Over 300 tilmeldte til fest – ny pris for unge

Det skal også være muligt for klubbens ungseniorer uden alt for mange penge på lommen at komme med til jubilæumsfest. Derfor har bestyrelsen nu besluttet at give rabat til unge over 18 og under 25 år. Håbet er, at den gruppe af medlemmer får lyst til at være med til festen fx ved at danne et eller flere ungdomsborde.

Normalprisen er 475 kr., men prisen for ungseniorerne er nu sat til 250 kr.

Via jubilæumssiden er det muligt at finde link til tilmelding, men her på siden kan du også finde en QR-kode, så det er endnu nemmere at logge på GolfBox for at tilmelde sig og betale.

Jubilæumsfesten finder sted lørdag den 15. april 2023 i Roskilde Kongrescenter – med start kl. 17 og sidste mand ude af døren kl. 01.

Der er nu (slutningen af januar) 301 tilmeldte deltagere og der kommer nye til hver uge. Alle skal tilmelde sig enkeltvis, men det er muligt at skrive, hvem man gerne vil sidde sammen med. Find på et fælles gruppenavn og skriv så det ved tilmelding.

Har du ikke aftaler med nogen, så kan du sagtens melde dig alligevel. Bordplan-holdet skal nok finde en god plads til dig.

Det var festudvalget, der havde foreslået bestyrelsen at indføre en rabat for unge, så festen også bliver med deltagelse af unge, der senere kan bære klubbens historie videre.

Der er frist for tilmelding den 15. marts. Efter den dato kan man ikke få penge retur ved afbud.

Læs mere:

PS: Herunder er der en QR-kode beregnet for tilmelding til festen for de 18-24-årige. På jubilæumssiden er der både en QR-kode og et almindelig link til GolfBox for alle på 25 år og opefter.