Over 400 til jubifest på lørdag 15/4 2023 – kom kl. 17

Det bliver den største fest i klubbens historie, når 417 nuværende og tidligere medlemmer på lørdag den 15. april mødes i Roskilde Kongrescenter til stor 50-års jubilæumsfest.

Husk, at mødetid er kl. 17 – her er der så en halv time til at lægge overtøjet, få velkomstdrink, orientere sig om bordplan, hilse på alle de andre og modtage en lille ting, som kan vise sig at være noget værd senere på aftenen.

”Bordplanen er lavet, så alle er kommet til at sidde sammen i de grupper, de har skrevet ved tilmelding. Det har været et puslespil, men planen er gået op. Hele salen er fyldt og alle vil kunne se deres plads på sedler, der hænger i foyeren indtil festsalen + der er gruppenavne på bordene. Vi har også medlemmer, der har meldt sig i par eller enkeltvis – og de er placeret sammen med andre i nogenlunde samme aldersklasse. Der er også lavet et bord, der hedder ”En og en og to og to”. Er du ikke tilmeldt med et gruppenavn, så find dig selv på de alfabetiske lister, der hænger i foyeren,” fortæller webmaster og jubilæumskoordinator Henrik Overgaard Pedersen, der på vegne af festudvalget har stået for bordplanen sammen med to af sekretariatets frivillige, Guri Ternstrøm og Per Ougaard.

Dørene til festsalen bliver åbnet ca. 17.30 og 20 minutter senere er dagens program så klar til at gå i gang med velkomst, hvorefter der er forret.

”Hvad der kommer til at ske i løbet af aftenen, er stadig en overraskelse, men det bliver en blanding af tid til hygge og lidt underholdning fra scenen. De musikglade skal endelig huske danseskoene, da bandet 5aLive i løbet af aftenen spiller op til dans i flere sæt. Bemærk, at velkomstdrink, mad og underholdning er med i prisen, du har betalt, men at øvrige drikkevarer skal købes i baren i indgangsområdet,” siger Henrik.

Læs mere: