Roskilde Golfklub vil gerne sætte fokus på de mennesker som yder en ekstra indsats for klubben!
Vi skylder meget til de frivillige kræfter, som hver dag er med til at skabe liv, sammenhold og aktiviteter i Roskilde Golfklub. Derfor lancerer vi nu et nyt initiativ: Månedens profil. Her hylder vi nogle af de mennesker, der gør en ekstra indsats for livet i klubben.
Den allerførste, vi sætter fokus på, er Ejvind Jensen – årets ildsjæl 2025 og formand for Seniorgolf.
73-årige Ejvind er formand for Seniorgolf og en bærende figur i fællesskabet
Når man spørger Ejvind, hvad der motiverer ham til at lægge så mange timer i klubbens seniorarbejde, er svaret enkelt: “Man får tonsvis tilbage. Folk er glade, og opbakningen er enorm. Det er glæden i sig selv,” siger han. Han er ikke meget for at fremhæve sig selv, men vil i stedet for gerne rose alle dem som hjælper ham i styregruppen.
Ejvind Jensen er født i 1951 og kom til Roskilde i 2015 sammen med sin kone Grethe. Allerede året efter blev de begge medlemmer i klubben og ikke mindst i Seniorgolf. “Vi havde tidligere været med i Kalundborg, og vi vidste, hvad det betød at være en del af det fællesskab,” fortæller han.
Tidligere bankdirektør, håndbolddommer og formand for utallige bestyrelser
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Ejvind hurtigt blev en central figur i Seniorgolf. Hans livslange erfaring med ledelse og foreningsliv har givet ham både værktøjerne og lysten til at tage ansvar.
“Jeg er vokset op med foreningslivet,” siger han. “Som bankmand og områdedirektør har jeg altid arbejdet med mennesker. Det ligger naturligt for mig at gøre noget for og med andre.”
Ejvinds CV er imponerende: tidligere divisionsdommer i håndbold i 17 år, bankdirektør med ansvar for 500 medarbejdere, erhvervsrådsformand og medlem af flere erhvervsbestyrelser og fonde – senest direktør for en erhvervsdrivende fond, der arbejder med iværksætteri indtil 2023 og igen fra oktober 2024 formand for en anden erhvervsdrivende fond i Odsherred.
Et levende fællesskab, fire årlige afslutninger og en dynamisk styregruppe
Ejvind var hurtig til at deltage i fællesskabet i senior golf, og da han tidligere havde været med til at arrangere turneringer på tværs af klubber, ville han fra start af gerne påtage sig et lignende ansvar i Roskilde, det blev til en særdeles vellykket tur til Sverige. Da den tidligere formand Poul Sarfelt besluttede sig at stoppe som formand i seniorgolf pegede pilen hurtigt på Ejvind.
Siden han blev formand for Seniorgolf i 2017, har Ejvind været med til at opbygge en unik klubkultur. Der er kvartalsvise turneringer, præmier, lodtrækninger, sociale matcher og ikke mindst masser af hyggelige stunder og samvær, både på banen og udenfor.
“Det er en stor glæde, at vi har så mange, der gerne vil være med og tage ansvar. Vi laver ligefrem stillingsopslag i nyhedsbrevet og folk reagerer på det, og har lyst til at hjælpe!” fortæller han.
Ejvind fremhæver også samarbejdet med greenkeeperne og klubhusets café: “Vi er virkelig privilegerede i Roskilde Golfklub. Peter i caféen gør et stort arbejde og det er en fornøjelse at have den samme restauratør i så mange år.”
Ture, traditioner og en Pedro-pokal
Der er ingen tvivl om, at Ejvind holder af det sociale liv i klubben. Han fortæller med stor varme om en af de første ture, for Seniorgolf til Arasløv i Sverige:
“Vi lavede et kæmpe langbord ude i skoven, sang sange og fortalte historier. Det var en af de oplevelser, der viser, hvad klubfællesskab kan være,” siger han.
I dag spiller Seniorgolf også på den nye bane, Skjoldungen, og derudover er der ugentlige matcher og arrangementer med præmier og højt humør. Inden for gruppen cirkulerer også den legendariske Pedro-pokal givet videre fra én deltager til en anden ved hvert kvartal. “Det skaber noget helt særligt,” siger Ejvind.
Årets ildsjæl 2025: en æresbevisning til hele Seniorgolf
Ejvind blev kåret til årets ildsjæl i Roskilde Golfklub 2025 – “Det er en æressag,” siger han beskedent. “Men det er ikke kun mig. Vi er et team, der driver Seniorgolf sammen, prisen er til os alle sammen.”
Hans håb er at sikre en god overgang, når tiden engang kommer til at skulle give stafetten videre. “En formand skal jo ikke sidde til evig tid,” siger han med et glimt i øjet. “Men indtil videre glæder jeg mig over alt det, vi har skabt.”
Fra Kalundborg til Spanien og mere golf med konen fremover
Ejvind begyndte at spille golf i 1993 faktisk var det en gave fra hans kone efter mange år med håndbold. Siden da er det blevet til spil i både USA, Spanien og på utallige danske baner. Dog er det ikke så tit at han får spillet sammen med sin kone Grethe, det vil han gerne lave om på.
Golfen er blevet en naturlig del af livet, et sted for venskaber, aktivitet og fællesskab: “Golf er en sport, man kan dyrke hele livet. Uanset om du er elitespiller eller nybegynder, så er du med. Og du er altid ude i vor herres friske natur.”
Tak, Ejvind – og tak til alle jer, der løfter fællesskabet
Ejvind er en kulturbærer i klubben og med sin dybe erfaring, sin tid og sit engagement har han været med til at skabe et unikt fællesskab i Roskilde Golfklub. Hans fortælling viser, hvad frivillighed og vedholdenhed kan føre til, da jeg går rundt med Ejvind i klubben, er der heller ikke andet end rosende ord fra medlemmer, som gerne vil anerkende hans store arbejde for klubben.
Tak, for dit engagement Ejvind og tak til hele Seniorgolf.


