Første klubmatch i simgolfcenter – flere på vej

Lørdag den 9. november 2024 blev Roskilde Golf Klubs første Simgolf klubturnering afviklet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var set frem til fuldt hus med spillere i alle båse, men vi ved også godt, at det fortsat gode efterårsvejr gør det svært at lokke golf-aholic’s indendørs – i hvert fald i døgnets lyse timer.

Det afholdte dog ikke dagens deltagere i at have en god match, som blev afviklet under noget nær optimale forhold, hvilket følgende udsagn fra en deltager bekræfter: ”solrigt vejr over St. Andrews, ingen tabte bolde, ingen nedslagsmærker, roughen var tilgivende og humøret var strålende”.

Andre kommentarer var ”en anderledes, men fantastisk oplevelse at spille Roskilde Golf Klubs første match i SIM Golf Centret i Roskilde.”

”Trafikken i området har ændret karakter, det oplyses, at der ses horder af folk med lange tasker over skulderen og der cykles også med dem.”

”Super velkomst af personalet og god service på hele runden.”

Det er næsten svært at ønske sig mere, men selv om vi er glade for den fantastiske stand, vores egne to baner pt. står i, så håber vi alligevel på rigtigt vintervejr søndag den 8. december, så der forhåbentlig er fuldt hus med 56 deltagere til den næste Simgolf klubturnering.

Dagens vindere skal vi ikke glemme, og én spiller fandt helt tydeligt den nemme vej rundt på St. Andrews.

  1. Jens Ravn Eriksen med 48 point
  2. Mads Caspersen med 41 point
  3. Mathias Haahr Larsen med 40 point
  4. blev Henrik Haahr Larsen med 39 point

Det var imponerende scores, men der var også lagt op til at der skulle lægges forsigtigt ud, så
alle kom hjem med en god oplevelse.

Søndag d. 8. december skal vi spille Rungsted, som også betyder, at vi skruer en smule op for sværhedsgraden, uden at det dog må afskrække nogen.

Tilmelding til turneringen i december er åben, og du kan evt. benytte nedenstående link, hvis du vil tilmeldes matchen med det samme.

Læs mere:

Mvh. sekretariatet

Herunder kan du se fotos fra arrangementet: