Åben for hul 10 og 11 fra man 17/4 2023 + handicapregulering

Hul 10 og 11 på Store Skjold åbner mandag den 17. april 2023 – efter at have været lukket her i starten af sæsonen. De to huller er der altid en udfordring, når der er våde perioder.

Dermed er det muligt fra mandag at spille alle 18 huller på Store Skjold og selvfølgelig de ni huller på Skjoldungen – og begge baner bliver så samtidig åbnet for handicapregulering. Alle bunkers vil på det tidspunkt være klargjort, men det vil stadig være sådan, at der er oplæg på fairway inden for en køllelængde, da græsset ikke er kommet ordentligt op alle steder og da der stadig er skader fra fugle, der har hakket i jorden i løbet af vinteren.

Kørsel med golfbiler er stadig ikke tilladt, men scootere må gerne køre på Skjoldungen.

“Banen er stadig for våd til, at golfbiler kan køre. Vi åbner tidligst for det i løbet af uge 17 og giver besked via “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Der gælder stadig enkelte begrænsninger:

  • Ingen spil til greens ved rimfrost eller temperaturer på 0 grader eller derunder (så spiller vi til gule flag)
  • Der er fortsat spil fra midlertidige teesteder på flere huller – hold øje med, hvor teestedsskiltene er placeret
  • På Skjoldungen er det ikke tilladt at hente bolde bag hegnet langs hul 3 og 4 – her er der sat nye planter, der skal beskyttes