Familiedag 2025 – fællesskab, leg og golf i solen

Søndag den 31. august dannede klubben rammen om årets Familiedag, hvor mere end 130 børn, unge og voksne deltog i en dag fyldt med smil, aktivitet og golfglæde. Vejret viste sig fra sin allerbedste side med sol og sensommerstemning, og allerede efter introduktionen kunne man mærke en god energi på anlægget.

Formålet med dagen var at give både nye og erfarne spillere en sjov og uhøjtidelig introduktion til golfens mange facetter. Programmet var tilrettelagt med fire forskellige poster, der gav deltagerne mulighed for at udfordre sig selv og hinanden på forskellige måder:

  • Driving range: Her var der fokus på de lange slag. Mange prøvede for første gang at ramme bolden med fuldt sving.
  • Indspilsområdet: Et populært område, hvor deltagerne kunne øve korte chipslag.
  • Putting green: Omdannet til en kreativ minigolfbane med en række sjove forhindringer. Børn og voksne dystede side om side, og her var både grin, koncentration og små sejrsjubel at spore.
  • Legeområdet: Et bevis på, at golf kan spilles på mange måder. Her skulle boldene blandt andet chippes i badebassiner med floorballbolde, der blev spillet tennisgolf og afprøvet andre alternative lege.

Dagen bød ikke kun på golfaktiviteter, men også på hyggeligt samvær. Afslutningen fandt sted i klubhuset, hvor der blev serveret pølser med brød. Her var der også plads til snakke, og mange var blevet bidt af golf. Flere deltagere fortalte, at dagen havde givet dem mod på at komme igen og udforske golfspillet nærmere.

Familiedagen blev en stor succes, både i antal deltagere og i den glæde, vi alle kunne mærke. Vi håber, at mange af jer fik øjnene op for golf som en sport, hvor der både er plads til leg, konkurrence og fællesskab.

En særlig tak skal lyde til de mange frivillige og vores engagerede juniorer, som hjalp med at guide deltagerne og skabe en god stemning hele dagen. Derudover en stor tak til ungdomsudvalget, som med stort engagement og omhu havde planlagt aktiviteterne og sørget for, at dagen forløb gnidningsfrit.

Vi glæder os allerede til næste års Familiedag, og vi håber at se mange af jer igen i klubben – klar til endnu flere oplevelser med golf.