Banen lukket til og med søndag – besværlig adgang til klubhus

Banen er lukket til og med søndag og klubhuset svært tilgængeligt. Sådan er det i denne uge, hvor der virkelig bliver sat tryk på i forhold til forskønnelse og udbygning af klubhuset.

Toiletterne er i gang med at blive renoveret og i disse dage bliver gulvene på toiletterne og i mellemgangen overfladebehandlet med epoxy og derfor er adgangen til både toiletter og omklædningsrum inde fra klubhuset spærret. Da gulvet i selve klubhuset lige nu bliver slebet og derefter lakeret, så er det kun muligt at komme ind i klublokalet via den nye hovedindgang, hvor andre håndværkerne har travlt med at etablere gulv, male og lignende. Inde i klubhuset bliver der – udover gulvslibning – også malet, så det bedste i denne uge er at holde sig væk.

Er du alligevel ved klubhuset og skal på toilettet, så kan man benytte toilettet i herrernes omklædningsrum – via en dør i den ende af klubhuset, der vender op imod baghallen. Det er kun dette toilet, der er tilgængeligt – og man skal samme vej tilbage.

Oven i det hele – og det er måske meget godt netop i denne uge – er banen lukket på grund af regn. Og der er kommet så meget, at greenkeeperne har forlænget lukningen til og med søndag. Tidligere på ugen var banen kun lukket til og med fredag.

Afspærringerne i klubhuset bliver fjernet i løbet af mandagen, så mandags-bridgespillerne kan komme ind i klubhuset den 23. januar som normalt om aftenen. Fra tirsdag den 24. januar er der igen åbent i klubhuset – dog stadig via terrasseindgangen.