Forsøg i 2025: Start på hul 10 hver anden uge

Alle jer, der ofte kun spiller ni huller på Store Skjold, får nu en ekstra mulighed for at lære de sidste ni huller bedre at kende.

Bestyrelsen har besluttet i 2025 at igangsætte et forsøg, så man hver anden uge starter på hul 10 og spiller de bageste huller og så fortsætter med 1-9, hvis man spiller en fuld 18 hullers golfrunde.

Beslutningen er truffet ud fra flere argumenter:

  • Fordeling af sliddet på banen – rigtig mange spiller kun de første ni huller
  • Kendskabet til hul 10-18 – der er mange, der synes de sidste ni er de sværeste. Nu bliver der større mulighed for at lære disse huller at kende

”De sidste huller på Store Skjold er jo anderledes end de første. Mange synes, de er ekstra svære, men det er nok også fordi, de ikke bliver spillet lige så meget plus at man ofte er mere træt, når man spiller de sidste huller. Det er måske noget sjovere at spille de sidste huller, når man er mere frisk. Derfor har jeg foreslået at lave denne forsøgsordning og det var bestyrelsen heldigvis med på,” fortæller bestyrelsesmedlem Niels Træden.

Det er ikke afgjort præcist, hvornår ordningen træder i kraft, men det bliver fra omkring sæsonstart, når sommerbanerne åbner, til midt på sommeren 2025.

Der skal ikke laves noget om hverken på scorekort eller it-mæssigt. Der bliver lagt en besked på GolfBox om starthullet i de enkelte uger og også sat en seddel op på henholdsvis hul 1 og 10.

Spillerne skal så bare huske at notere scores på hul 10 først.

Planen er, at der er start på hul 1 i ulige uger og start på hul 10 i lige uger.

Der kommer mere information om ordningen til foråret.

Læs mere: