Smoltundersøgelse i Langvad Å systemet

Klubben har  modtaget nedenstående indlæg fra ROLK –

 

Vi fik en dejlig mail fra biolog Peter Henriksen fra Limno Consult, som gennemfører undersøgelser af en lang række vandløb over hele Sjælland, i samarbejde med kommuner og Fishing Zealand. Planen for en undersøgelse har været drøftet længe og endelig sagde Lejre og Roskilde Kommuner ja.

En undersøgelse af smoltens vandring opstrøms i Langvad Å og nedstrøms ved Store Kattinge Å, (det nye åløb) er meget interessant og vil forhåbentlig give viden om produktionen af smolt i de fine opvækstvandløb. Dertil kommer smoltens overlevelse på vandringen igennem søerne herunder især St. Kattinge Sø efter det nye afløb blev lavet. Til det formål vil nogle smolt blive mærket undervejs, så der bliver nok at holde øje med.  

Sammen med ”Forening til Ophjælpning af fiskeriet i Roskilde fjord” og ROLKs Fjordhold er der lavet en vagtplan for de kommende ca. 1 ½ måned, hvor fælderne skal tilses hver dag. Her registrerer vi smolt (havørreder) og andre fiskearter.

Det bliver en meget travl periode for alle vores frivillige.

Vores æg i klækkehuset er lige klækket og her køres også en vagtplan. Inden længe skal vi begynde af fodre de små nye havørreder og disse skal også tilses hver dag.

     

 

ROLK