Der er desværre behov for at gentage nogle helt basale retningslinjer for fællesskabet på banen. De fleste gør det rigtige, men nogle få ødelægger det for flertallet – og det skal stoppe nu.
Rangebolde hører ikke til på banen!
Det er ikke tilladt at spille med rangebolde ude på banen. Alligevel ser medlemmer dem jævnligt på Store Skjold. Har du fundet en rangebold? Så aflever den, spil ikke videre med den. På indspilsområderne skal du bruge dine egne bolde. Bruger du alligevel rangebolde her, så saml dem op og læg dem pænt på plads bagefter.
Brug klokkerne – de er ikke til pynt!
Klokkerne findes på udvalgte huller for en grund: sikkerhed og flow. Når du har slået, brug klokken, giv den et ordentlig slag – det skaber tryghed og reducerer ventetiden for spillerne bag dig. Det tager to sekunder, men betyder alverden.
Riv efter dig i bunkeren – hver gang!
Du skal rive efter dig i bunkeren. Ser du en medspiller glemme det? Mind dem venligt om det. Det handler om respekt for banen og dine medspillere. Vi vil i næste uge lave en kort video, hvor vi vil vise hvordan man river bunkeren, efter et besøg.
Buggykørsel for tæt på greens og tee-steder
Vi ser desværre stadig buggykørsel helt op omkring greens og teesteder. Det slider unødigt på områder, der skal holdes i topstand. Hold afstand og respekter markeringerne. Det gælder alle, uanset om du er nybegynder eller lavhandicapper.
Vi er fælles om at holde banen i god stand og skabe en god oplevelse for alle. Så lad os tage ansvar, mind hinanden om det, når det glipper. Tak for din hjælp og opmærksomhed.

