Efter 3½ år i Roskilde Golf Klub er Josefine Andersen Kold nu blevet færdiguddannet som greenkeeper. Det skete med manér med to gange karakteren 12 og dermed en sølvmedalje, da hun var til den afsluttende eksamen på Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde, der har greenkeeperuddannelsen.
Den store eksamensopgave stod på i tre uger, hvor hun både skulle levere en del skriftligt materiale, men også skulle stå for praktisk opbygning af fx to hulforløb inklusive greens, bunkers og teesteder. At det kunne lade sig gøre på tre uger er jo lidt imponerende. Hovedtemaet for Josefines eksamensopgave var “teesteder, fairway og natur”.
På billederne kan man se de projekter, Josefine havde gang i – bl.a. med før og efterbilleder. Den anden kvinde på billederne er hendes eksamensmakker, Henriette Strøm Hansen, der har været greenkeeperelev i Asserbo Golf Club.
Josefine fortæller, at hun var pænt nervøs, men at det alligevel gik ganske fint og hun er nu både glad og stolt over at være færdiguddannet som greenkeeper.
”Jeg har været helt vildt glad for at være elev i Roskilde Golf Klub. Det har været en god tid – og foreløbig bliver jeg her de næste tre måneder og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” fortæller Josefine.
Herunder kan du se nogle af billederne fra Josefines eksamensprojekt.