Lystfiskertjek af havørreder i Store Kattinge Å ved golfbanen

Fjordholdet hos Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, som har et klækkehus på Roskilde Golf Klubs område (mellem hul 3 og 4 på Store Skjold banen), har i december været ude og tjekke havørreder i det nye å-løb, der i 2023 blev kraftigt udvidet bl.a. for at sikre bedre ynglemuligheder for havørreder. Å-løbet kommer fra Kattinge Sø og løber langs med golfbanen – mellem hul 5 og Boserup Skov – og videre ud til fjorden.

Sammen med “Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” satte ROLK sig for at gennemføre en bestandsundersøgelse i det nye å-løb, der er blevet døbt Store Kattinge Å. Det foregik også sammen med biolog Peter W. Henriksen (Limno Consult/Fishing Zealand).

På forhånd var deltagerne nysgerrige på, om det kunne få svar på, hvilken vej havørrederne nu vil trække op for at gyde. Det kom der ikke nogen endelig konklusion på denne gang. I alt blev der indfanget 23 fisk – den største var en hun på ca. seks kilo.

“Vi kan dog konstatere, at fiskene fortsat vil op i den fisketrappe, der stadig er ved Kattinge Sø. Via en fælde indsamler vi æg, som vi opbevarer i vores klækkehus. Her er vores kapacitet dog snart opbrugt og kommer der flere, vil de blive kørt til Jylland til et stort klækkeri. Efterfølgende vil vi få dem tilbage i løbet af året, hvor de er ca. 15-16 centimeter. De vil så blive udsat i fjorden. Fiskene fra vores klækkehus bliver udsat i forskellige å-løb i Roskilde og Lejre,” fortæller Uffe Clemmensen fra ROLK.

På billederne kan man se de fiskeinteresserede fra de to foreninger vandre rundt i Store Kattinge Å for at indfange havørreder til opmåling og registrering, inden de blev sat ud igen. Bunden er mudret med rigtig mange sten, så det var et hårdt arbejde – og våde sokker og trøjer var svært at undgå.

Billederne er taget af Uffe Clemmensen og Peter W. Henriksen.

ROLK arbejder også på at få gennemført en undersøgelse af udvandringen af smolt i Store Kattinge Å. Det kommer til at ske til foråret i samarbejde med Roskilde og Lejre Kommuner.

Læs mere: