I dag har Roskilde tre faste greenfeepriser. En på hverdage og to i weekenden.
I fremtiden kommer der sandsynligvis flere forskellige, der bliver styret efter, hvornår der er mest plads på banen. Og samtidig bliver priserne generelt hævet – det gælder dog ikke lavprisperioderne.
Hvordan det præcist bliver, er daglig leder, Jesper Wedersøe, i gang med at undersøge, men bestyrelsen har sagt grundlæggende ja til, at der kommer en ny prisstruktur.
”Jeg har kigget meget på, hvordan belægningen på banen er på forskellige tidspunkter ugen igennem – og jeg har også kigget på udnyttelsesgraden af tiderne. Det materiale kommer til at danne baggrunden for, hvornår der skal være højere og lavere priser,” fortæller Jesper.
”Priskategorierne bliver så fordelt på ugens dage på den måde, at de dage, hvor vi har størst belægning, der er prisen også højest, mens den er lavest på de tidspunkter, hvor der traditionelt er god plads på banen. På den måde vil vi prøve at inspirere greenfeegæster til at vælge perioder med god plads,” fortæller Jesper Wedersøe.
”Men det er også vigtigt for mig at sige, at statistikkerne for de spillede runder i 2022 viser, at der er plads til, at endnu flere kan spille på Store Skjold. Selv i weekenden, hvor der er allermest pres på, viser tallene, at der mellem kl. 8 og 13 i gennemsnit kun er 2,69 spillere pr. bold. Vores generelle tal for hele ugen viser, at der i gennemsnit er 1,62 spillere pr. bold – men det er et tal, hvor alle udslagstider er regnet ind – altså også de meget tidlige og meget sene tider.”
De endelige priser for de enkelte tidsrum bliver lagt ind i GolfBox, så det er tydeligt, hvad det koster, når man bestiller tid.