Rimfrosten er kommet tidligere i år end forventet, så derfor er det vigtigt at tjekke hjemmesiden under “Banen i denne uge”, inden du kører hjemmefra.
Når græsset stadig vokser, kan rimfrost give skader på både teesteder, fairways og greens. Derfor kan banen ved rimfrost være lukket de første timer af dagen, indtil frosten er væk.
“Det er usædvanligt med rimfrost allerede nu, og netop fordi græsset fortsat vokser, kan det tage skade, hvis man går ud på det i frossen tilstand. Derfor kan vi blive nødt til at holde banen lukket, indtil rimfrosten er væk. Når vi senere når et punkt, hvor græsset ikke længere vokser, er det kun greens, der er sårbare, og her bruger vi midlertidige greens markeret med gule flag,” forklarer chefgreenkeeper Nick Bosholdt.
Vær opmærksom på, at greenkeeperne først kan melde ud om eventuelle lukninger, når det er blevet lyst. Kører du hjemmefra i mørke, kan du derfor risikere at møde frem til en lukket bane.

