Referat fra årets generalforsamling i Roskilde Golf Klub torsdag d. 31. marts 2025. I alt 63 medlemmer deltog og medbragte 3 fuldmagter.
Her finder du en pdf af det godkendte referat:
Der blev budt velkommen af bestyrelsesformand Flemming B. Nielsen, som efterfølgende bad om ét minuts stilhed til minde om medlemmer/golfkammerater, der er faldet bort i det forgangne år.
Punkt 1 – Valg af dirigent
Advokat Rune Tarnø fra NJORD Law Firm, stillede op som dirigent og blev valgt uden modkandidater.
Han konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen, inklusive alt tilhørende materiale, var sket jævnfør klubbens vedtægter, og at generalforsamlingen således var rettidigt indkaldt og beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne.
Det blev samtidig gjort klart at eventuelle vedtægtsændringer skulle ske med 2/3-dels flertal blandt de fremmødte + fuldmagtsstemmer.
Punkt 2 – Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed
Flemming B. Nielsen gennemgik beretningen for året der er gået i Roskilde Golf Klub, og sluttede af med at takke medlemmerne for deres tilgang og indsats, samt de ansatte for at have et stort fokus på at gøre klubben til medlemmernes og regionens foretrukne.
Bestyrelsens beretning fra generalforsamlingen er vedhæftet referatet.
De enkelte udvalgsberetninger findes på klubbens hjemmeside under ”Generalforsamling 2025”.
Punkt 3 – Den reviderede årsrapport til godkendelse
Flemming B. Nielsen gennemgik årsregnskabet, som viste et overskud på kr. 303.000 mod forventet kr. 375.000.
Det lavere overskud skyldes primært nedgang i indtægter fra kontingenter og sponsorer, hvorfor netop disse områder får et specielt fokus i 2025 og fremover.
At nedgangen i indtægter ikke slog mere igennem på bundlinjen, skyldes primært at effektiviteten af det nye maskinel slår igennem og kræver mindre vedligeholdelse. Desuden var vi i 2024 forskånet for større nedbrud på vandingsanlæg og bygninger og benyttede mindre ekstern arbejdskraft end budgetteret. Endelig betød vejret en del for driften, bl.a. da god og konstant vækst i græsset gjorde planlægningen af greenkeepernes arbejdsopgaver nemmere og mere forudsigelige.
Regnskabet blev vedtaget uden yderligere kommentarer.
Punkt 4 – Budget for det kommende regnskabsår samt fastsættelse af medlemskontingent.
Flemming B. Nielsen gennemgik i samme forløb budget for 2025, som viser et overskud på kr. 301.000.
Klubben er i dialog med vores realkreditinstitut om muligheden for at låne i friværdien på vores bygninger, og hvis det falder på plads, vil der blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for en godkendelse af dette.
Et eventuelt lån vil delvist blive brugt til at bringe klubbens kassekredit ned på et passende niveau, dels på investeringer der har fokus på at øge standarden på klubbens primære produkter, nemlig bane og træningsfaciliteter.
Fra Grethe Kjølby var der spørgsmål til hvordan en forventet indtægtsstigning i 2025 i forhold til 2024 skulle hænge sammen, hvortil der blev svaret, at et øget fokus på indtjening generelt skal sikre den forventede indtægtsstigning.
Hans-Henrik Bülow roste indledningsvist bestyrelsen for at have ”rebet sejlene” i 2024, så en lavere indtjening blev modsvaret ved passende besparelser, men var samtidig tvivlende over for om de forventede indtægter nu kunne holde i virkeligheden.
Daglig leder, Jesper Wedersøe, svarede at det netop skulle være en generel indsats på alle indtægtsområder, der skulle gøre det muligt at komme i mål. Det betyder også, at områder som greenfee, der tidligere ikke har været et prioriteret indtægtsområde, nu også skal promoveres på et passende niveau.
Kontingentforhøjelse for 2026 blev jf. praksis foreslået til at være 2%, som er nettoprisindekset for perioden december 2023-december 2024.
Indskud fastholdes til 0 kr.
Nedenstående kontingentsatser for 2026, samt budget for 2025 blev godkendt med applaus.
Inden pausen skulle Årets Ildsjæl kåres.
Det blev til stående klapsalver Formand for Seniorgolf, Ejvind N. Jensen, som fik overrakt ”pokal” og blomster.
I sin takketale nævnte Ejvind N. Jensen, at han, modsat mange tidligere modtagere, synes at ”pokalen var smuk”, og takkede for æren over at blive nomineret og valgt.
Punkt 5 – Forslag fra bestyrelse og medlemmer:
Der var ikke modtaget forslag fra medlemmerne, men bestyrelsen havde 2 forslag til vedtægtsændringer.
Forslag fra bestyrelsen om ændringer i ”antal medlemmer medlemskategori A+D maksimalt må udgøre 1.000”.
- Bestyrelsen foreslår, at det fremover alene skal være medlemsgruppe A, fuldtidsmedlemmer, som skal udgøre det maksimale antal.
- Ændringen blev begrundet med risikoen for at ungseniorer (medlemsgruppe D) kommer til at udgøre en større del af det maksimale antal, hvilket økonomisk vil udhule kontingent-indtægterne.
- Forslaget blev vedtaget ved håndsoprækning, ingen stemte imod.
