
- Gennemførelsen af klubbens Bioblitz i samarbejde med disse partnere, som resulterede i registreringen af 817 arter.
Under rundvisningen så Petra de mange konkrete tiltag på anlægget. Golfspillet fungerer side om side med naturen, uden at det ene går ud over det andet. Ved hul 4 og 10 står blandt andet et fugletårn doneret af Roskilde Kommune, som både medlemmer og lokale beboere bruger flittigt.
Langs stierne gennem områderne viste vi de opsatte insekthoteller, de 18 billekasser bygget af gamle træstammer, som besøgende kan læse om via oplysningsskilte og nogle af de 340 fuglekasser.
Petra har allerede udgivet sin første artikel om besøget, som kan læses her: https://golfsustainable.com/en/danish-golf-union-cooperates-with-danish-ornithologists-association/
Hun har også produceret en video på Facebook, hvor man kan se arbejdet med klubbens fuglekasser og få et indblik i den indsats, Natur- og Miljøudvalget lægger i deres pleje: https://www.facebook.com/reel/1339526277641571
Roskilde Golf Klub fortsætter arbejdet for at være et forbillede for naturvenlig drift i golf og besøget fra Golf Sustainable viser, at indsatsen bliver set og værdsat – også internationalt.