Forslag fra bestyrelsen om revidering/præciseringer i kontekst og rammer for afholdelse af generalforsamling, herunder udmeldelse af klubben, omfattende § 2, 3, 4, 5, 7 og 9.
- Fra salen lød der anerkendelser af, at terminer blev tydeliggjort, især omkring varsling og indkaldelse til generalforsamling.
- Der var dialog om hvorvidt det skal stå i vedtægterne, at ”klubben prioriterer ungdomsspillere og støtter vores bedste spillere…”, hvilket dog endte med en positiv tilkendegivelse for vendingen, da det var ”et vigtigt signal at sende til medlemmer og omverdenen”. Desuden betyder det på ingen måde, at vi ikke prioriterer vores eksisterende medlemsbase.
- Forslaget blev vedtaget ved håndsoprækning med et overvældende og nødvendigt flertal.
Punkt 6 – Valg af formand hvert andet år:
Flemming B. Nielsen er på valg, og modtager genvalg.
- Flemming B. Nielsen blev genvalgt med applaus.
Punkt 7 – Valg af bestyrelsesmedlemmer:
Dirigenten kunne oplyse, at 3 bestyrelsesmedlemmer var på valg:
Jens Krøis På valg, modtager ikke genvalg
Jans B. Kristiansen På valg og modtager genvalg
Bente B. Rasmussen På valg og modtager genvalg
Bestyrelsen indstillede Jan B. Kristiansen og Bente B. Rasmussen til genvalg for 2 år, og at bestyrelsen forsatte med 5 medlemmer + formanden, hvilket fortsat ville være i overensstemmelse med vedtægterne.
Begge opstillede kandidater blev enstemmigt valgt af generalforsamlingen, og bestyrelsen består således af en formand og 5 bestyrelsesmedlemmer.
Formand Flemming B. Nielsen takkede Jens Krøis for sine 10 år i bestyrelsen, og roste Jens Krøis for at have båret mange vigtige roller i årenes løb. De mange år i bestyrelsen havde sikret en uvurderlig kontinuitet, og Jens Krøis havde altid været garant for gode samtaler, som oftest er endt ud i gode beslutninger.
Efter overrækkelse af blomster og vin, indtog Jens Krøis talerstolen og remsede kort op at han i årenes løb havde arbejdet sammen med 18 bestyrelsesmedlemmer, 4 daglige ledere og et utal af udvalgsansvarlige, og at han altid havde nydt sit hverv.
Han ser tilbage på mange gode oplevelser i sit virke som bestyrelsesmedlem, men ser også frem til at kunne prioritere arbejde og sin golf, men slipper ikke helt, da han fortsætter som kontakt ind i Eliteudvalget og aktiv i Sponsorudvalget.
Jens Krøis vil dog ikke være længere væk, end at han har indvilliget i at tage en post som suppleant, så bestyrelsen har mulighed for at trække på ham, hvis behovet skulle opstå.
Punkt 8 – Valg af bestyrelsessuppleanter:
Jens Krøis stillede op som suppleant og blev valgt for 1 år.
Der var ingen øvrige kandidater.
Punkt 9 – Valg af statsautoriseret revisionsfirma eller registreret revisionsfirma:
Beierholm, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, blev genvalgt.
Punkt 10 – Eventuelt
Ellen Jonsrud spurgte ind til arbejdet i Sponsorudvalget, hvor hun var aktiv under den tidligere udvalgsformand. Siden er der blevet arbejdet på at finde et nyt set-up, og EJ bliver inviteret til at bidrage i dette set-up.
Frank Graversen fortalte at han havde mødt et par unge fyre på banen, som havde hygget sig med spil og musik. De fik en venlig påmindelse om, at den høje musik ikke hører til på banen under spillet, og spillede glade videre efter at have slukket for musikken.
Generelt blev ”Generation Z” nævnt flere gange i løbet af aftenen, og der er ingen tvivl om, at den kultur de bringer med sig, er noget vi skal have italesat, så både nye og etablerede medlemmer mødes i en fælles forståelse for færden i vores klub.
Hans-Henrik Bülow roste indholdet på medlemsmødet i februar, og spurgte ind til muligheden for at dagsordenen blev fremsendt på forhånd, så medlemmerne fik mulighed for at forberede sig på emnerne. Opfordringen tages til efterretning, og vil blive efterlevet i den udstrækning det kan lade sig gøre.
Solveig Kaas spurgte undrende ind til strategien for klubbens kommunikation og efterlyste at det skulle være medlemmerne, som skulle bestemme dette. Det blev oplyst, at klubben fortsat kommunikerer via hjemmesiden, men at der også skal oprettes kanaler via en række sociale medier, samt at det er et ansvar der ligger i regi af bestyrelse/daglig leder.
Ny kommunikationsmedarbejder er netop ansat pr. 1. april, og en nærmere introduktion følger snarest.
Kl. 21:04 kunne dirigent Rune Tarnø takke for de mange gode debatter, alle ført i en respektfuld tone og god ro og orden, og erklærede generalforsamlingen for afsluttet.
Roskilde Golf Klub d. 2. april 2025
____________________ ____________________
Rune Tarnø Jesper Wedersøe
Dirigent Referent
____________________ ____________________ ____________________
Flemming B. Nielsen Jens Krøis Jan B. Kristiansen
Formand Næstformand/Kasserer
____________________ ____________________ ____________________
Mette Jessen Bente Buhl Rasmussen Niels Træden